Vi posterer den med Thomas Nydahls kommentar til Sundströms bog, som han har læst. Nydahl er en Danmarks-kender – også af dansk literatur – af en helt anden kaliber end Sundström og for eksempel Aftonbladets Olle Svenning, som man uden at fornærme nogen vist godt kan sige er ude i et andet og større ærinde end at formidle viden og oplysning. Bare tænk på Svennings omtale af affæren i Brorsons kirken. Kommer filmen på You Tube eller andre sites, bliver den lagt ind her. Filmen er mere primitiv og propaganderende end jeg troede og det er en underlig infantil affære. Tjulahopsasa – her er Danmark taget som gidsel af den skinbarlige ondskab, det har smittet selv hæderlige socialdemokrater. Så ilde kan det gå, lille Svenne, pas nu på. Journalistik er for stort et ord, der er en sørgelig forsimpling af et sammensat og vigtigt spørgsmål. Man er kommet i pædagog-hænder og man bliver tiltalt som en 10-årig, så svenskerne kan med rette føle deres intelligens fornærmet, de har om nogen fortjent et detaljeret, kompetent Danmarks portræt. I Danmark kan den næppe ophidse nogen, den er heller ikke tiltænkt os. Snarere vil vi se den som en glimrende anskuelsesundervisning i svenske mediemassage, når den er værst, alle vil måbe på nær Georg Metz og co. Jeg kender faktisk en af dem hun interviewer på gaden, og selvom det skal ligne vox populi, så er det ikke tilfældigt. De havde mødtes tidligere, og han var tilsagt til at sidde på Amagertorv og være “en hvilken som helst dansker”. Jeg er dog ikke stødt på svensk net debat, der ikke på forhånd gik ud fra at manipulationen ville være 100 procent.
Filmen varer 44 minutter og vises i dansk TV 2 den 7 oktober. Skulle hun få på hattepulden i danske medier, er der trøst her:
“Världens lyckligaste folk är en bok om Danmark av vår svenske journalist Lena Sundström, må Allah vägleda henne till den raka vägen. Och i den beskriver hon hur det varje dag i tidningar och i olika politiska kampanjer görs propaganda emot islam. Det är inte bakom stängda dörrar som här i Sverige, där i Danmark visas hatet öppet… SubhanAllah! Må Allah skänka våra syskon i Danmark styrka.” Ungdom i Islam.
Thomas Nydahl: Lena Sundströms fördomar och vulgariteter i boken Världens lyckligaste folk: Om man vill förstå den danska samtiden finns det sedan mer än tio år tillbaka en omfattande litteratur som handlar om nationen, kulturen, invandringen, integrationen, sociala klyftor, islamism, religionsdialoger och religionsstrider, storstadskriminalitet etc, etc. Om jag bara får ge några exempel kan jag nämna författare och debattörer som Helle Merete Brix, Lars Hedegaard, Kåre Bluitgen, Henrik Gade Jensen, Katrine Winkel Holm, Frederik Stjernfelt, Anna Libak, Arne Hardis, Ulrik Høy och många fler, som återkommande skriver om dessa ämnen. Det lustiga är att ingen av de här nämnda finns med bland källorna eller referenserna till Lena Sundströms bok Världens lyckligaste folk. Hur kan man skriva om ett annat lands samtida politik och kultur utan att ens bläddra i de flitigast förekommande debattörernas verk? Bland de namn jag nämner finns hela det politiska spektrat: från vänsterförfattaren Kåre Bluitgen som orsakade hela den s.k. ”muhammedkarikatyr”-striden med att han försökte få några danska konstnärer att illustrera en bok om Muhammed, till företrädare för Trykkefrihedsselskabet som Lars Hedegaard och konservativa, kristna debattörer som Katrine Winkel Holm….læs videre på Occident.
Pastor Ramsdals åbenbaring
BT afslører, at præsten er dybt involveret i at hjælpe irakiske flygtninge under jorden. Dermed overtræder han klart loven og risikerer bøde og i værste fald fængselsstraf. Under dække af at ville huse ulovlige flygtninge har B.T. ringet til Per Ramsdal og tilbudt at lægge hus til. Under samtalen fremgår det klart, at Per Ramsdal er stærkt involveret i at skabe kontakt mellem flygtningene og flygtningevenner, der er villige til at bryde loven ved at give dem illegalt husly. ”Kan det bevises, at han har skaffet boliger flere gange til irakere på ulovligt ophold, så kan han få en fængselsstraf,” siger juraprofessor Eva Smith.Kendt præst med til at skjule illegale irakere, BT s lydoptagelse.
Pastoren har som følge af denne artikel på lidt ubehagelig vis gjort en afgørende erfaring: Mennesket er en synder, og naiv efterlevelse af Jesu ord kan have ubærlige konsekvenser for én selv:
[…] “Jeg kan pure afvise, at jeg skulle stå bag noget som helst netværk, der hjælper med at skjule flygtninge. Når jeg bliver ringet op af mennesker, lytter jeg til dem. Det gjorde jeg også med B.T.-journalisten, der udgav sig for at være flygtningeven. Som udgangspunkt stoler jeg på folk, men det ved jeg ikke, om jeg gør mere,” siger Per Ramsdal til netavisen. […] Præst: Jeg er ikke bagmand
Den 4. september 2009 skulle altså blive skelsættende i pastor Ramsdals liv: Han er en synder som alle andre. Han kan ikke bære at møde alle mennesker med ubegrænset tillid. Hermed skrider alt: Hvordan kan han så forvente at vi andre skal have ubegrænset tillid til asylansøgeres beretninger? Har Ramsdal i øvrigt nogen sinde i medierne taget ordene Gud og synd i sin mund, og hvem er egentlig Gud i Per Ramsdals verden?
Update: Jo, Per Ramsdal har faktisk talt om Gud, men dette ser for mig lægmand ikke helt luthersk-evangelisk ud:
»Min største anklage går til Gud . Jeg anklager ham for ikke at have mere styr på tingene. For hvis man ser på verden, så ser den jo noget rodet ud. Men Gud har udstyret mennesket med en fri vilje. Derfor har vi også selv en stor del af ansvaret og mulighed for at gøre verden bedre«. Djævlens advokat: »Vi skal have påske med blod på drengen« [Politiken 5.4.2007]
Siger han ikke her at mennesket skal sætte sig i Guds sted og forsøge at rette op på hans skaberværk? Hvordan skal dette ende med at se ud, og hvem afgør det? Iflg. samme artikel har Ramsdal “hængt et billede af en korsfæstet Abu Ghraib-fange op i sin kirke”. Det er en nærliggende antagelse at det drejer sig om det gengivede billede her. Som man imidlertid kan se af signaturen forneden, og billedet under det, er der tale om en kunstners arrangement. Der har været historier fremme om folk der er blevet dræbt af CIA her ved korsfæstelseslignende ophængning, men problemet er, at Ramsdal helt selektivt udvælger billeder af overgreb begået af den ene part, og ignorerer grusomhederne begået af lokale terrorister og under Saddam. Hvor er billederne af halshugninger og af folk der er blevet dræbt ved at blive kørt gennem en træflismaskine, fødderne først? Moralen er, at Ramsdal prøver at spille Gud, men reelt ikke bevæger sig over den grumsede verden af såre menneskelig politik (LFPC).
Mor sendte en lejemorder
Interessant førstehåndsberetning om importerede leveregler fra fjerne lande.
The text message forwarded to me from my younger sister Saira was concise and chilling: ‘Mum’s sent a hit man to kill you,’ it read. ‘Be careful.’ As I read those words, my first instinct wasn’t fear or even shock, but simply survival.
I’d become accustomed to behaviour like this from both my parents – behaviour that anyone else would find abhorrent – and I was emotionally numb to their threats. But I also knew that my sister’s warning was deadly serious and my life was in real danger. I’d been in hiding for several weeks when I received the text. […]
Det mest interessante er imidlertid nok kvindens forsøg på at opretholde en del af illusionen om den ideologi der truer hendes eget liv. Himmelråbende nonsens:
I blame the fact that Islam has become so distorted and warped. I don’t believe that the Muslim religion condones any sort of violence; Islam literally means ‘peace’.
The greeting from one Muslim to another – ‘aasalamolaykom’ – means: ‘Peace be with you.’ If only people would actually read the Koran for themselves, they would see the love and peace it radiates and the equality among men and women it promotes. […] My mother hired a hitman to kill me: The shocking story of a Muslim woman whose parents disapproved of her Western lifestyle
Uforvarende afslører hun herrefolksmentaliteten: ‘Aasalamolaykom’ må jo netop ikke siges til en vantro. Historien handler derfor mest af alt om hvor dybt islamiseringen af sjælene stikker (LFPC).
FN: En parasit på nationalstaterne
Venstres udenrigsordfører Søren Pind har lagt sig ud med statsministeren og udenrigsministeren i sit syn på FN. Pind kalder FN en tung, bureaukratisk snakkeklub, der giver legitimitet til denne verdens diktaturstater. Han foreslår i stedet en sammenslutning af demokratiske stater som et alternativ til FN. FN spiller en central rolle i landets udenrigspolitik, og dydsirede tanter fra oppositionen er ligefrem “bestyrtede” over Pinds udmeldinger, for han “skader Danmark”. Men Pind har ret: Lad os smide FN på historiens mødding. FN er nemlig islamiseret, uansvarlig og ubrugelig for Vesten. Kasper Støvring: Smid FN på historiens mødding
Al Qaeda, Alinsky, og Kirkeasyl
I den fløjkrig der lige nu har sit brændpunkt i spørgsmålet om nogle videooptagelser af rydningen af Brorsons Kirke, synes to modsatrettede tendenser at være oppe imod hinanden: ‘Vores side’ har et væld af ubehagelige facts at underbygge vores argumenter med – historien, økonomien, kriminalitetsstatistikken, teologien, demografien osv. – som modparten ikke kan imødegå med argumenter, hvorfor vi ser et velkendt udvalg af undvigemanøvrer som ad-hominem-angreb, nazikortet, stråmænd, vold og trusler om vold, chikane mod debatter og bloggere. Til gengæld tæller den anden side tilsyneladende betydeligt mere drevne og skolede organisatorer end vi kan stille med, hvilket også virker logisk i og med at ‘vi’ gerne er almindelige bekymrede borgere uden aktivistisk erfaring at trække på, hvorimod venstrefløjen jo netop har denne erfaring i overflod.
Om Kirkeasyl i orkestreringen og brandingen af de afviste asylansøgere eksplicit har trukket på klassikere fra det yderste venstre er selvfølgelig umuligt at sige. Måske er det bare udtryk for måder at forholde sig til tingene derude på fløjen, men under alle omstændigheder kan man finde ideer i denne sælsomme hybrid af Gutmenschen, præster og voldelige venstreekstremister som er blevet formuleret i tresserideologen Saul Alinskys klassiske værk Rules for radicals. Det skal bemærkes, at Alinsky har spillet en stor rolle for senere notabiliteter som Hillary Clinton og, ja, Barack Obama. Skal man tro konservative amerikanske sites er der for de to langt fra tale om ungdommeligt sværmeri, men snarere at deres fod indenfor establishmentets absolutte top er kronen på værket på denne skoling. Under alle omstændigheder virker disse bon mots fra Alinskys bog ikke så lidt velkendte i forbindelse med Kirkeasyl og de anstændiges brigade i almindelighed:
Rules for Power Tactics: