11
aug
Seneste opdatering: 12/8-13 kl. 1122
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Et interessant portræt af Powell som gammel mand i 1995, nøgen, fåmælt, skarp, barberet ind til benet. Også hans kone, børn og Margaret Thatcher medvirker. Genudsendt ved han død i 1998.

Jeg minder endnu engang om den forrygende BBC dokumentar, der overraskende, overvejende giver Powell ret på 40 års dagen for Rivers of Blood talen: Weekendfilm: “BBC – Rivers of Blood”. Danmarks Radio ville ikke på min opfordring røre ved den, selvom den som tidsbillede er helt suveræn. Også ganske nyploadet er Enoch Powell Interview Frost On Friday 1969 hvori han er 57 og på højden af sin verbale veloplagthed. Bemærk David Frost når han minut 22.35 forsøger at latterliggøre, at Englands immigrantandel i år 2000 vil være 5-7 procent af befolkningen. Den blev i virkeligheden cirka 10 % og her er Tony Blairs 4 millioner ikke nået at komme med. Powell undervurderede væksten i 1968-69. Det er en intens time fuld af skænderi og latter.

Dalrymple: “Trouble in Paradise”

“The Stockholm Riotts” 19-28 maj, der i virkeligheden omfattede mange andre svenske byer, er kun 11 uger siden, knapt tre måneder. Alligevel er det politisk og mediemæssigt som i forrige århundrede. Diskussionen af dem i Sverige døde hurtigere ud end de sidste bål, det var som et lynnedslag og næste uge skinnede solen jo igen. Den såkaldt borgerlige (liberale) fortolkning af dem, forholdt sig som en radiografs kvarte fortolkning af et røntgenbillede til en trænet radiologs: de kunne tage et billede, men de veg tilbage for at komme i nærheden af en diagnose.

Paulina Neuding, der endda skrev i Weekly Standard på sikker afstand af DN-SVT tyranniet, turde heller ikke tage skridtet fuldt ud, som man f.eks. kunne se en canadisk journalist gøre. Jeg forstår hvorfor. Min far var en rutineret læge på et københavnsk hospital gennem 40 år. Da udvikler man et klinisk blik for hvilke patienter der kan tåle at høre sandheden om deres sygdom, og hvilke der ikke kan. Patienten Sverige kan i udpræget grad ikke. Hun vil vente i en illusion indtil det næste svære smerteanfald, og til sidst dø tungt sederet med en løgn i øregangen.

Der er en anden tommelfingerregel, jeg har bemærket i omgang med den medicinske videnskab: Jo længere den er fra at forstå en sygdom og kunne helbrede den, desto flere kure findes der mod den. Der var da også kun kvaksalvere på færde i svenske medier. Lægen Theodore Dalrymple søger dog sandheden, hvis man kan sige der er én, og fejer de falske diagnoser af bordet:

The six days of riots in Sweden last May, led by immigrant youth, were greeted in the rest of Europe with a certain quiet satisfaction. No one likes to have a moral exemplar held up constantly before him, and the riots suggested that the exemplar was not so exemplary after all.

Not without a certain moral grandiosity, and probably from a sense of guilt at its own good fortune, Sweden—or at least its political elite and its large social-democratic middle class—decided to start accepting refugees from countries such as Iraq and Somalia, beginning in the 1990s. A gulf soon opened between the pays légal and the pays réel. Officially, all was welcoming, generous, and equal; in reality, urban ghettos were springing up, with all their attendant problems. Perhaps Sweden has been generous toward its newcomers; by most European standards, the unemployment rate among the children of immigrants is low, though it is twice that of the general population and reaches 40 percent in some places. But generosity does not necessarily produce gratitude. Why do you hate me, goes the old Hindu proverb, when I’ve never tried to help you? [..]

The Left in all countries has sought to avoid understanding this. A Norwegian social-democratic newspaper called the riots a Swedish Arab Spring, thereby unconsciously revealing the racism of Norwegian social democrats. Arabs, Somalis: they’re all the same. Meanwhile, in Great Britain, a Guardian editorial about the riots made me smile: “What worked for the asylum seekers of the former Yugoslavia in the early 1990s that has stopped working now for Somalis and north Africans? [This question] needs to be openly debated and honestly answered.” If there is one thing that we fear and attempt to stifle in Europe, it is open and honest debate. Theodore Dalrymple: Trouble in Paradise On Sweden, social welfare, and riots, Summer 2013.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Morten – – –

    “10%” er også et forkert tal, fordi det ikke er Det Der Er Værd At Vide.

    Det, der er værd at vide er, hvor mange procent af den fertile del af befolkningen, der er immigranter/efterkommere. Det er dét tal, vi skal forholde os til. Og det håber politikerne, vi overser (for at få det til at virke bedre med deres andre små beskidte kneb, såsom at omtale immigranter som “minoriteter” og disses andel af befolkningen som statisk).

    Men man er jo sjældent firs, når man indvandrer. – Allerbedst ville det være at vide, med hvilken hast koloniernes fertile befolkning vokser. Så kan man reservere generationstalen til noget bedre, For som vi ser, har visse indvandrere ikke en dansk eller engelsk identitet, hvis de er født i en muslimsk koloni.

    – – –

  • A. Lukas

    Jag tittade på hela Frost-intervjun och slås av hur olika de två är.

    För mig visar den tydligt skillnaden mellan en kännande person (Frost) och en tänkande person (Powell). För tänkaren är fakta och ord av största vikt. För den kännande spelar fakta och ord en ynderlydande roll, känslan är vad som räknas. Den kännande gör en tolkning och intar en position gentemot exempelvis Powell och invandring och försöker lägga ord i hans mun, som motsvarar tolkningen. När tänkaren börjar från början genom att definiera det centrala uttrycket, då lyssnar inte den kännande, utan försöker samma fula trick igen. Powell förklarar om och om igen, tills Frost förstår om än inte accepterar.

    Jag har respekt för Frost som person och yrkesman. Däremot tillhör han en generation journalister, som intog en känsloattityd till sitt jobb, som är destruktiv. Han tillåter sig att låta bli att vara en tänkare, som ju vi tittare skulle vilja att han var, och istället vara en kännande.

    Det här tror jag är en viktig skillnad mellan även i politiken. Den konservative är tänkaren, den andra sidan är kännande. Den konservative tenderar att ha fakta på sin sida, därför att han bryr sig om fakta. Den kännande bryr sig inte om fakta och hamnar därför fel i debatten för det mesta. När en konservativ ändrar sig i någon fråga, är det inte någon stor sak. Världen har helt enkelt ändrat sig och ett nytt övervägande baserat på fakta ger ett nytt utfall. För att en kännande ska ändra sig, krävs en ny känsla. En livskris, ett möte med någon, eller någon annan stor upplevelse sätter känslorna i svallning, ett nytt känsloövervägande sker, och med lite tur intar den kännande en rimlig ståndpunkt.

    • @ A. Lukas : Ja, så lagde du sikkert også mærke til, at Powell er meget konkret i sin argumentation, som baserer sig på et førstehåndskendskab til vælgerkredsen i Wolwerhampton.

      Frost har ikke noget berøring med det konkrete, og han kan slet ikke tro i 1969, at Powell oplever det, han gør.