Jan Tullberg är docent i företagsekonomi från Handelshögskolan.Vallentuna den 2/11-2015. Del 1 innefattar själva föreläsningen.Hoten mot demokratin, från etablissemanget och från mångkulturen. Se del 2 her, debatten. Man bør unde sig Tullbergs analyse af Sveriges helt akutte situation. Som man kan høre i Tullbergs gennemgang af HMF (266b), har “islamofobi, antiziganisme og afrofobi” gjort Sverige til et juridisk galehus. Hvis ikke jeg havde fået nok af Sverige for i dag, ville jeg kommentere et langt “interview” med Ingrid Carlqvist, men hun gør det selv snart og “jeg er mæt af dage – i aften”, som H.C.Andersen skriver i dagbogen.: I huvudet på en islamofob .

“Vi förtjänar en ursäkt, men det kommer vi aldrig att få”

Rebecca Weidmo Uvell  skriver:

Faktum är att alla de som vågade skriva om migration för bara ett år sedan förtjänar en ursäkt. PM Nilsson, Tove Lifvendahl, Ivar Arpi, Alice Teodorescu, Per Gudmundson, Paulina Neuding, Anna Dahlberg med flera.

Människor som stått upp för det som rätt och riktigt och med fakta, god ton, saklig debatt och borgerliga värderingar stått upp för att migration måste betraktas som ett politikområde som alla andra. Med samma avvägningar, debattläge, prioriteringar etc som alla andra. Dessa rakryggade debattörer har verkligen inget att skämmas för. Sträck på er. Ni hade rätt.

För det andra – hur kan man på allvar se sig själv i spegeln som regering när man ändrat hela sin politiska inriktning 180 grader? På en månad? Hur är det ens möjligt att göra det utan att förklara sig ens lite? Hur kan de som ska leda landet ignorera experternas varningar i 4 år och nu påstå att det är något oväntat? Som ägnat enorm vaken tid åt att skuldbelägga och tramsa när andra vågat betrakta migration som vilket politikområde som helst. Då väljer landets statsminister att EXKLUDERA hela ämnet från diskussion i sitt eget parti. I maj 2015. Och så undrar folk varför politikerföraktet växer?

Det er måske sandt nok, lidt i al fald, men denne undskyldning burde strække sig tyve år tilbage til mange andre, fortjenende navne, der har taget de tidlige og rigtige tæsk og tilsvininger. Folk der har sat sandheden over karriere og deres egen personlige sikkerhed. Det er kun et halvt år siden, Ivar Arpi kaldte mig “racist.” Fin fyr, svensk borgerlighed i en nøddeskal. Hvad kan den udrette? Se på Kinberg- Batra, hvis I kan finde den hule, hun har gemt sig i.

En Jan Milld, Gunnar Sandelin, Marika Formgren, Julia Caesar, Ingrid Carlqvist, Thomas Nydahl, Lars Vilks, den tidligt af døde læge, moderatpolitikeren Eva Bergqvist, menige svenskere og sverigedemokrater på debatfora som Exilen og Flashback, der først fik en stemme på blogs, da internettet blev videre udbredt omkring 2002.

Hvis nogen fortjener en undskyldning, er det dem. Ikke specielt nogle journalister der kommer humpende 20 år efter på et tidspunkt hvor alle kan se, vinden vender. (Der er mange flere  navne, jeg beklager jeg ikke kan nævne alle, der er gået foran her.)

De måtte op gennem 2000 tallet skrive i danske aviser, for overhovedet at blive hørt. Svensk presse er hovedskyldig i, at en fornuftig debat er tyve år forsinket sammenlignet med Danmark, og at den der foregår nu, er på kravlestadiet. Den er også selv skyld i, at den virkelig levende og informerede debat nu foregår alle andre steder end i pressen.

Svensk presse er landets egentlige, reaktionære kraft. De opfatter sig selv som fortroppen, men de skal jo også udholde deres eget selskab. Vi andre springer dem over, det har ikke brændt på i deres medier i mange årtier.

Pressen har sat sig selv af. Husker danskere mon nu, hvordan den rutinemæssigt tampede på Danmark fra 2001 til 2011? Dagens Nyheter lagde ud i 2002 med at sammenligne de beskedne danske stramninger med Hitlers Nurnberglove – racelovene. Svenske politikere – bla. Mona Sahlin – nægtede at komme til København og få forklaret ændringerne, og integrationsminister Bertel Haarder  blev nægtet genmæle i Expressen.

Jeg var selv så naiv i år 2000, at tro jeg kunne skrive en kronik eller bare et læserbrev i en svensk avis, men nej, jeg måtte skrive om Sverige i danske f.eks. Krönika: Våldtäktsvågen i det statsfeministiska Sverige (2004) i Jyllands Posten. Der  bliver ikke bare ikke nogen undskyldning for tilsvining og trusler: Når store ulykker sker som følge af indvandringen, får vi også skylden.

I forbindelse med Utøya svinede Politiken ikke bare den sagesløse Fjordman til, den hængte Kim Møller og mig ud i en tosidesartikel. Trollhättan-mordene var selvfølgelig Sverigedemokraternes skyld. Attentatet på Lars Hedegaard var også hans egen skyld, ifølge Politiken-skribenter og fortsæt selv. Rigtignok blev Seidenfaden åbenlyst forrykt de senere år, men hans avis fastholdt  i store  træk hans vrangbilleder efter hans død.

Det er et virkeligt lortejob, og jeg har aldrig troet, jeg ville få ridderkors og middag på Rådhuset, så dum er jeg ikke. Trusler, hemmelig adresse, tab af social anseelse og venner, tab af annoncer så man må leve på læsernes nåde og venlighed. Til gengæld står jeg slet ikke sammen med etablissementet, når der skal gås i fakkeltog for terrorofre. Det er deres ofre, og de må stå sammen med sig selv og  dem, der er så dumme at stå sammen med dem.

Ledende svenske politikere siger nu det samme, som Sverigedemokrater har sagt i tyve år, men SD er stadig “racister og fascister.” Dette er så primitiv en løgn, at der naturligvis ligger andre grunde bag: Brødnid, f.eks. Magteliten er ikke vant til, at andre blander sig og tager deres pladser i Riksdagen, så emeget desto bitrere er det nu for dem, fordi eliten selv har taget mega fejl. Prøv at sammenlign bevægelserne i Riksdagen med dem i Folketinget i 70 år. Riksdagen har været et fikserbillede sammenlignet, den var Guds uforanderlige ord, som koranen. Danske politikere har dog accepteret folkets vilje med en vis værdighed.

Det svenske demokrati har ikke været indstillet på, at borgerne skulle ændre noget i magtforholdene, og det er sådan man skal forstå de kilometer neurotisk ævl, der flyder ud af resten af partierne nu. De har selv gjort SD stærke, og nu prøver de med løgn og ufine tricks at holde dem nede, og det hele bliver  bare værre for dem.

Lidt politisk tæft parret med respekt for elementære, demokratiske spilleregler, og dette ville aldrig være hændt. De har haft i hundredevis af chancer, for at vælge det rette, og hver gang har de i deres enestående selvtilfredshed, valgt det forkerte. De kunne have trukket lod, og det ville have været bedre. De har ikke bare kørt Sverige halvvejs i grøften, de har kørt sig selv i grøften, de har skadet demokratiet i processen, og de har sået konfontation, splittelse og vold.

Elitens våde drøm viste sig at være et mareridt. Nu er situationen pebret. Hvad kan disse personer ikke kludre til? De står de med et land der havarerer, og opfører sig som en børnehave. Jeg tænker på, om det ender med de forærer SD magten, fordi de er blevet bange for den og ikke vil have den mere. Det er det frygtsomme indtryk, man får af dagens, spage svenske ledere. De har mistet viljen, og i virkeligheden har de aldrig anet, hvad de ville med magten.

 Övriga EU måste undra vad Sverige håller på med. Likt ett barn kastar vi oss ylande på marken och väntar på att någon ska plocka upp oss.

(Se også: Danska ledarskribenter fördömer ansvarslös svensk asylpolitik.)