10
jan
Seneste opdatering: 10/1-13 kl. 1858
36 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis

I Vesten har vi et problem. Vi kender ikke islam. Vi fatter ikke, hvad der foregår i den islamiske verden. Vi kan ikke forstå, hvorfor muslimer overalt i verden handler, som de gør. Vi kalder det middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams “hellige” skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimer i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme. At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige, overholde budene og det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne.

Her i Vesten tænker vi logisk. Vi bestræber os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at der er en årsagssammenhæng her i verden. Der må være en grund til de ting der sker. Og mennesker er vel alle modtagelige for fornuft.

Robert R. Reilly har skrevet en af de vigtigste bøger i mange år om islams mangel på rationel fornuft. Bogens hedder: “The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis.” 2010. Det følgende er en gennemgang af den analyse, som bogen beskæftiger sig med. Derefter ser jeg på konsekvenserne af denne analyse med hensyn til samvittighed og skyld.

I sin tale i Regensburg sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften. Han talte også om af-hellenisering i islam. Det betyder dens tab af filosofisk tænkning og fornuftslutninger. De præmisser, som mange muslimer går ud fra, er ikke genstand for en kritisk undersøgelse. Islams lærde forkaster nemlig den menneskelige tankes rationelle analyse. Det er menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af fornuftig tænkning. Muslimer lever faktisk i en verden, hvor Allah ikke er fornuftig, men ren vilje og magt. Der er en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig, som den har.

For det første er der en total afvisning af den frie vilje og en tro på, at alt er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie, men dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har en moralsk forpligtelse til at gøre godt og undgå det onde.

I islam kaldes Allah Al-Jabbar, hvilket betyder betvingeren. Allah er den som betvinger og bestemmer alt. Hans magt kan man ikke modsatte sig. Allah er herre over enhver af menneskets bevægelser, handlinger og tanker. Han er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring. Den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) sagde: “Skabningerne har ingen indflydelse på Allah, da det er Allah selv, som skaber deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

I islam er det blasfemisk at mene, at Allah overhovedet har en natur, som er konsekvent, eller som kan kendes. Det begrænser nemlig hans absolutte, vilkårlige frihed til at handle. Derfor er Allah ubegribelig, han gør, hvad han vil. Allah har magt til at ville en hvilken som helst ting. Denne vilje er fri af alle begrænsninger, selv de, der er baseret på hans egne love. Allah er ikke engang bundet af sine egne ord.

Allah er det ukendte på grund af hans absolutte transcendens. Intet kan sammenlignes med ham. Han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love, og det er alt. Det er grunden til, at Islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med shariaen, som er retslæren. Det eneste, der er relevant, er at kende loven.

Filosofferne Avicenna (Ibn Sina 980-1037) og Averroes (Ibn Rushd 1126-1198) var de bedste eksempler på forsøg på at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i islam. Dvs. at bringe fornuft og åbenbaring i overensstemmelse med hinanden i den muslimske verden. Men det var frugtesløst. I året 1195 blev Averroes bøger brændt på Cordovas bytorv. Han selv blev sendt i exil og hans lære bandlyst.

Fornuftstænkningen blev afvist af islams lærde, fordi den er korrumperet af menneskets selviske interesser. Den dybere begrundelse var dog overbevisningen om, at der ikke er noget for fornuften at vide. Virkeligheden er sammensat af en serie af momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje. Alt er direkte afstedkommet af Allah, som handler uden fornuft.

Det katastrofale ved denne opfattelse er benægtelsen af forholdet mellem årsag og virkning i naturens verden. Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikens love, gravitet osv. er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan bryde eller ændre.

Konsekvensen af dette synspunkt er fatal. Hvis skabelsen blot eksisterer som følge af en tilfældig række mirakuløse øjeblikke, kan den ikke forstås af forstanden. Resultatet er, at virkeligheden bliver uforståelig. Hvis den ubegrænsede vilje er det, som eksklusivt konstituerer virkeligheden, er der ikke mere at afklare og begribe.

Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111) var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. Han skrev værket “Filosoffernes mangel på sammehæng”, hvor han afviste hele den græske filosofi. Han fremhævede, at Allah ikke er bundet af nogen orden, og at der derfor ikke er nogen naturlig sammenhæng mellem årsag og virkning. Ting sker ikke i overensstemmelse med deres natur – de har ingen natur – de sker som følge af Allahs øjeblikkelige vilje.

De såkaldte islamiske tænkere som Averroes, Avicenna, Al-Razi, Al-Kindi osv. er slet ikke islamiske tænkere ifølge islams lærde. De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. De betragtes idag som værende fremmed elementer i den islamiske verden. Deres rationelle tanker har ingen plads i islam og bliver derfor bekæmpet. Det er Vesten, som har lært af dem, fordi deres ideer oprindelig kom fra den græske filosofi og videnskab.

Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektiv videnskabelighed i den islamiske verden. Det er videnskabernes opgave at opdage naturvidenskabelige lovmæssigheder. Hvorledes kan man dyrke videnskab uden årsag og virkning? Ifølge islam er det imidlertid blasfemisk at påstå, at en sten falder til jorden på grund af gravitet, da det er Allah, som i det øjeblik lader den falde. En gang mellem 800-tallet og 1200-tallet videreudviklede araberne ganske vist de videnskabelige metoder, som de havde lært fra de græsklærde kristne. Men derefter stoppede det, og ingen væsentlige opdagelser er siden set.

Den anti-rationalistiske bevægelse i islam stammer fra Koranens status blandt muslimerne. Det er troen på, at Koranen ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen. Den er formidlet til Muhammed af Englen Gabriel, mens de originale tavler på arabisk findes i himlen. Det er et kættersk synspunkt, at Koranen kunne være en menneskelig fremstilling af den guddommelige sandhed, som kan fortolkes i lyset af forskellige kulturelle faktorer.

Anti-rationalisterne vandt striden om den frie vilje. Spørgsmålet var, om Koranen blev skabt i tiden, eller om den har eksisteret i al evighed med Allah. Koranen siger det ikke. Der er dog et men… for skønt Koranen deler evighed med Allah, er den alligevel forskellig fra Allahs essens. Den teologiske skole Mu’taziliterne (700-tallet-800-tallet) pegede på, at dette forhold gjorde Koranen til Gud nummer to, og det er polyteisme.

Den mest betydningsfulde samler af Koran kommentarer (Hadith) al-Bukhari (d.933) benægtede dette og sagde: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlinger er skabte, og at tro noget andet er kætteri.” Mu’taziliterne mente det modsatte, at Koranen var skabt, ellers måtte de historiske hændelser, som der berettes om i Koranen være forudbestemt og budene eksistere før mennesket blev skabt. I midten af 800-tallet under Kaliffen al-Mutawalkil blev det endelig obligatorisk at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at gen-åbne den islamiske bevidsthed.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og en gen-åbning af porten til ijtihad, som det kaldes. Det vil selvfølgelig betyde en genåbning af Koranens status. Der er tre vigtige reformtænkere: Indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (f.1934).

Men det er ingen spøg at være reformtænker. Man bliver erklæret for frafalden kætter (apostate), og trues med at blive likvideret. Derfor må de bo i Vesten og forske under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt. Det ville nemlig betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, er en sagablot i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udrydes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også ophører den med at eksistere. Desværre tyder det på, at det såkaldte “arabiske forår” ikke er et tegn herpå.

Redaktøren af New English Review Rebecca Bynum har sammenlignet islam med et næbdyr, som jo ligner en odder. Men den adskiller sig ved at have et andelignende næb, lægge æg og mange andre egenskaber, som ikke ligner en odder. Den tilhører derfor ikke den biologiske kategori, som odderen tilhører. Derfor må den have sin egen kategori.

Det samme er tilfældet med islam. Islam er så forskellig fra andre religioner, at den dårligt kan rummes indenfor kategorien religion og burde klassificeres i en særlig kategori. Den er kristendommens diamentrale modsætning, fordi synd, skyld og menneskelig moral er fraværende i islam.

Ortodoks islam sætter fysisk efterlevelse og adlydelse af den islamiske troslæres påbud over det åndelige. Det vil med andre ord sige, at den ophøjer efterlevelsen af Muhammeds adfærd over ethvert hensyn til sandhed, godhed og spiritualitet. Tro, lydighed og lovlighed et ét og det samme i islam.

Man kan godt hævde, at islam er meget materialistisk, fordi den kun beskæftiger sig med kroppen og dens kontrol. Kvinden ejer f.eks. ikke sin egen krop – den kontrolleres af andre. Da Allahs vilje er hver eneste ting der sker, er lydighed mod islams sharia alt, hvad Allah vil med alle mennesker til alle tider. Der er ingen forskel på menneskets vilje og Allahs vilje.

Islam er derfor en tro uden sandhed, skønhed og godhed, fordi mennesket egentlig ikke har noget højere spirituelt at stræbe efter. Dette gælder selvfølgelig kun for ortodoks islam – ikke for sufismen, som for så vidt ikke har noget med islam at gøre. Men derom i en anden artikel.

I menneskelivet er der ingen bro til Allah. Islams tro er troen og rigtigheden af islams doktriner. I andre religioner er bønnen er personlig henvendelse til det guddommelige. Men i islam udføres bønnen i et fællesskab som en udenadslært formel. Alle beder den samme bøn, og det skaber en indbyrdes solidaritet uden intim kontakt med det guddommelige. Der er ingen kærlighed til Gud- lydighed er alt.

Det, der adskiller islam fra andre religioner, er altså en sammenblanding af sociale, politiske og juridiske systemer med et trossystem. I verdens mange forskellige islamiske samfund fungerer islam helt anderledes end andre religioner. I stedet for at fremelske fred og harmoni sår den adskillelse, vold, angst og opløsning.

Muhammed er i islam helt syndfri, til trods for de grusomme handlinger han begik. Hvis han i kristen forstand havde syndet, så havde Allah gjort synden til en pligt. Dermed skabtes den sharia moral, som Muhammed kaldte Allahs vilje, ud fra hans egne behov og med Allahs velsignelse.

Islam mangler kristendommens arvesynd. Der er ingen samvittighed og skyldsbevidsthed i islam. Derfor kan voldelige konflikter fortsætte år efter år. Ingen islamiske krigere, Mujahediner, har dårlig samvittighed eller skyldfølelse med hensyn til deres terror handlinger. De tager intet ansvar for deres handlinger, angre intet, fordi alt, hvad de gør, er Allah’s vilje. Det er Allah der gør det. Dostojevski har sagt: “Om Gud ikke eksisterer, kan mennesket gøre hvad som helst.” Igen ser det ud som om, islam ikke har nogen Gud.

Islams problem er blandt andet, at dens tro medfører en mangel på skyldfølelse. Er man født muslim, og det er alle mennesker i følge islam, er man allerede tilgivet arvesynden. Det onde er ikke noget i en selv, det kommer udefra, fra Satan, som man må beskytte sig i mod. Man er ikke selv skyldig, selv om man udfører grusomme handlinger, hvis disse handlinger gøres for at beskytte sig mod det onde udefra – altså Satan. Ugerningerne er skyldfri, fordi de handler om at beskytte islam og placerer årsagen til dem hos andre end én selv.

Af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Af samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Morani ya Simba

    Spændende at læse. Den her slags lidt dybere analyser af islam er dybt nødvendige tror jeg for jeg kender bestemt heller ikke islams tankegods. Det er iøvrigt skræmmende at stå overfor en så totalt irrationel størrelse som islam. Vendingen
    “Allahs frihed er altså menneskets bundethed.”
    minder mig om min egen tese at islam kommer tættere på ideen om gud som almægtig tyran over menneskeheden end alle andre religioner jeg kender.

  • Allan Hansen

    FILOSOFFENS LANG VANDRING.

    Efter 40 år med filosofien vil man forstå, at filosofi er mange ting og at vandringen i sig selv ikke har noget mål – og derfor aldrig når i havn.
    Som de gamle græker sagde ” filosofien er en rejse, som man tager
    alene for rejsen egen skyld,,.

    Men et rigtigt godt grund kursus finder man hos min gode ven den danske filosof Peter Thielst. Man bør tvivle om alt – og tro på meget!
    Filosofiens historie fra Thales til Habermas 1996.( 470 sider).
    STOREBROR – hedder – History of Western Philosophy By Bertrand Russell 1945. ( 789 sider – findes ikke på dansk men man kan måske finde Wisdom of the West Bertrand Russell1959. 313 sider ). Et andet godt bidrag finder man hos Antony Flew. An introduction to Western philosophy – Ideas and argument from Plato to Sartre 1971 ( 497 sider).

    En åndeligbjergbestiger, vil nok vender hjem med den bedste “filosofiske rygsæk,, Hos: Platon, David Hume (1711-76). Authur Schopenhauer ( 1788-1860).
    Friedrich Nietzsche ( 1844-1900) og Jean-Paul Sartre ( 1905-80).etc.

    God fornøjelse.

    Mvh. Allan Hansen.

    • Sune

      Vestens Filosofi, Bertrand Russell, Munksgaards Forlag, 3. udg. 2. oplag 1992.
      ISBN 87-16-10816-7

      Oversættelsen til dansk af: History of Western Philosophy

  • Allan Hansen

    .SPROGET SOM ET BILLEDE AF VERDEN.
    Grundlæggende er der ingen forskel på tro, overtro og vantro idet de alle alene hviler på regulært selvbedrag og falsk bevidsthed, som den tyske filosof Arthur Schopenhauer kaldte Majas slør; indholdet kan jo være hvad som
    helst, det er troen alen, der bærere værket. Der findes ingen grundlæggende adskillelse mellem mytologi og teologi, det skulle da lige være, at teologi er et levebrød – altså en indtægtskilde.

    Hvad skete der med de gamle guder, så som Odin, Thor, Zeus, Venus, Mars og hvad de nu hed alle sammen? De ”døde” den gang mennesket holdt op med at dyrke dem og i stedet kastede sig ud i monokulturen, det blev tragedien fødsel.

    Allan, jeg forkorter lige din copypaste med et link. *S

    http://www.sappho.dk/blog/271/Den-forfangelige-fornuft.htm

  • “Hvis den ubegrænsede vilje er det, som eksklusivt konstituere virkeligheden, er der ikke mere at afklare og begribe.”

    “Muslimer lever faktisk i en verden, hvor Allah ikke er fornuftig, men ren vilje og magt.”

    Hvorfor total underkastelse og overgivelse også er centret i den islamiske gudsdyrkelse. En god pointe er nemlig, som beskrevet, at Allah er fraværende spirituelt-åndeligt, men istedet manifesteres i den islamiske stat. I staten finder den troende, Allahs slave, det sande udtryk for hans vilje, både i dens hellige lovgivning der regulere alting og i dens hellige krig der evigt føres mod Allahs fjender.

    Godt er alene det der styrker og tjener islam, de menneskelige konsekvenser desuagtet. Ondt er alene det som svækker eller kommer på tværs af islam, igen de menneskelige konsekvenser desuagtet.

    For den kristne er det at kende Gud, at kende hans søn, for som Jesus siger: “Den som har set mig har set Faderen” (Johannes evangeliet 14:9)

    Mens for muslimen er kendskabet til Allah, kendskabet til hans imperium.

  • Nielsen

    Islams natur beskrevet af en forstandig mand:
    http://www.youtube.com/watch?v=t_Qpy0mXg8Y

    Og islam forklaret af en ondt menneske.
    http://www.youtube.com/watch?v=ZINdCAmdXoQ

    Følgende beskrivelse følger anden film:
    This video footage shows an Australian (naturalized citizen originally from Hebron) Islamist Ismail al-Wahwah, an adherent of the Wahhabi version of Sunni Islam, from the Hizb ut-Tahrir (Party of Liberation) Islamist party, giving a talk in Australia to what seems like an audience of young Islamists. The second person to the speaker’s left is Australian Islamist Musa Cerantonio.
    Al-Wahwah gives a very blunt and dark picture of the intentions of their like-minded people regarding their intentions for the world, on how they intend to take over the world, establish an Islamic Caliphate, implement strict Shariah law, and make Arabic as an official language.
    Here’s the kicker: these are the same type of people that the West is currently hailing as “freedom fighters” in Syria. Hizb ut-Tahrir is one of the major religious/political parties to which many Jihadis in Syria subscribe.

  • Allan Hansen

    Steen@

    Ja, jeg gemmer altid mine kladder
    så kan jeg altid se hvad jeg har skrevet
    og hvornår! Derfor.

    Mvh. Allan Hansen.

  • PFEP

    Med al respekt för ovanstående kommentarer och de vanligtvis gällande tolkningar kring Islam, tar jag mig friheten att med få ord desavouera denna “ism”…
    Islam verkar vila på grundar av hat mot otrogna och kärleksfull makt över resten.
    Varken nazismen eller kommunismen spelar i samma liga, då de kring 300-miljoner de nådde döda är en piss i Atlanten i förhållande till de mängder människor där under tiden sedan Profetens gång å jorden tills nu, har fått lada livet under halvmånens svärd.
    Slaveriet där fortfarande är en signifikant del av den Islamiska religionen, finns fortfarande i vid utsträckning och pågår dagligen i stora delar av den muslimska världen, en värld vart det INTE finns ett enda demokrati värd namnet och länder vart enbart män med den rätta tron har talan, en talan där ofta mångfaldigas genom teknik från de hatade otrogna hundar i väst.

  • Torben Snarup Hansen

    Kristendommens dogme om “arvesynden” er meget provokerende for ateister. Hvad med det nyfødte barn? Har det syndet? Hvad er “synd”? I det Nye Testamentes græske originaltekst står der “hamartia”, der betyder “afvigelse” (som en pil, der afskydes, men ikke rammer sit mål). Hvilke evner og tilbøjeligheder har det lille barn? I buddhistisk forståelse bærer det på sin karma. “Arvesynd” kan oversættes til: “karma”, som er summen af det, et menneske tænker, siger og gør. Faktisk har kristne tænkere nærmet sig denne opfattelse, idet de mener, at “et menneske er dets kærlighed”. Hvad holder et menneske af? At piske og halshugge andre? I så fald bliver der nok tale om dårlig karma.

    • Tim Pallis

      Ja “arvesynden” er provokerende for ateister, og det Gamle Testamentes ord for den “oprindelige synd” gør det ikke lettere. Syndefaldet bliver også blandet op med lyst og sex. Der er så mange besynderlige teologiske fortolkninger, at jeg nok ikke skulle have brugt det ord. I det Nye Testamente hedder det rigtignok “hamartia”. Pilen rammer ikke målet, det er en afvigelse. Ordet har været oversat med uvidenhed, fejl, forkert bedømmelse, amoral osv. Jan Lindhardt oversætter det med “adskillelse”, og den køber jeg, fordi den oversættelse har også en buddhistisk vinkel. Et andet sted fandt jeg oversættelsen “mangel”, som også har en buddhistisk vinkel.

      At den “oprindelige synd” betyder adskillelse giver god mening. Det nyfødte barn har ikke en oplevelse af adskillelse fra moderen. Men det erfares i løbet af nogle få måneder, fordi adskillelsen mellem “selv” og “omverden” nok er noget genetisk. Det er denne adskillelse, som kaldes “duhkha”, som betyder lidelse eller mangel. Det er menneskets mangelsygdom at føle sig adskilt fra “omverden”. Hele den Zen buddhistiske meditationstræning går ud på at hele denne splittelse, for vi er i virkeligheden ikke adskilt fra noget som helst. Det kaldes Buddhanaturen og i kristendommen Gud.

      Det er ikke rigtig at det lille barn i buddhismen bærer på sin karma, for karma er ikke et resultat af noget. Det nyfødte barn har selvfølgelig sin DNA kode, og det kunne man til nød kalde karma. Men ellers er karma bevidst handling, som er årsag til en virkning. Karma er heller ikke summen af det et menneske tænker, siger og gør. Breiviks ugerning er hans karma, som han nu betaler for. Jeg mener derfor ikke, at man kan oversætte arvesynd med karma.

  • HH

    Ja, allt om islam är en gammal sanning men alltmer bekräftad. Förresten kan vi glömma den gamla uppgiften om att araberna bevarade de grekiska tankarna/skrifterna för att sedan överföra dem till Väst. Det stämmer inte, efter vad jag läst. Det grekiska tänkandet gick, via romarna, direkt till oss utan mellanhänder. Men rätta mig om jag har fel.

    Så till islam. Jag upprepar Lecomte du Noüys ord från boken “Att vara människa”: “När föreställningen om Guds allsmäktighet missuppfatas blir den farlig. Den leder då till en initiativdödande fatalism som är oförenlig med vad vi vet om utvecklingen. Islams principer förvandlar människan till en opersonlig levande maskin, blott obetydligt överlägsen insekterna. Mohammedanen misstror tänkandet i så hög grad att han nästa omöjliggör det genom stränga, tvångsartade vanor. – – – Den för tanken till ett skede som behärskades av fruktan, förmörkades av okunnighet, en övergångsperiod fylld av vidskepelse. ”

    Vi vet nu vad vi har inpå oss! Och det har definitivt ingenting med vår kultur att göra.

  • Bergfast

    Man kan fråga sig om det är så förnuftigt att förlita sig på förnuftet, då även förnuftet ibland kan lysa med sin frånvaro? Även hos dem som anser sig själva vara de mest förnuftiga….

    Att det verkligen skulle finnas något absolut förnuft, som inte skulle inneha några begränsningar eller skillnader, är det kanske oförnuftigt att tro?

    Vem vet…

    Den enorma variationsrikedom kring vad en människa anser vara ett förnuftigt beteende för henne själv, för hennes familj, för hennes släkt, för hennes ätt eller för hennes nation, och för dess konstruktiva överlevnad och positiva utveckling, finns det nog miljarders, miljarders miljarder olika variationer och kombinationer kring, och vem kan verkligen överblicka alla dessa olika föreställningar och tolkningar kring vad som uppfattas som varande förnuftiga förhållningssätt för alla olika individer, familjer och släkter, och nationer?

    Ta t ex ett fotbollslag, med alla dess olika spelare, som alla vill vinna en match. Alla olika spelare har olika förmågor och det är ju då förnuftigt av var och en av dem att praktisera just sina egna styrkor och förmågor, och satsa på att förkovra sina särskilda resurser, som ju kan variera från spelare till spelare, för att som ett helt lag kunna vinna en match. Det finns spelare som är duktiga på att dribbla, andra är duktiga på att springa fort, andra på att hoppa högt och kunna nicka bollar, andra är duktiga på att kunna passa bollar i rätt lägen, och åter andra är duktiga på att kunna skjuta hårda bollar som träffar mål osv. Det förnuftiga är ju att varje spelare förkovrar just sina förmågor, och att de inte ägnar sig så mycket åt det som de kanske inte är så bra på, för att därmed kunna öka chanserna för laget som helhet att kunna vinna. Varje spelares förnuftiga spel, tjänar laget som helhet, och tjänar dess möjlighet till framgång.

    Att säga att det bara finns ett spel, eller en spelstil, som är förnuftig för att kunna vinna en match, är oförnuftigt, eftersom alla de olika spelarna har olika förmågor.

    Precis som med människor i övrigt.

    När det gäller mänskliga samhällen och kulturer, och förlitandet på ett absolut förnuft, som alla människor kan vara inbegripna i och omfattas av, så är nog det något mycket svårt i praktiken. Detta eftersom varje människa gör sina förnuftiga bedömningar just utifrån sina egna förmågor och talanger av olika slag. Det som är förnuftigt att göra för den ena, därför att den har en viss förmåga, är oförnuftigt för den andre att göra, därför att den inte har samma förmåga.

    Är det då t ex – förnuftigt – att inrätta pojk- och flick- skolor, därför att pojkar och flickor är fundamentalt olika varandra, alltså både biologiskt, psykologiskt och socialt, olika varandra?

    Kanske. Vem vet.

    Är det då t ex – förnuftigt -, att inrätta olika baddagar på allmänna badhus, för flickor och pojkar, män och kvinnor?

    Kanske. Vem vet.

    Är det då t ex – förnuftigt -, att i det allmänna offentliga rummet se till att mäns psyken inte får felaktiga föreställningar och inbillningar kring kvinnor? Kanske tolkar de det som en inbjudan från kvinnors sida, om kvinnor i männens ögon är – halvnakna -, där ? Männens psyke upplever att de blir uppmanade till uppvaktning till – privata relationer, om kvinnor är för – privat klädda – , i det offentliga, neutrala rummet?

    Kanske. Vem vet.

    (Männens psyken kan ibland göra sig vilda och felaktiga fantasier kring unga kvinnor, och kan vilja försöka ge sig på något slags – erövringsförsök – om de ser unga kvinnor halvnakna? De ser unga kvinnor som mycket vackra och därmed som något mycket åtråvärt, som de vill försöka att – vinna – , eller – erövra – , på ett eller annat sätt ? Om en man lyckas förföra en kvinna, så anser det manliga psyket att det har gjort en – erövring -, som det då är i – besittning av – och – ägare till -? Det är väl därför som många män kan bli vansinniga, och djupt sårade, om deras – erövring -, (eller deras fruar), vill vända dem ryggen, och lämna dem? Det sårar det manliga psykets stolthet, och dess, som det manliga psyket ser det, – äganderätt – till sin – erövring _? Det medför då att en (psykologisk), – kränkning – av deras – pondus -, och av deras – makt -, och av deras – rättmätiga äganderätt – sker ? Den – trofe´-, (kvinnan), som de har lyckats – erövra -, ( antingen genom att förföra genom lock och pock, eller genom uppvaktning, eller genom våld?), är, i det manliga psykets uppfattning av situationen, – deras egendom – , och någon som – tillhör dem -? En stolt man, (och många män kan nog vara stolta), kan (uppenbarligen, om man ser till statistiken?), bli mycket – kränkt -, när och om en kvinna som han har lyckats – erövra -, (som alltså i praktiken ses av det manliga psyket som dess – egendom – , dess – erövring -?), vänder honom ryggen? Det manliga psyket menar att kvinnan, därför att hon har – fallit – , tillhör honom, och så att säga äger – besittningsrätt – till kvinnan? Kvinnan är i mannens psyke, – erövrad – ? Ju mer attraktiv kvinnan är, ju vackrare i mannens ögon kvinnan är, desto större – trofé – är hon i mannens ögon, och desto större stolthet innebär det för det manliga psyket att ha lyckats – erövra – henne? Det innebär också att det kanske upplevs som en desto större – kränkning – , för det manliga psyket, om kvinnan vill – avvisa – honom? Kanske är det sådana faktorer som spelar roll när kvinnor mördas, just när och om de vill lämna sina makar, eller sina pojkvänner? Svårt att veta. Men det intima livet, det privata livet, familjelivet och det sexuella livet, är verkligen allvarliga saker som inte är att leka med, om man ser till statistiken på mord i s.k. – nära relationer -? Är det då – förnuftigt – att lära unga kvinnor, och män, att vara varsamma och aktsamma med privata och intima relationer? Troligtvis.)

    ……

    Är det då fortsättningsvis, från det ena till det andra, t ex – förnuftigt – att inrätta en statlig bankindustri i nationer? Och att förbjuda privata räntor på lån?

    Kanske. Vem vet.

    Osv. osv.

    Vad som är – förnuftigt – och vad som är – oförnuftigt kan det vara många olika perspektiv kring, Det är oftast beroende på vilken utgångspunkt, vilket sammanhang, och vilka människor det gäller.

    Man kan se att det som kan anses som förnuftigt att göra för den ene, kan ses som skadligt, och därför som oförnuftigt att göra, för den andre.

    • Bergfast

      Ps.

      Man kan ju alltså fundera över hur pass mycket – förnuft – som regerar i t ex Sverige, men även i andra västliga länder, när de bedriver en klart överdimensionerad invandringspolitik, till synes utan något som helst – förnuftighet – ?

      En politik som i förlängningen riskerar att skapa mycket stora problem, (för att inte säga inbördeskrigiska problem), för alla medborgare.

      Men det är kanske just en sådan – problematik – som många faktiskt önskar sig i de västliga nationerna?(Och i SÅ fall, så är ju den överdimensionerade invandringen – förnuftig – ?) Vem vet….

      Men, för de medborgare som inte önskar sådana – utvecklingar – inom sina nationer, kan man undra var – förnuftet – är, när de tillåter, röstar på och bejakar, en sådan invandringspolitik….. (det verkar då lysa med sin frånvaro…)…

      De, majoriteterna, är – itutade (?), – att de är – goda och förnuftiga – människor – när de bejakar en sådan invandringspolitik, (för att de då anses för att vara –icke-främlingsfientliga -, icke-rasistiska, icke-dumma, och icke-elaka, samt icke- fördomsfulla och icke-egoistiska – människor, osv. osv., dvs. ”Kejsarens Nya Kläder” – språket…)?….

      Men frågan är om det verkligen är att vara en – god – , och – förnuftig –, och också människovänlig människa osv., när det kommer till att okritiskt bejaka invandringens storlek , hastighet och utformning……

      Det är tveksamt….

      Det är nog så att den är en – godare – , – förnuftigare – och mer – människovänligt – människa, som faktiskt vill vara mer försiktig och restriktiv när det gäller invandringens storlek, (det är alltså en människa som kan antas ha en god omtanke om nationen och alla dess medborgares väl och ve, dvs. en – förnuftig – människa….)

      Ds.

  • Allan Hansen

    Kære Tim Pallis.
    Tak for dit indslag.

    Man må formode, at man kendte; i det
    mindste et minimum af Buddhas lære
    i Mellemøsten før kristendommens
    kommen. Jeg har derfor kaldt
    kristendommen for et dårligt kopi
    af Buddhismen – man havde nok forstået
    det om kærligheden “næstekærligheden,,
    men til gengæld har man “voldtaget,,
    det du meget smukt kalder for Buddhanaturen.
    Som professor Richard Dawkins har bemærket
    så er “Guds,, forklaring utilstrækkelige – den kan ikke begrundes.
    Gud har altså et forklaring problem!
    Det er imidlertid karakteristisk for den hypotetiske-deduktive
    metode, at begrundelsen primært sker “nedefra,,, og opefter – fra
    konsekvenserne, og ikke “ovenfra,, og nedefter som i jura hvor, der begrundes
    ud fra præmisserne (omstændighederne), således som Euklid og mange andre har forstillet.
    Hypoteser skal altid begrundes ved deres konsekvenser samt erfaring
    (empirisk-konsekvent).

    P.S: Det er mig en gåde hvorfor så mange mennesker
    har så svært ved, at gennemskue islam!

    Islam = er en dysfunktionel massepsykose.

    Mvh. Allan Hansen.

    • Tim Pallis

      Kære Allan Hansen
      Tak for kommentarerne. Ja der var buddhistmunke i Alexandria både før og efter vor tidsregning, men man ved næsten ingenting om dem. Nogle mener at den monastiske og asketiske gruppe ved navn Therapeutae måske har være disse buddhister. Andre mener, at Terapeutae udgør den urkristne menighed, at Jesus tilhørte denne gruppe, og at buddhistmunkene inspirerede ham, hvis han overhovedet er en historisk person. Jeg hælder til den antagelse, at både buddhistmunkene og de første evangelister havde fat i en ikke-dualistisk lære, som er noget universelt menneskeligt. Derfor er der lighedspunkter mellem forskellige kulturers mysteriereligioner. Der er behov for en sammenlignende mystik. På kejser Augustus tid brændte en buddhistmunk sig ihjel i Athen, for at vise sin tros styrke, og Clemens af Alexandria (150-215) omtaler buddhisterne.

  • JensF

    “I året 1195 blev Averroes bøger brændt på Cordovas bytorv.”

    Det kan jo ikke passe, Tim Pallis, for det var jo midt i den gyldne æra! Den smukke, givende, multikulturelle tid! Alt, hvad Vesten har præsteret (af positive ting), har vi dérfra! Og nu har vi chancen igen, bare du og din slags vil tie!

    • Tim Pallis

      Tak for din fine ironi! Den gyldne multikulturelle tid i al-Andalus er en kulturradikal myte. Jeg håber snart at den gennemhulles ligesom indvandreforskningen nu er blevet det.

  • HH

    Alswyd, vem var det? Ett inristat namn på en bauta-sten någonstans i Uppland? En lönnlig runa på Rökstenen i Östergötland? Förlåt mig, jag har ju nu – via det upphöjda folk som vet så mycket bättre – fått reda på att vi inte har någon historia, så vad svamlar jag om? Nej, Alswyd är det arabiska namnet på – trumvirvel! – Sverige!

    Läs och begrunda!

  • Allan Hansen

    Al videnskab stammer fra det gamle Grækenland, Persien, Indien, Ægypten og Kina
    mere end tusind år før verden så den første muslim.
    Summerne (Persien) var de første, der anvendte skrifttegn for ca. 5.000 siden.
    Det var også summerne, der med hjulets opfindelse skabte et kvante spring i menneskets
    kulturhistoriske udvikling.

    De gamle Græker var helt fortrolig med jordens omfang (diameter) og de kendte også afstanden mellem Jorden og månen mere end 1000 år før verden så den første
    muslim og han var analfabet.( Eratosthenes græsk videnskabs mand ca 276 – ca. 195 f.v.t. og græsk matematik se Pythagoras – “The art of mathematical demonstration was, almost wholly, Greek in origin,,. Du tror vel ikke, at Farorne kunne bygge pyramider for 3500 år siden
    uden kendskab til matematik og andet viden.
    Det er rigtig, at nogle af disse videnskabs mænd kom under muslimsk fangeskab – men ingen af dem var muslimer.
    Hvis jeg nu bryder ind hos en professor i fysik og matematik mens han sover . er jeg så professor i fysik og matematik?
    Nej, vel!
    De gamle græske skrifter blev oversat af jøder og kristne i Toledo.
    I det gamle Indien havde man kendskab til medicin ,astrologi, matematik, filosofi m.m og de havde anvendt nullet i næsten 1000 år før verden så den første muslim. Meget af denne videnskab blev spoleret af Muhammeds røver og banditter, som alle var analfabeter desuden repræsenterer islam stadig den største gruppe af analfabeter ca. 300 millioner det svarer nogenlunde til den europæiske befolkning.
    Så er den ikke længer.

    Kilde: History of Western Philosophy. By Professor Bertrand Russell 1945.

    P. S muslimerne har aldrig kunne slå en pind i en lort uden, at ødelægge begge dele.
    Så er den ikke længer!
    Få dine skole penge tilbage – man har solgt dig en halv gris på krykker.
    Islam har altid ernæret sig af plyndringstogter, røveri, slavehandel, sørøveri og pengeafpresning.

  • Allan Hansen

    Idéhistorisk set er Koranen symbolet på 1400 års had, vold og terror! Intet sted i verden har islam kunne leve sammen med almindelige og normale mennesker.

    Man hører ofte den romantiske myte om den fredelige sameksistens mellem muslimer, krisene og jøder på den Iberiske Halvø, men det er ukorrekt. Historieforfalskning og intellektuel uhæderlighed, når den er værst. Så lad os derfor kaste et kort blik i de spanske historiebøger!

    Plyndringstogter.

    Det er farligt, at lade mennesket for tydeligt mærke, hvor meget
    De er lig dyrene uden samtidig at understrege deres storhed.
    Blaise Pascal. (1623-62)
    På sporet af Adam. Af Herbert Wendt. 1958.

    I 710 var der knap gået 80 år siden røverhøvdingen Muhammeds død, og hans arvinger havde allerede spredt (udvidet) det islamiske imperium fra Kinas grænse til Atlanterhavetskysten i Nordafrika. Krigen i Mellemøsten begyndte med Muhammeds røvere og banditter, og den krig slutter aldrig. Muslimerne erobrede Irak i (637), Syrien (640), Ægypten (641), og Persien (641) – de var alle fortrinsvis jødiske og kristne samfund. Springet over Gilbraltarstrædet lå nu lige for, hvis ekspansionen skulle forsætte. I den situation dummede spaniere sig slemt, da de henvendte sig på den anden side af strædet og bad om hjælp i den interne spanske borgerkrig.
    Det skulle senere vise sig at være den største fejltagelse i den spanske historie.
    For bagefter rykkede de muslimsk hjælpetropper ikke ud af gæsteværelset. De overtog simpelthen hele boligen. Erobringen var et plyndringstogt af den type, som afspejlede de arabiske nomadestammers livsform. Før Muhammed lå de arabiske stammer i evig krig med hinanden om ørkenens sparsomme ressourcer.

    Muhammed ønskede at forene araberne, men han forstod også, at uden disse plyndringstogter ville befolkningen vokse hurtigere end fødevare-produktionen.
    Det problem løste han med dihad, den hellige krig, som tilhængerne af hans nye religion gav sig til at føre mod hedningene. Muslimerne havde ikke lov til at slås indbyrdes, så lige så snart naboerne var omvendt med sværdet, blev det nødvendigt med nye plyndringstogter på jagt efter nyt bytte. På den måde
    skabtes en vældig krigsmaskine, og det borgerkrigsramte Spanien lå lige for som et hurtigt og nemt bytte. Ifølge historie professor Bernard Lewis med speciale i Mellemøstenstudier varede disse plyndringstogter i næsten tusind år.
    Nogle mener ligefrem, at de ikke er slut endnu med henvisning til Kosovo, Bosnien, Tjetjenien, Kashmir og Sudan osv.

    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, – o – ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    På Tarifa havde det kristne Europa for 1300 år siden sit første møde med den nye trussel fra islam.
    I 710 gik en maurisk kriger ved navn Tarif i land på Tarifa med ca.7000 krigere for at sondere terrænet. Således blev Tarifa den første af talløse andalusiske lokaliteter, som fik et nyt arabisk navn. Tarif og hans kriger vendte tilbage med et bytte, der fik tænderne til at løbe i vand på de arabiske terrorister. Det følgende år sendte de feltherren Tariq over strædet ved romernes Calpe, der ved den lejlighed også tog navneforandring til Tariqs klippe, det vi i dag kalder Gibraltar.
    Fem år senere var det hele overstået, bortset fra et lille hjørne i Nordspanien, hvor de sidste kristne stadig holdt stand.
    Allerede i 718 gik en adelsmand ved navn Pelayo i gang med at organisere modstandskampen i Asturien, men der skulle gå op til 800 år, før hans efterkommere kunne gøre skaden god igen. For Andalusiens første første kalif, Abd al-Rahmán var det et spørgsmål om at sikre grænserne imod de kristne generobrere, men sydpå følte Abd al-Rahmán sig lige så truet af sine muslimske trosfæller på den anden side af strædet, hvor de stod på spring for at få del i Andalusiens sagnomspunden – og noget overdrevne rigdomme.
    Desuden var der store indre spændinger i landet, hvor de kristne stadig var i flertal, mens muslimerne var delt i mindst tre grupper: den lille arabiske overklasse, det store mauriske tjenerskab, og den endnu meget lille gruppe af omvendte kristne. Allerede i 1082 nåede de første kristne generobrere til Tarifa, hvor Kastilliens krigerkonge Alfonso V1 drev sin hest ud i vandet og triumferende råbte” Dette er enden på landet al-Andalus. Efter at have erobret Toledo følte Alfonso sig i stand til det hele, men muslimerne hentede forstrækninger fra deres trosfæller på den anden side af strædet, og fire år senere blev de kristne atter drevet ud af Sydspanien. Det er sandt, at Andalusiens muslimske herskere også betalte en dyr pris, fordi de måtte aflevere magten til disse invasionsstyrker. Det har aldrig været gratis at hente hjælp i Nordafrika.

    Først 200 år senere var tiden moden til den kristne generobring af Tarifa, som på dette tidspunkt var en grænse by i Spaniens sidste muslimske kongedømme Granada. Igennem hele 1292 forsvarede Tarifas kristne kommandant Alonso Pérez de Guzmán den isolerede by mod de genforenede muslimer. I løbet af belejringen kaldte muslimerne Guzmán frem på brystværnet, for at han kunne se sin lille søn Pedro, som muslimerne havde taget til fange. Kommandanten
    fik valget mellem Pedro Alonso død eller Tarifa overgivelse. Som svar trak Guzmán sin dolk og kastede den ned til belejrerne, som skar struben over på barnet. Bagefter lagde de hovedet i en kastemaskine og sendte det over bymuren, så farmand kunne nyde synet på nært hold. Hvordan var muslimerne kommet i besiddelse af sønnen? Han blev taget til fange af en kristen prins, der konspirerede om Kastilliens trone og håbede på hjælp fra muslimerne.
    Disse opslidelseskrige var lige så vigtige som de store slag, hvis en af parterne ville hævde sin ret til landet. Derfor gjaldt om at skaffe nybyggere for enhver pris, og i 1334 gik Alfonso X1 et skridt videre. Han tilbød amnesti til fanger og fredløse, der tog ophold på Tarifa i minimum et år og en dag.

    Kampen mod islam.
    Død før livet – eller livet før døden?

    Efter Granadas fald i 1492 skulle man måske tro, at Tarifas indbyggere kunne ånde lettet op, men det var langt fra tilfældet. Spanien gik samme år ind i stormagtstiden efter opdagelsen af søvejen til Amerika, men landet var samtidig ude af stand til at sikre sin egne kyster mod mauriske og tyrkiske pirater, hvis vigtigste bytte var mennesker – menneskevarer, som efter voldtægt blev solgt til Nordafrikas enorme slavemarked. Denne trussel var ikke drevet helt over, da en ny fjende viste sig i horisonten. Efter den engelske besættelse af Gibraltar i 1740 blev Tarifa atter grænseland og en vigtig brik i det strategiske spil om kontrollen med indsejlingen til Middelhavet.
    Det er nok kun de færreste, der ved, at Andalusiens otte provinshovedstæder skylder danskerne deres eksistens. Efter forskrækkelsen i 844, hvor kong Horiks vikinger plyndrede Sevilla, inviterede emiren Abd al-Rahman 11 to yemenitiske stammer til at tage ophold i det østlige Andalusien for at forsvare denne del af kysten mod los vikingos eller ”machus”, som de blev kaldt på arabisk. Yemenitterne slog sig ned i Pechina, men nede ved kysten og her
    byggede de et tårn, som de kaldte vagttårnet: al-Mariya. Almeria! Så havde man et navn. Nu manglede man blot en by. Den voksede snart op under tårnets beskyttede mure. Knap var byen blevet hovedstad i 995, før en nordafrikansk flåde trængte ind i havnen brændte skibene og plyndrede byen.

    Dette med vikingerne er måske en anekdote, men også en passende start på byens historie, for Almeria har i mere end tusind år lidt under pirateriet som intet andet sted i Europa.” Havet koger af pirater” skrev den spanske vicekonge af Napoli hjem. Vor tids jihad er ikke en form for ny opfundet islamisk terrorisme. Den er blevet brugt til at udvide den islamiske verden, siden araberne i 700-tallet begyndte at rage det meste af Nordafrika til sig, og allerede i år 830 gik muslimske krigere, de såkaldte saracenere i land nord for Rom, hvor de hærgede og plyndrede den første Peterskirke. I 1200-tallet erobrede tyrkerne Anatolien, der var en del af det Byzantinske rige. Senere indtog de Konstantinopel og omdøbtes byen til Istanbul, hvorfra det ottomanske rige ekspanderede til det meste af middelhavsområdet.
    Fra Perignan i Frankrig til Portugal ligger jorden uopdyrket, fordi folk ikke turde bo tættere ved vandet end fire, fem mil”, klagede prokuratoren ved det spanske hof i 1538. Situationen ved de spanske kyster skal ses i en større sammenhæng. I 1529. stødte Karl V og Tyrkiets sultan Suleiman el Magnifico sammen foran Wiens port. Knap havde Spanien sluttet sin 800 års kamp for at generobre deres land fra muslimerne, før disse rettede et nyt stød mod selve Europas hjerte. Europæerne stod langt fra sammen mod den islamiske trussel. Kaperstaterne støttedes indirekte eller endda direkte af England, Holland og Frankrig, der alle var begærlige efter en del af det spanske imperium. Det passede dem udmærket, at Spanien havde hænderne fulde på hjemmefronten.

    PIRATKYSTEN.

    Krigen mellem Spanien og Tyrkiet førtes lige så meget til søs som til lands. Hele Nordafrikas kyst fyldtes med kaperstater og tyrkiske vasalstater, hvis vigtigste erhverv var sørøveriet. Det ved ethvert spansk skolebarn. Desværre kunne piraterne tit mønstre større styrker end forsvarerne. Kampen mod kaperstaterne var den spanske histories længste krig. Men det er også en mærkelig overset krig, selv om den næsten førte til Almeria provinsens affolkning. Efter Granadas fald i1492 blev denne opslidelseskrig meget mere brutal fra muslimernes side. Togterne havde tidligere været et rent forretningsanliggende, men derefter forekom hævnmotivet ofte at være lige så vigtigt.
    Det var slaver, som var piraternes mest eftertragtede bytte. Nogle historikere skønner, at alene i Algier passerede en million mennesker slavemarkedet i løbet af tre århundreder. Endnu i 1700-tallet fortæller en engelsk rejsende, hvordan han har set 3000 lænkede kristne fanger i Tetuans fangehuller, hvor de ventede på at blive at blive drevet til markedet. Hvis den spanske og portugisiske slavehandel var grusom – og det var den, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Så var det dog for intet at regne i forhold til muslimernes transatlantisk slavehandel, som stod på i mange århundreder, og slavehandlen foregår stadig i den muslimske verden – man kalder den bare noget andet.
    Det var hovedsagligt Spanien, Portugal, Italien, Holland og England, der var offer for disse slavejæger men strakte sig så langt, som til Island.
    Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika indfangede over en million europæere i perioden 1530-1780.( 250. år).
    Nogle af disse var den danske konges undersåtter
    Den 21. august 1635 afsendes et brev fra Algier adresseret til “Øvrigheden i København”. “Findes der da ingen barmhjertighed, ingen næstekærlighed, ingen samvittighed, som kan vækkes? Findes der da ingen gudfrygtige mennesker, eller har vi ingen nådig konge? Har vi ingen retfærdige herrer og øvrigheder eller ingen gudfrygtige præster, ingen forældre, venner eller brødre, som lader vor dødbringende nød og angst og vore veklager gå til hjertet?” spørger brevskriverne, der gennem årene har sendt adskillige breve til deres kære, men aldrig har fået svar.
    Brevskriverne er to gange blevet narret af udsendinge fra Danmark. Udsendingene købte huder og sukker for løsesummen, der skulle have købt dem fri. Nu er en tredje udsending fra Danmark dukket op med løsepenge, men de er ikke sikre på ham.
    De afslutter brevet med i Guds, Jesu og næstekærlighedens navn at bønfalde myndighederne i Danmark om ikke at glemme dem, men at der bliver bedt for dem foran alle Guds hellige altre og fra alle prædikestole i alle lande regeret af deres nådige herre kongelige majestæt, så at Guds krafts nådige vilje kan skænke dem friheden og lede dem ind i et kristent land.
    Af brevet fremgår, hvorfor de befinder sig i Algier, eller Barbarien som brevskriverne kalder deres opholdssted: “Vi er bortført til slaveri og trælbundne i bortførernes land”, bortførere som de beder Gud nedkalde sin straf over.
    Hvem var disse danske undersåtter, der levede som slaver i Algier i 1635? For at få svaret herpå skruer vi tiden tilbage til højsommeren 1627. Da hjemsøgtes Island af sørøvere. De jagtede ikke gods og guld, som Island heller ikke er rig på, men mennesker.

    Specielt Vestmannaøerne blev hårdt ramt. Af øernes 400 indbyggere blev små 250 taget til fange. Over 30 øboere blev dræbt, mens det lykkedes godt 100 at skjule sig i klippehuler eller ro over til fastlandet.
    De til fangetagne blev roet ud til piraternes skibe. Først da skibene satte sejl og lagde kursen sydover, blev islændingene klar over, hvem deres overfaldsmænd var. De troede en overgang, de var englændere, for englændere havde tidligere overfaldet og plyndret øerne, og nogle af sørøverne og mandskabet ombord talte engelsk og så engelske ud.
    Men af de fleste bortføreres sprog og udseende regnede islændingene ud, at piraterne måtte være tyrkere. Da de også fandt ud af, at sørøvernes anfører hed Murad Reis, gik det op for dem, hvorfor de var blevet indfanget. De skulle sælges som slaver i Nordafrika, for Murad Reis var tyrkernes dygtigste slavejæger.
    De 250 øboere og andre 150 fra fastlandet var langt fra de eneste europæere, som Murad Reis og andre nordafrikanske korsarer bortførte og solgte som slaver. Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika 1530-1780 indfangede over 1 million europæere for at sælge dem på slavemarkeder i Tripoli, Tunis, Algier og Rabat-Salé eller udveksle dem mod løsepenge.

    Nordafrikanernes jagt på slaver var et led i den flere århundreder lange strid mellem kristne og muslimer. Konflikten skærpedes i 1400-tallet, da muslimske osmanner i 1453 erobrede det kristne Byzans’ hovedby, Konstantinopel, mens kristne spanske konger gen-erobrede dele af Spanien fra muslimerne.
    Halvdelen af de slavetogter, der udgik fra Nordafrika, var anført af renegater, altså kristne europæere, der var konverteret til islam. Murad Reis var hollænder og hed Jan Janszoon, før han fik sit tyrkiske navn. Hans og andre renegaters omvendelse kan have flere forklaringer. Den muslimske tro kan have tiltalt nogle, men for de fleste var det et liv i pomp og pragt i Nordafrika, der gjorde dem til muslimer.
    Andre igen – som korsaren Ali Basha Fartas med fødenavnet Ochali – ville have hævn, fordi de var blevet dårligt behandlet på deres hjemegn eller af deres redere i Europa. I spidsen for en flåde vendte renegaten tilbage til sin fødeby i Calabrien og ødelagde nogle adelsfolks ejendom. Han belønnede slægtninge, der valgte at konvertere og følge ham til Algier.

    Slaveriet i Algier kulminerede 1550-1650. Anslået en fjerdedel af byens indbyggere var da slaver. I virkeligheden var antallet af indbyggere med europæisk baggrund langt højere, da mange slaver havde omvendt sig til islam. Det gjorde de af enten overbevisning, tvang eller nød.
    Da de fleste mandlige slaver var beskæftiget med udmarvende arbejde i stenbrud, på moler eller ved vejanlæg eller værre endnu var roere på korsarernes galejer, var dødeligheden blandt slaverne høj.
    Mange slaver forsøgte at konvertere til islam, da de fandt ud af, at muslimer ikke måtte holdes som slaver. Men ofte afviste slaveherrerne slavernes ønske om omvendelse, da de i så fald mistede værdifuld arbejdskraft.
    Øernes præst, Ólafur Egilsson, var blandt de tilfangetagne, men han og hans kone blev ikke sat til salg, da tyrkerne ville have løsepenge for dem. Egilsson blev derfor en måned efter ankomsten til Algier sendt til Danmark efter løsepenge. Det gik trægt, da Christian IV’s Danmark var besat og fattigt. Efter hjemkomsten til Island nedskrev han en beretning om tyrkernes overfald på øen.
    Cirka 35 islændinge døde kort efter ankomsten til Algier. Andre 20 købte sig fri i de første år, og andre 35 blev købt fri otte år senere blandt andet for penge, der var indsamlet i kirker i Island, Norge og Danmark. Blandt de frikøbte i 1635 var Egilssons kone. Parrets to små børn måtte blive i Algier, og man ved ikke, hvad der blev af dem. Resten, omkring 300, blev dernede, og dem ved man lige så lidt om. Hovedparten endte sikkert deres dage som slaver, men det vides, at mange unge konverterede til islam.

    En enkelt islænding, Gudridur Símonardóttir, ved vi meget om. Hun og sønnen Sölmund bortførtes sammen med de andre øboere i 1627, mens hendes mand Eyjólf Sölmundarson undslap. Hun og sønnen havde været slaver for den samme tyrker i otte år, inden det i 1635 lykkedes hende at sende et brev til Eyjólf. Hun var blandt de frikøbte i 1635, men hun måtte lade sønnen Sölmund blive tilbage i Algier.
    Brevet til ægtemanden nåede ham imidlertid aldrig, da han nogle måneder forinden var omkommet under en heftig storm på havet. Senere erfarede hun, at Eyjólf, som de fleste andre mænd, hvis koner var blevet fanget i 1627, havde taget sig en husholderske, og da han regnede med, at Gudridur var død, giftede han sig med hende og fik fire børn.

    Havde han stadig været i live, da Gudridur 10 år senere dukkede op på Island, var han formentlig blevet halshugget, da halshugning på den lutherske ortodoksis tid var straffen for ægteskabsbrud.
    Da Gudridur Símonardóttir og de godt 30 andre frikøbte ankom til København i 1636, blev Hallgrímur Pétursson, en ung teologistuderende, sat til at genopfriske den rette lutherske lære for dem. Hallgrímur og den 17 år ældre Gudridur forelskede sig, og hun blev gravid. Som straf blev de sendt hjem til Island.
    De kunne imødese hårde straffe for hor, da de regnede med, at hendes mand var i live. Hvis ikke hendes mand Eyjólf var død, ville Gudridur være blevet straffet med druknedøden og Hallgrímur med øksen.
    I Island blev de efter en længere retssag gift. Først i 1651 fik Hallgrímur Pétursson en præstestilling. De fik mange børn, men alle undtagen én døde før voksenalderen. En af døtrenes død gjorde Pétursson til salmedigter, og han regnes for Islands betydeligste salmedigter. Han er repræsenteret med to salmer i den danske salmebog.
    Gudridur Símonardóttir har fået et skidt eftermæle. Hun kendes under øgenavnet Tyrker-Gudda, da hun på grund af sine otte-ni år i Algier som slave for en muslimsk mand – helt uretfærdigt – blev mistænkt for kætteri og for usømmelig omgang med kristendommens fjender, muslimerne.

    – Jørgen J. Grimstrup er lektor og cand.mag. Slaveriet i det tyrkiske Nordafrika, og de islandske slavers skæbne danner baggrund for Jørgen Grimstrups roman “Laurids”, der netop er udkommet.

    Hvis man skal forstå kampen mod islam og udvisningen af muslimerne, er der lige en vigtig detalje, vi skal have med. Datidens kristne højborg Byzans, som nu hedder Istanbul, blev stormet og indtaget af muslimerne i 1453. De kristne forsvarere, der var tilbage, fik alle halsen skåret over. I Byzans lå verdens største kirke, Hagia Sofia kirken. Det er i dag en moské, som nu hedder Hagia Sofia Moskéen. Muslimerne trængte helt op til Ungarn. Her blev de endelig standset og slået tilbage. Historien er herodotisk dvs. fortløbende og konfiktuel.
    I løbet af det 16.årh. erobrede de ottemanniske sultaner Bagdad, Ungarn, Ægypten og største delen af Nordafrika, og takket være deres flåde fik de magten over Middelhavet. I 1492 indtog Ferdinand af Aragonien og hans Dronning Isabella af Castilien Granada, som var den sidste islamistiske by på Halvøen. Men det var først i søslaget ved Lepanto, at ottomanernes magt blev knækket, og de kristne genvandt overherredømmet i Middelhavet. I søslaget ved Lepanto 1571deltog den berømte spanske forfatter Cervantes Saaveda(1547-1616), som nok mest er kendt for sin berømte roman Don Quijote her mistede han sin venstre hånd. Han blev sener taget til fange af nogle sørøvere, og de følgende fem år holdt, som slave i Algier. Syg og nedbrudt kom han i 1580 fri ved familiens økonomiske hjælp og kunne vende hjem til Spanien. Men det skulle senere vise sig ikke at være den sidste gang, Europa var truet af udslettelse af den islamiske krigsmaskine. I 1683 stod tyrkerne i det sydlige Europa foran Wien port med ca. 30.000 mand (nogle historikere mener, at tallet var meget større; men det er en anden sag). Europa, der var svækket gennem religionskrige, var nær kommet under islams herredømme. Så havde der ikke eksisteret noget kristent Vesten.
    ”Den kristne tro er to fingerbredder fra udslettelse, hvis I bliver herre, ” sagdeTerkeli til den tyrkiske vesir, som det næsten var lykkes at lægge Europa ind under islam i 1683. Wien gjaldt dengang som kristendommens bolværk ”. ( Histoire de L´Empri Othoman, 1713.)

    Som bekendt lykkes det Nordeuropæerne at samle sig i en fælles front mod islam, og tyrkerne blev fordrevet. Og fra da af var Europa blevet så stærkt militært, at Muhammeds røverbander ikke længere kunne løbe europæerne over ende. Muslimerne har altid ført kujonkrig. Hver gang de har mødt en veludrustet hær, løber de hjem og gemmer sig blandt kvinder og børn – ” vi har aldrig gjort noget”.

    ”At dræbe en hykler, der nægter at omvende sig, er mere værd end 1.000 bønner” Ayatollah Muhammed Guilavi, 1983.

    De nordafrikanske kaperstater er et mærkeligt overset kapitel i slavehandelens historie. Historikerne har ofte meget større opmærksomhed på de forbrydelser, som europæerne på samme tid gjorde sig skyldig i andetsteds. Efter de spanske muslimers udvisning sidst i 1500-tallet drev faren for hjemlandets ” femte kolonne” over, men Almeria lå næsten ubefolket. Efter hvert større piratoverfald var mange overlevende kristne nybyggere så demoraliserede, at de vendte tilbage til Kastillien. Intet andet sted kostede det så mange tårer og så meget blod at vinde freden, efter at man med meget besvær havde vundet krigen.

    JØDERNE DER FORSVANDT.

    Lad os indledningsvis starte med at fastslå, at jøderne altid har været gode til at integrere sig i det omkring liggende samfund – endda så gode, at det vakte misundelse blandt tyskerne – denne tragiske historie kender vi alle.
    Jøderne har altid været dygtige håndværkere, handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk.
    Lad mig blot nævne tre verdensberømte jøder, som alle om end på hver sin måde har fascineret verden.
    Albert Einstein, Charlie Chaplin og Bob Dylan. Man kunne for så vidt nævne mange berømte filmskuespillere, filminstruktører og musikere med jødisk baggrund.(..)

    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, O ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    Det skal for en ordens skyld tilføjes, at også de spanske jøder var hårdt trængt under muslimernes brutale angreb. Man skønner, at der i middelalderen fandtes ca. 150.000 – 200.000 jøder i Spanien. Da udgjorde de ca. 15-25 pct. af befolkningen. Kun tre synagoger minder om, at de har eksisteret. I 1013 blev Códobas jøder ofre for de første jødeforfølgelser i det muslimske al-Andalus.
    Jøderne havde som alle andre været agerdyrkere, indtil forfølgelserne tvang dem til at opgive deres jord og ejendomme. I 1013 blev Córdobas jøder massakreret af byens nordafrikanske lejetropper. De overlevende søgte tilflugt i Lucena (lille Jerusalem), som også tog imod flygtningene efter en anden stor jødemassakre i Granada. 1066 blev hele den jødiske menighed i Granada slagtet af muslimerne. Da almohaderne (marokkanerne) erobrede landet, blev de stillet over for valget mellem islam eller døden. Der var næsten ingen jøder tilbage, da de kristne generobrere fra Nordspanien i 1212 trængte ind i Andalusien og blev modtaget af de overlevende jøder som befriere. Der er ingen spor af Córdobas store synagoge, som Fernando111 gav tilladelse til at bygge i de lykkelige år efter tilbagekomsten i 1236. Ingen aner, hvor den lå. I dag bor der omkring 40.000 jøder i Spanien. Kun de færreste ved, at igennem et halvt århundrede var Ronda et selvstændigt kongerige. Episoden hører hjemme i en forvirret periode af Spaniens historie, og Rondas tre mauriske småkonger er i virkeligheden mere kendt for deres død end for deres liv. På trods af de fine titler var der reelt tale om tre røverhøvdinger. Såvel de tysktalende som de fransktalende – blev kristendommens tapreste forsvarere. Under Karl Martel blev den store muhamedanske invasion i 732 standset ved Tours i Sydfrankrig. Og Martels sønnesøn, Karl den Store, blev en af den europæiske histories store kristne herskere. Han blev frankernes konge i 768, og ved sin død i 814 havde han udstrakt sit rige til at omfatte næsten hele Vesteuropa.
    Det var så myten om den fredelige sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder på den Iberiske halvø – og som vi har set det ovenfor, så har den teori ikke meget tøj på. (Se også the myth of islamis tolerance. – How Islamic law treats non-Muslims. Af Robert Spencer. 2005. Det er ganske hårrejsende læsning.
    Se også, http://www.Gatesofvirna.com
    Måske skulle vi lige stifte bekendtskab med en af myternes jordmødre. Det var den Amerikanske forfatter Washington Irving, som besøgte Spanien i 1829. Han var en naiv romantiker og havde ingen grundlæggende indblik i den spanske historie. Irving er langtfra den eneste og ikke engang den første. Men han er en af de hovedansvarlige for romantikernes uholdbare teori. Hans største fadæse var hans grusomme konklusion,” at det var spanierne, som ødelagde paradisets have”. Det skriger jo til himmelen! Mange romantiske myter har forvandlet sig til” historiske” sandheder simpelthen ved at blive gentaget til bevidstløshed indtil vore dage. Normalt skrives historien af sejrherrerne, men i Spanien skete det mærkelige, at den blev skrevet ud fra de besejredes synspunkt.
    Straks efter invasionen i 711 indførte de nye herskere et apartheidsamfund, hvor de kristne både økonomisk og socialt havde status som andenrangsborgere. Som altid indførtes den forhadte skat jizya, som alle ikke muslimer var tvunget til at betale til muslimerne.
    Det var en skat, som kan sammenlignes med det, man i mafiaen kalder for beskyttelsespenge.
    Det var muslimerne selv, som på intet tidspunkt i deres historie ønskede at lade sig integrere, ikke engang da de var blevet besejret i Granada og i starten fik alle faciliteter. Med hensyn til de ud skældte korstog blev de til som et selvforsvar. De var simpelthen en kopi (modsvar) på den islamiske djihad, som skyllede hen over den kristne kultur i store områder af middelhavszonen. Den Iberiske Halvø var blot et af de få steder, hvor det lykkedes at vende udviklingen. De første korstog var for øvrigt en temmelig mislykket affære, idet korsridderne rejste om dagen med fuld oppakning i den bagende sol, hvorimod muslimerne sov om dage og angreb om natten. Kendsgerningerne sorteres nu efter deres politiske korrekthed. Det erfarede José Maria Aznar for nylig, hvor den muslimske verden på ny kræver undskyldninger for vestens formodede overgreb. Aznar mindede om, at muslimerne aldrig har undskyldt invasionen af Spanien. Muslimerne og den samlede venstrefløj med regeringspartiet i spidsen stemplede Aznars kommentar som tåbelig og endda som historisk ukorrekt, for så vidt at Spanien aldrig var blevet invaderet!
    Den offentlige debat føres mellem en kultur, der med tiden udviklede evnen til selvkritik, og en anden, som aldrig gjorde det. Spaniens stadige mere aggressive islamiske organisationer presser voldsomt på for en anerkendelse af det, de betragter som deres historiske rettigheder til landet. Og de vil også afskaffe de traditionelle byfester”Moros y Cristiano”, hvormed mange byer mindes de gamle grænsekrige. Flere steder har man allerede censureret eller helt aflyst festerne. Man kan jo nok tilgive Irving hans araberromantik, idet den alene hviler på et ringe kendskab til den spanske historie, men han skabte det klima, der tillod folk som ham selv at skrive alt det sludder og vrøvl, de lystede, hvor myter er vigtigere end kendsgerningerne, også vor egen H. C. Andersen har bidraget til myten om det romantiske Al-Andalus.
    Også Portugal var under muslimsk belejring igennem mange hundrede år. Og den portugisiske historie ligner den spanske til forveksling. Lande som Syrien, Libanon, Jordan, Ægypten, Palæstina var alle kristne lande, længe før verden så den første muslim. De blev alle løbet over ende af Muhammeds røvere og banditter i det 7. århundrede. Om muslimernes plyndringstogter på Balkan se Ingmar Karlsson for yderlige oplysninger og historiske kendsgerninger se
    som er noget af det bedste (danske) materiale, der findes på området, værket skal især roses for sin bredde, dybde og nuancerede perspektivering. Islam trækker det dybeste og længste blodspor ned gennem historien, denne verden endnu har set. Ingen forbryderorganisation har slået så mange mennesker ihjel som netop islam. I 1100-tallet var man i Sevilla gået så vidt, at man indførte et dekret om dødsstraf til alle personer, der ikke bad fem gange om dagen – til allah- vel og mærke.
    Ekspansionsmønstret i Nordafrika, Spanien, Portugal og på Balkan er altid det samme. Plyndringstogter, massemassakrer og massevoldtægter, som er en gammel islamisk ”tradition”, som går helt tilbage til Muhammeds klanmentalitet og ørkenkultur. Allahs had og vold vil ingen ende tage.
    Nye undersøgelser har for nylig uafhængig af hinanden fastslået, at det had og vold herunder selvmordsbomber, som man praktiserer i den muslimske verden, kan føres tilbage til den syge mands bog. Måske vi lige skulle høre
    allahs mening om denne sag og smage på et satanisk vers fra Koranen.

    ”O I troende gør ikke jøderne eller de kristne til jeres venner!
    Dræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, gør dem til fanger,
    Belejr dem, angrib dem fra baghold. Træffer I vantro, så hug
    Hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt
    Dem. Igen ser vi koranens indre svinehund stikke sit hæslige fjæs frem.

  • HH

    Förlåt mig Allan Hansen om jag inte hunnit läsa allt det du skrivit med sådan bravur – men i minnets kanaler vet jag ju att du har så rätt! Och, det var detta jag ville säga, var inte Cervantes fånge i många år hos araberna? Jag vill minnas det. En ny genomläsning av boken – i vuxen edition så att säga, vi har väl alla läst honom som barnbok och där nedkortad – kom jag till den verkliga slutpunkten i historien om Don Quijote och Sancho Panza (panza=tjockmage!), en bok som pekar rätt in i vår tid. Det är när Don Quijote ligger döende i sin säng och vill att alla hans böcker (där han fick idén om sig själv som riddare, läs dagens pk-media!) skall brännas och biblioteksrummet skall muras igen. Först som vuxen har jag förstått andemeningen i Cervantes bok. Det har verkligen gått några år innan förståelsens ljus uppenbarat sig för mig!

  • HH

    Hittade det precis på nätet, det jag inte har i mina spanska ordböcker. Om Panza betyder tjockmage – och det var ju riddarens väpnare – så betyder Quijote “Hopplös idealist”. Och det passade ju bra för denne riddare av den sorgliga skepnaden som till och med slogs mot väderkvarnar!

  • Allan Hansen

    P.S:

    Iøvrigt så en mand som al-Razi, en af de største videnskabsmænd nogensinde ( ikke historisk korrekt), allerede omkring år 900. han mente, at der naturligvis ikke findes profeter, de er bare mænd som ønsker magt og ære for sig selv, og han mener at Koranen er det mest utrolige makværk, en blanding af ammestuehistorier, af gamle kendte historier, af hvad Muhammed kunne huske af det man havde fortalt ham om Det Gamle Testamente (ofte huskede han helt forkert) – han mente det var den ringeste bog mennesker endnu har produceret, – og det giver ikke forblændede mennesker ham naturligvis ret i. Det er værd at bemærke at DENGANG blev man ikke henrettet for at mene sådan, som man er blevet i alle århundrederne siden. Hvis han spurgte sine medmuslimer hvor de havde deres “oplysninger” fra, så blev det rasende og ville dræbe ham, skriver han, så muslimer var også dengang letantændelige, for at sige det mildt.

  • Allan Hansen

    Kære Peter Buch.
    Tak for linket.

    Mvh. Allan Hansen.

    • Peter Buch

      Kære Allan Hansen

      Du er så hjertelig velkommen!
      Jeg tænkte du så tv eller andet.

      -venlig hilsen Peter

  • HH

    Allan Hansens genomgång av vår förfärande historia är ju helt enkelt bländande! När Ferdinand och Isabella skulle skapa sitt Storspanien blev det, som sagts, slutet för den arabiska kulturen. OCH den judiska! De judar som inte ville bli – men ändå i risk att brännas på bål – omvända kallades marranos. Både i Spanien och Portugal var det benämningen på döpta judar som misstänktes att i hemlighet hålla fast vid sin ursprungliga tro. En del av de judar som lyckades fly blev erbjudna att komma till Turkiet/Ottomanska riket. De kallades sefarder (hebr.=sefardim) och behöll sin medeltidsspanska. Vad jag läst bebor de fortfarande flera öar utanför Turkiets kust

    . Jag har själv en sefardisk vacker sång på denna gamla spanska och hört den sjungas. Att det är gammal spanska kan man lätt se på orden – bajo=under, skrivs här baxo. Jag har frågat spansktalande om ordet men aldrig fått något riktigt svar.

    Vill man läsa mer om dessa tider finns l´Isle Adams ohyggliga novell “Hoppets tortyr”, som handlar om en judisk rabbin som luras tro på friheten. Eller Dostojevskijs “Bröderna Karamazov” där ett avsnitt handlar om hur en katolsk hög prelat, medan autodaféerna brinner, möter Jesus på nytt.

    Ja, vilken historia har vi inte i världen. Och nog fortsätter den… Med andra vapen.

    • Allan Hansen

      Jeg er netop igang med, at læse Dostojevskijs
      samlede værker.

      Mvh Allan Hansen

  • HH

    Dostojevskijs lilla novell “Stavrogins brott” tillhör den sortens världslitteratur som rymmer en djup sanning. Fader Tichon som lyssnar till Stavrogin och det han gjort drar slutsatsen av det sagda i ord som bländar läsaren.
    Ja, vad har inte Dostojevskij givit oss? Han som, enligt egen utsago, gick sin Dolorosa-väg till tron!
    Och har ni tid, läs gärna “En rysk pilgrims berättelse”. En del finner den långrandig, men själv läser jag den som en vacker skildring av det ryska folkets djupa religiositet. Faktiskt känner jag en stark samhörighet med den ortodoxa tron. Och det ryska folket.

  • Allan Hansen

    Kære HH.

    Din bemærkning for tjener en lille kommentar.

    Jeg bor i Spanien og taler spansk!
    Men, der er meget stor forskel på
    det spansk man taler i Andalusie og
    det spansk men taler i Nordspanien.
    Man sige, at en spansk mand i Sydspanien
    ikke kan skrive et brev til en mand i
    Norspanien – uden manglende forståelse! (oversættelse).
    Hvis man tager til Sydamerika (jeg har selv besøgt Sydamerika et par gange)
    Her taler man et “andet,, spansk og undertiden staves det også forskelligt.

    Mvh. Allan Hansen.

  • HH

    Bäste Allan!
    Jadå, jag vet att det är stor skillnad på den spanska som talas i norr och i söder. Jag har vistats på bägge ställen och även med familjen rest över den stora ´mesa´ som i varje fall då vi reste där var absolut folktom! Och sydamerikaner, helt riktigt, har ett annat sätt att tala spanska och naturligtvis är deras språk en bit av den kultur de vistas i. Sydamerikaner läspar inte som spanjorer gör och som tydligen är något slags finhetsdrag i det centrala Spanien. Och norra Spanien vill helst slippa skicka pengar till Madrid och gärna bli av med Andalusien!
    Det påminner om norra Italien – Aostaregionen – som gärna vill slippa södra Italien!
    Jag kom på ett par böcker till som verkligen givit mig en annan vinkel på livet. Först och främst den ryske forskningsresanden Viktor Arsenjevs bok. På svenska fick den titeln “Vilt. Människor och djur i Sibirisk urskog”, men originalet hette bara “Dersu Usala”, mannen som levde helt i naturen efter det att hans familj och hela byn dött i en sjukdom. Jag tror aldrig jag läst någonting djupare och sannare och med mer tragiskt slut. Och märkligt nog kunde Kurosawa filma denna bok så att det jag såg som film faktiskt intygade boken. Eller det kanske berodde på att jag läst boken. Men allt det som fastnat i minnet från boken fanns i filmen, en kongenial film helt enkelt, gjord av en mästare.
    Bok nummer två är Neal Aschersons “Svarta havet”, en bok jag läste på inrådan av en grekisk-svensk vän. Jag citerar ur det jag skrev om den: “Krims historia är den struktur som halvön har tvingat på sina besökare: själens, kroppens och andens trakter har ofta suddats ut, men de har alltid återuppstått.” Vidare: “Och Herodotos får sin upprättelse – denna svaga röst genom seklerna som ledde sentida arkeologer rätt på målet genom sina skrifter.” Alltså Krim. Här får man också veta om alla folk som bebott området, karaimsekten t ex och mycket annat.
    Böcker tycker jag ger möjlighet till begrundan och analys – det gör inte radio eller tv. Jag bortser inte från att bägge medlen kan ge insikter. Men eftersom jag hela mitt liv varit en läsande person och själv skrivit tycker jag att det jag läst faktiskt fått en annan vinkel med stigande ålder. Det jag läste som mycket ung och knappt förstod har nu givit mig nya insikter. Om Kierkegaard – och Vilhelm Ekelund – varit ständiga följeslagare så märker jag att de aldrig blir slutlästa. Djupet i reflektionerna får mig att hela tiden fundera vidare. Och så är det ju med all bra litteratur.
    Hur ser vi då på analfabeten? Vi beklagar honom/henne, men man kan på många sätt få en annan vinkel på det som man avfärdar med en axelryckning. En tid i södra Spanien fick jag hyra en enkel boning som egentligen var ateljé till en mycket märklig amerikansk målare. Ägaren till huset kom ibland ned. Vi var i samma ålder, men han var analfabet med allt det vi lägger in i ordet. Men ju mer vi samtalade – och han var mycket noga med att tala långsamt och titta in i mina ögon för att se att jag förstod det han sa – desto mer förstod jag att jag själv förlorat någonting annat! Hans sinnen verkade alertare. Han såg saker som jag inte såg.
    Den dagen jag skulle fara hem möttes vi en sista gång. Spontant blev det en omfamning och faktiskt, tårarna kom på oss bägge!

  • Pingback: Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen « Snaphanen()

  • Pingback: Krasnik er en falskmøntner « Snaphanen()

  • Pingback: Den politisk-religiøse konstruktion af islam « Snaphanen()

  • Pingback: Historien bag sufismens oprindelse « Snaphanen()