30
jun
Seneste opdatering: 14/10-17 kl. 1921
14 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Untitled-1.jpg

(Den unge Andy Choudhary var en velintegreret muslim)

Hvis man skal interviewe en såkaldt “firebrand” eller “hate preacher” som Anjem Choudary for et dansk tv-publikum, er der i al væsentlighed to tilgange som journalisten kan vælge: Man kan prøve at afdække interviewpersonens overensstemmelser eller uoverensstemmelser med det muslimske miljø i Storbritannien – eller man kan gøre mandens personlighed og drakoniske sprog til selve omdrejningspunktet, og uden nærmere begrundelse tage for givet at han er en afviger i sit eget miljø.

Martin Krasnik valgte i sit Deadlineinterview med Choudary (transskription her) desværre den sidste tilgang. Ærgerligt, for Krasnik missede flere godbidder med langt mere vedkommende perspektiver end Choudarys åbenlyse løgne og selvmodsigelser. Prædikanten sagde således “Men vi er et verdensomspændende samfund. Hvis en del af samfundet lider, lider alle. Hvis de bliver angrebet, angribes vi alle”.

Det Choudary hentyder til her er begrebet “defensiv jihad”, der er en forpligtelse der påhviler den enkelte muslim (“fard ayn“) når islam bliver “angrebet” – et gummibegreb der opfattes som legitimering af voldsudøvelse med vide rammer. Vejledningen ‘Umdat al-Salik (Reliance of the Traveller) for sunnilovskolen Shafi’i siger således:

The second state (dvs. hvornår jihad er en forpligtelse for den enkelte) is when non-Muslims invade a Muslim country or near to one, in which case jihad is personally obligatory (def: c3.2) upon the inhabitants of that country, who must repel the non-Muslims with whatever they can). @O9.1

De øvrige lovskoler Maliki, Hanafi og Hanbali afviger ikke herfra. Anjem Choudary er således i dette spørgsmål helt i overensstemmelse med sunni-islamisk mainstreamteologi.

Krasnik vil gerne gøre Choudarys synspunkter til noget personligt, som når han spørger “Er du enig i, at der bør være dødsstraf for at fornærme profeten Muhammed?”, men også her er Choudary i overensstemmelse med mainstream-sunniteologi. Dokumentationen er righoldig, og har rødder i både Koranen, hadith og sira, bl. a. Koranen 33:57-61 og 9:61, Ibn Ishaq 674-676, og Bukhari 5.59.369.

Alt dette kunne man sige var irrelevant hvis britiske muslimer havde gjort endegyldigt op med deres religions dogmatik. Det forudsætter imidlertid at intervieweren forholder sig til dette spørgsmål. Er britiske muslimer fredelige og velintegrerede fordi de har taget dette opgør, eller fordi de her og nu ikke er særligt religiøse? Europas fremtid afhænger af svarene på den slags spørgsmål. Lavpunktet i Deadlineinterviewet nås da Krasnik skråsikkert fastslår:

Choudary: Lad mig fortælle dig noget. Jeg udfordrer enhver muslim, lærd eller imam i Danmark til at bevise, at bare én af mine udtalelser strider imod Koranens og Profetens lære.

Krasnik: Jeg kunne give dig lister over muslimske organisationer, snesevise af britiske, danske og endda mellemøstlige eller pakistanske, som jo er dit eget land, som ville sige, at han ligger langt fra islam. At alle dine udtalelser om kampe i Mellemøsten og om dødsstraf ligger uden for islam.

Måske er dette det eneste positive man kan sige om Anjem Choudary, men han vinder klart dette replikskifte ved sin knivskarpe udfordring.

Krasnik henviser som “svar” til 1) unavngivne organisationer der 2) “siger” noget ikke nærmere præciseret, som yderligere 3) ikke vurderes med henblik på oprigtighed og eviggyldighed, eller 4) vurderes for teologisk velfunderethed. Mere intetsigende kan man vist ikke blive. Det var næsten et Ole Birk Olesen’sk “hadither eller hvad du kalder dem” -øjeblik.

“Lad os tale om islam”, sagde Krasnik, men det var netop det han ikke gjorde. Choudary talte om islam.

Krasnik talte om ubenævnte organisationer og velintegrerede individer med endeløs velvilje. Dette var elefanten i rummet. Hvis Choudary intet belæg havde i den sande islam, hvordan kunne han så lokke sagesløse unge muslimer på afveje?

Kigger man på virkeligheden uden rosenfarvede briller, er den islamiske tilstedeværelse i Storbritannien ikke helt den succeshistorie som Krasnik postulerer, se f. eks. UK Muslims ‘complacent’ over threat of home-grown jihadists, warns top counter-terrorism officer Cressida Dick og Poll reveals 40pc of Muslims want sharia law in UK, og How Cardiff became a city where families are torn between East and West – and why two clever sons grew up to be terrorists. Har Martin Krasnik overhovedet researchet denne virkelighed inden sit interview?

Det afsluttende interview med Magnus Ranstorp genetablerede harmonien. Problemet med Choudary var, fortalte Ranstorp, at han “øgede islamofobien”. Ikke at han var farlig i kraft af at kunne påkalde sig den autentiske islam uden dogmatisk modspil. Den kognitive dissonans var afværget, alt uforløst ubehag ved islam i den danske offentlighed og medieverden var hængt op på ham, og han var sendt ud i ørkenen.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?