Jeg har stemt ved samtlige valg i Danmark siden 1971. Det er seksten folketingsvalg plus de andre, vel alt i alt 25. Nu har jeg mistet lysten. DF har været det mindst ringe siden 2001, men tretten år har vist, at det ikke er godt nok.  DF og mange af Venstres vælgere mener stort set som jeg jeg, men partierne har så mange underlige ting for. Det er ikke godt nok længere. Jeg har overvejet det nogle uger. Jeg står af.

At Danmark har 20.000 asylsøgere og ikke 100.000 skyldes udelukkende, at rygterne i asylbranchen stadig bilder folk ind, at Sverige er det bedste sted at søge hen. Vi der er inde i detaljerne ved, at det er det ikke længere. Mange tusinder skal overvintre ude i en iskold skov i et asylsystem, der i praksis er brudt sammen, i et land der ikke længere har noget at tilbyde, der ligner en normal tilværelse. Rygtet vil brede sig, og så stå masserne i Danmark og Norge, og hvad så, politiker?

Alle danske politikere skruer lidt på knapper, og hvergang de skruer, står der en journalist med et kamera eller en mikrofon. Aldrig har så mange uinteressante personer fået så meget medietid. De fornærmer deres vælgeres intelligens, og de løser ingen problemer. Problemet er, at man stadig har retskrav på asylbehandling, hvis man møder op i Danmark. Det vil gælde alle, der flygter fra de kommende mellemøstkrige, og alle 1.4 milliarder ekstra afrikanere, der kommer til verden de næste 30 år. Vi befinder os ikke i en speciel tid, vi befinder os foran 30 specielle år.

Ingen partier har noget svar på det, de har næppe fattet perspektiverne endnu. De fortsætter med at humpe fra tue til tue og foregive, de leverer løsninger for de penge, vi giver dem. At sætte sig op imod FN,EU og Europadomstolen, er det sidste de vil gøre. De fortsætter med at dryp-ødelægge Danmark, måske holder deres ‘politik’ to år til ad gangen. Jeg kan ikke stemme på, at Danmark principielt kan blive som Sverige. 30 % af udenlandsk afstamning, der også vil blive 50 %. Politikerne der lader det forblive en risiko, kan jeg ikke stemme på.

Siden 2001 har Danmark kunnet være stolt over en folkelig debat, der også blev kvalificeret af jurister, historikere, filosoffer, demografer, præster og politologer. Hvis danske politikere har læst de kronikker og bøger, har de ikke ladet sig mærke med det. Bare i år har tunge navne som fhv rigsstastistiker Plovsing og Poul Christian Matthiessen og Gunnar Viby Mogensen skrevet Integrationen går dårligt og Udlændingepolitik og realiteter. Der står alt, hvad man behøver vide, men igen politiker har afsløret, at de har læst det. Så er det, man mister noget af troen på debattens og dokumentationens betydning.

Det er gået op for mig, at jeg ikke kan påvirke politikerne med fakta. Den eneste måde at nå dem på, er ved at prøve at få befolkningen til at hive tæppet væk under deres position. Befolkningen har vist haft et flertal for politikerne multikultur. Ikke i 1983, ikke i 2001 og ikke siden. I virkeligheden befinder samtlige 600.000 udlændinge, som de har plantet i Danmark, sig her imod flertallets ønske, i sig selv en temmelig farlig politisk øvelse, der ikke har bekymret Christiansborg hvad jeg ved af.

Men befolkningen stemmer ikke nok efter deres overbevisning, og det er den eneste grund til, at Christiansborg fortsætter uanfægtet. Man kan godt glemme, at øve indflydelse på politikerene andet end via dem, der stemmer på dem. De får éndags-chock, når det går særlig slemt, og så vender de tilbage til deres osteklokke, hvor prioritet nr. et er,  at skaffe deres egen klub så meget levebrød som muligt. Jeg er ligeglad med deres klub.

Jeg er vokset op med en ukonkret, lidt arrogant foragt for politikere, som man kan tillade sig, når alt går pingeling,  men i dag er den blevet uhyre konkret. I fire år har jeg ikke villet høre på dem, og nu vil jeg ikke stemme på dem. Der skal nok komme nogle andre at stemme på senere, det gør ikke noget at sidde over i 2015. Jeg vil glæde mig til at blive på sofaen, for jeg ved nøjagtig hvorfor jeg gør det. Jeg foragter dem, fordi de er demokratisk narrefisse, der på fjerde årti kører henover et folkeflertal. De formindsker demokratiet i enhvers øjne, ved at være mere loyale overfor FN og EU end for Danmark. Jeg ønsker ikke, at nogen araber skal lide, men jeg har nået det punkt, hvor jeg skal vælge mellem milioner af dem og deres rettigheder og Danmark, og jeg vælger mit land. Ikke at gøre det er perverst.

Kan man blive ved med at blogge, når erfaringerne er så nedslående? Måske skal der bare justeringer til, hvis det ikke skal kvæles i væmmelse. En politisk blog, der ikke handler om politik? Man skal ikke give op over for ‘udfordringer’. Jeg kan tage nogle billeder og høre noget musik, jeg skruer i forvejen over på NDR eller SR 2, hvis der dukker en politiker op i radioen. Det er svært helt at undgå dem, men det bliver en sport og en kunstart. Tal ærligt om virkeligheden, og jeg åbner igen for radioen.

Se idag Merit Wager: Det är tio år för sent (Jeg ville sige femten, muligvis havde de kunnet nå det, hvis de havde lyttet til Maurijio Rojas i 2005, men det er hypotetisk nu.) Om tyve år vil vi tænke tilbage på denne tid, som en hvor vi stadig levede i troen på den svenske stats fulde kontrol over landet. De nærmeste år i Sverige bliver styret af panik og tilfældigheder, det bliver et land for kaoteoretikere. Det kan starte den 3 december med regeringskrise, eller det kan have en anden grund. En terrorsag, et politimord, hvad  som helst.

Jeg har skrevet om Sverige i fjorten år, jeg har haft ret hele tiden, men de ville hellere kalde mig racist. OK. Jeg trækker på skuldrene, jeg skal ikke leve med følgerne og bagtroppens bagtrop, som også fylder godt op i Riksdagen, interesserer mig ikke andet end som komedienummer og studieobjekt. Virkeligheden tager over som pædagog for Sveriges elite, den er også meget mere effektiv end jeg. Mit hjerte går ud til hver menig svensker, der får sit liv ødelagt eller mister det af dette. Mange hundreder svenskere har mistet livet af multikulturen, mange tusinder kommer til det.