Der er langt flere politiske ekstremister i Sverige, end i Danmark og Norge. Sverige er ‘fredskadet’, som vi kalder det, hidtil uberørt af verdens grusomhed. En erindring om tragedie er nyttig, måske nødvendig, for ikke at foranstalte nye tragedier. Den tragiske bevidsthed, har Kai Sørlander kaldt det, den som naturligvis svækkes af årtiers fred og velstand i resten af Europa også.

Der er langt flere venstreekstremister end højreekstremister i Sverige, alene af den grund at de har statens stiltiende sympati og i virkeligheden er et resultat af uddannelsessystemet. Fanatismen har været Sveriges høje pris for fred i 200 år, også de ikke-voldelige indvandringsfanatikere i Riksdagen er en pris, der nu betales. Skaden er meget gammel og ligesom en kræftsygdom, bliver den kun værre. Der er de sygdomme, der går over af sig selv, eller som man dør af, sagde min far, der var læge. Hans opfattelse var grundet inden Alexander Fleming opdagede penicillinet, og han havde ikke et samfunds sygdomme i tankerne.

Det udfordrer tanken, at man bliver ondskabes værktøj ved at leve i en privilligeret tidslomme i 200 år. Schweizerne gjorde det også, men de blev ikke idiotiseret og mentalt afvæbnede af det, fordi de lå i Europas brændpunkt, hvor Sverige lå i en ligegyldig periferi nærmere Murmansk.

Orson Welles taler om det i Graham Greenes The Cuckoo Clock Speech, men hvad Welles kendte til Sverige indskrænkede sig til Ingmar Bergman. Welles skal have været i Danmark omkring 1960 i forbindelse med filmatiseringen af Blixens The Immortal Story med Jeanne Moreau, og været  på vej til Rungstedlund, men vendt om på halvvejen og kørt tilbage til København af bare ærefygt. De burde nok have mødt hinanden.

Svensk presse har sin store medskyld i radikaliseringen: Når de har udmalet Sverigedemokrater som højreekstremister, har pressen de facto kastet benzin på et allerede eksisterende voldsbål. Med den fortsatte, uhæmmede masseindvandring, har Riksdagen yderligere sikret, at Sverige er en krudttønde, der kun venter på sit ‘skud i Sarajevo’. Det eneste Sveriges venstreekstremister har lagt til den officielle statssideologi, er volden. Den åndelige militans er der allerede, og det er den iboende totalitarisme,  main-stream Sverige ikke vil indse, den er ‘home-grown.’ Socialdemokraternes formand, Löfven, gik hånd i hånd med venstreekstremisterne i Kärrtorp i december 2013, så forrykt er ‘lagom-Sverige’.

Janne Josefsson prøver endnu engang at vække sit sovende folk, eller måske snarere, sine snorksovende politikere. Jeg tror som bekendt, at det er for sent, men jeg mener jo også, at det er mere ansvarligt at være pessimist end optimist. Den svenske optimisme og fremtidstro kæmper også jeg forgæves imod, det er en kollektivt opmuntret, social sindslidelse. Ingen djævel i verden kan forhindre, at den fører til mere blodsudgydelse.

Den har den allerede været blodig over de sidste tre årtier f.eks. mordet på fagforeningmanden Björn Söderberg i 1999 for ikke at tale om de 200 direkte, svenske dødofre for indvandringen Hur många svenska liv är vi villiga att offra för att förverkliga mångkulturen? et ufuldstændigt og ret lavt sat tal der  f.eks. ikke inkluderer trafikdrab og indbyrdes myrderier. De totale tal over 35 år ville være mange tusinde. De tilskadekommende af vold og voldtægt kan tælles i hundredetusinder.

Alligevel har pressen kunne holde svensk middelklasse i ro og politisk passivitet, samtidigt med at den har opmuntret venstreekstremisterne og hevet milliarder ud af dem for at bortgive landet. Undervurdér ikke en svensk, statsbetalt journalists fejghed, løgnagtighed og undergravende potentiale. Koncentrationen  af åndelige luderkarle findes på Aftonbladet og mumleavisen for den højere anstændighed,  Dagens Nyheter, men ellers er de nydeligt spredt over  hele provinspressen. Fredsskadetheden er metastaseret i  mange generationer.

Nogle vil mistro mig, at jeg gnider mine indskrænkede hænder, men det er fuldstændigt forkert: Jeg føler en dyb sorg. Den er så dyb, at jeg nu skal tvinge mig psykisk til Sverige, hvortil jeg før tog en gang om ugen med stor glæde og holdt jul og nytår i en meters sne i et falurødt hus, plukkede bær og svampe om sommeren, spiste naboens elgkød og dyrke min køkkenhaves tilbehør til rødvinen medbragt fra Danmark.

Mit forhold til Sverige, er som at møde en ungdomskærlighed 20-30- 40 år efter, og se hun er blevet prostitueret. Jeg har kun lyst, til ikke at se den vej. Jeg orker ikke engang at dykke ned i de brutale detaljer, som mange svenske blogs gør: Det drab, den voldtægt, den mishandling. Det magter jeg ikke at dokumentere. Jeg fremhæver et enkelt dødsoffer for svenske politikeres forbryderiske fremfærd frem nu og da, når det er værst.Ellers holder jeg mig til statistikken.

Janne Josefsson dokumenterer prisværdigt, jeg fortolkede. Revolutionära Frontens mishandling af gæstearbejdere fra Balkan, kan ses her.

Vänstersympatiserande rörelser ligger bakom en lång rad våldsbrott. Många mot personer med sympatier på den politiska högerkanten, men våldet drabbar också anhöriga och personer utan politisk anknytning. SeVänsteraktivister bakom många våldsdåd, Uppdrag Granskning, video 60 minutter (Janne Josefsson: “Många SVT-journalister sympatiserar med RF”)

I det lyserøde mainstream Sverige er der almindelig utilfredshed med Janne Josefsson, hvilket kun bekræfter hvor langt ind på midten sympatien for politisk ekstremisme går. Se bare Malin Ullgren i Dagens Nyheter eller

“Janne Josefsson är nazist”

Frilansjournalisten Ametist Azordegan som bland annat jobbar för Sveriges Radio gick till hårt angrepp mot public service-kollegan Janne Josefsson på Twitter i kväll efter “Uppdrag granskning”. “
Kan inte Janne Josefsson bara komma ut som nazist/SVP en gång för alla?” skriver hon bland annat.”Janne Josefsson är bland det SÄMSTA som hänt demokratin OCH Public Service” skriver hon på Twitter. SR-profilens angrepp på Josefsson: Nazist

Jan Tullbergs beskrivelse af Expo i bogen Låsningen

Kunne jeg ikke stå for. Expo bruges af alle journalister som en neutral kilde. Samlet op her.

“Expo är en organisation som saknar intellektuella ambitioner. Den är en blandning av kommunistisk revolutionsromantik och en gymnasial Kalle Blomkvist-ambition som Ebbe Carlssons. Expos metodik bygger på guilt by association. [350] Kan en person virtuellt, eller i vad som nu kallas IRL, in real life, knytas till redan svartlistade personer, organisationer eller tidskrifter, så kan den personen också ses som icke önskvärd, persona non grata. Den bedömningen leder i förlängningen till att ännu fler personer kan misstänkas. Organisationens funktion som mobbningsorganisatör är den viktigaste av dess dåliga sidor.”