Velsbesøgt møde i Trykkefrihedsselskabet med gadekunstneren Dan Park, der måske skal tilbage i fængsel i Malmø. Park var dog fuld af lovord om standarden i svenske fængsler. Gamle læsere ved, jeg har fulgt ham i en del år, dog ikke helt fra dengang han var en relativt velrenommeret punk-kunstner i slutningen af firserne.

Nu gør han grin med magten, som er venstrefløj hele vejen over til Multi-kulti-Moderaterna, de er værdipolitisk ræverøde liberalister, og det gør man ikke gratis. Det er ædelt at give et helt land bort for al fremtid, men det er kriminelt at kritisere det selv i satireform. Tag pis på venstrefløjen, og du satser hele butikken inklusive karriere, kone, venner og fysisk overfald.

Han er blevet den første i nyere svensk historie, som er fængslet for sin kunst. I Danmark sendte vi for 78 år siden Wilhelm Freddie i fængsel for pornografi, det blev hans egentlige claim to fame, for han var så vist ingen Picasso eller Kandinsky. Vor tids virkelige porno er altså latterliggørelse af svenske politikere, profeter – særlig en enkelt – og minoriteter af alle observanser uanset hvor rædselsfuldt de opfører sig.

“Jamen, han er slet ikke kunstner”, sagde flere smagsdommere på svensk P 1, hvorved nok skal forstås,  at så er det helt i orden at straffe ham hårdt. Den svenske kunstscene har i al fald ikke forsvaret Dan Park, bortset fra Lars Vilks og galleristen Henrik Rönnquist, som man også ser på fotografierne. Rönnquist udstiller nemlig Park fra den 5 juli i Malmø.

Resten af den svenske kunstverden er ikke bare vane-venstreorienteret, hvad der kan være i sin orden, den er principløs, magtunderdanig og fejg, hvad der mindst af alt klæder en kunstner. Det er blevet en tom kliché, at moderne kunstnere er provokerende, det er de næsten aldrig, og pludselig kommer Dan Park og Lars Vilks og provokerer – ikke engang helt med vilje – alt det generationer af kunstnere ikke har kunnet magte. Og hvorfor ikke? Fordi udstødelse er nomenklaturaens svar, og også kunstnere er primater og flokdyr.

Der var rigtig mange svenskere og danskere, der bor i Sverige i forsamlingen. Når svenskere diskuterer Sverige i København, bliver debatten kvalificeret og rigtig livlig. De tilstedeværende danskere, som ikke kendte Sverige godt, var dybt rystede over, hvad de hørte. Mikael Jalving spandt den politiske ende over historien, at jo mere multikultur de mod vores vilje prakker os på, desto flere af vores hidtidige frihedsrettigheder vil vi miste, også i Danmark. Vil ikke andre sørge for det, vil EU.

Jeg spurgte Dan Park, om han havde tænkt sig at begynde at male kronhjorte eller lave uforståelige installationer, eller fortsætte i sin hidtidige stil på Malmøs el-skabe – efter at have søgt kunstnerisk asyl i København. Der er mange kunstnere, der har skiftet stil adskillige gange, men der er også mange der har måttet drage i eksil.

Det havde han ikke skænket en tanke, det er som om, hans situation ikke rigtig er sunket ind endnu til trods for, at han har mistet alt inklusive tag over hovedet – undtagen i fængslet.  Jeg lægger en lydoptagelse i god kvalitet her, så gem linket. Park er født oppe i Norrbotten, så det er muligvis kun svenskere og swedologer, der forstår hans sprog. – Se også Danskar i chock över svenska yttrandefrihetsdomar. (fotos © Snaphanen.dk)

Mikael Jalving skriver tirsdag blandt andet om Dan Park: Lille mand i stort land

I Sverige er man nu begyndt at sende folk i fængsel for at bruge deres ytringsfrihed, og en af de dømte, der har været omtalt i Danmark, er den malmøitiske gadekunstner Dan Park, som gæster København i aften.

Dan Park er ligesom tegneren og kunstteoretikeren Lars Vilks, som ligeledes taler ved samme arrangement i aften, ikke et offer. De er begge vidende om, hvad de gør. De bruger deres ytringsfrihed via forskellige kunstprojekter, hvis kvalitet naturligvis står til diskussion. Det er sådan ca. ret almindeligt, når vi taler kunst, ikke mindst moderne kunst.

Dan Park gør i sine spontane happenings tykt grin med den svenske fromhed, når det gælder emner som indvandring, islam og etnicitet. Han er satirisk, plat, grov, ja, nogle ville sige usmagelig, ubekvem eller afvigende.Afvigende, dét er han. Om han er sjov, afhænger af øjnene, der ser. Jeg synes det egentlig ikke, men jeg bliver også tit beskyldt for at være en sur, gammel mand. Uanset hvad har Dan Park ret til at ytre sig, så længe han ikke opfordrer til vold eller mord, det burde være lige så sikkert som amen i kirken. Men det er som bekendt ikke tilfældet. Hvorfor ikke?

Fordi Sverige – og til dels også Danmark – er ved at udvikle sig til ét stort missionshus for de frelste, hvor der skal udsiges fromme bønner og trosbekendelser hvert tyvende minut, gerne med oversættelse til arabisk.Dan Park er en lille mand i et stort land, og jeg har på fornemmelsen, at det kan ende galt. Venstrefløjen har allerede givet ham bank. Landets indvandrings- og korrektionskompleks bakker op om venstrefløjen, men anvender lidt andre metoder, herunder anklagemyndighed og dommerstand.[..]

Dan Park er ingen undtagelse. Han personificerer den nye lov. Den politisk korrekte lov mod afvigende karakterer og stemmer, sådan som man kender den fra alverdens autokratier.Det, nationale og supranationale politikere har gang i, udgør en voksende trussel mod den europæiske ytringsfrihed, som er tilvejebragt over århundreder, men risikerer at gå tabt på få årtier.