Man kan forstå, hvis Seidenfaden og Politiken vil skåne sig selv for en udgift på 20 mio kroner, det har en lille dansk avis ikke råd til. Men hvis de også vil bevare vores respekt og deres egen journalistiske selvrespekt, burde de i det mindste skifte de floromvundne undskyldninger ud med en kortlægning af, hvad der i virkeligheden foregår, nemlig: Saudiske, wahabistiske dollarmilliardærers ofte vellykkede forsøg på at knægte det frie ord i den frie verden ved hjælp af britiske domstole. Den type journalistik har de indtil videre overladt til én af de aviser, Seidenfadens håndtryk har efterladt i stikken. Ingen der kender taktikken bag advokat Yamanis mafiametoder – at bruge vores egne love imod os selv og vores trykkefrihed, -køber Seidenfadens ammestuehistorier. »Man ser ofte, at de velhavende sagsøgere påfører deres modstandere så store omkostninger, at disse til sidst ender med at indgå forlig, fordi de ikke har råd til at kæmpe for ytringsfriheden.« Listen over store og små mål for  denne taktik er meget lang og inkludrer navne som Oriana Fallaci og Mark Steyn. Det er på høje tid der også i Danmark bliver  kastet lys over denne trussel mod vores ytringsfrihed, og Politiken burde som et offer for denne afpresning, være den første avis til at afdække det journalistisk. Sig sandheden og genopret noget af Politikens ramponerede renommé. Her er et kondenseret case-study af legal jihad:

Rachel Ehrenfeld sagsøgte Mahfouz tilbage ved en amerikansk domstol, men tabte  både den sag og en appel. Den saudiske milliardær, der havde ejendomme i Enlgand, Irland, USA og Schweiz døde i august 2009 efter mange veludførte ugerninger, men hans metoder har overlevet ham: Khalid bin Mahfouz, Saudi Banker, Dies at 60.

The Islamist movement has two wings — one violent and one lawful — which operate apart but often reinforce each other. While the violent arm attempts to silence speech by burning cars when cartoons of Mohammed are published, the lawful arm is maneuvering within Western legal systems.

Lars hvidberg: Det er langtfra noget tilfælde, at Politikens forlig med de 93.943 efterkommere af profeten Muhammed blev indgået netop i London. Den engelske hovedstad er nemlig blevet metropol for ekstremt dyre injurie-retssager, hvor omvendt bevisførelse og dyre salærer er blevet en dødbringende cocktail for ytringsfriheden.Politiken fanget i injurie-turisme.

Saudiske, russiske og andre rigmænd bruger britiske injurielove til at lukke munden på kritiske journalister og forfattere. Medieadvokat anslår, at en sag om danske dagblades offentliggørelse af Muhammed-tegningerne vil koste op imod 20 mio. kr. Britiske domstole bruges i kamp mod frie medier.

20.000 irakere til Sverige i 2010

Sweden’s immigration authority expects up to 40,000 asylum-seekers this year, about half of them from Iraq. The center-right government so far has resisted clampdowns on immigration seen in many other European countries. Tobias Billström Cecilia Malmström: Sweden urges EU to open doors to Iraqi refugees.

Pakistan: 25 års fængsel til kristent ægtepar for at berøre Koran

En af de historier der ikke overrasker overhovedet i vores del af blogverdenen, men som skulle udråbes fra hustagene som endnu et dementi af kulturkløftens dødeste punkt: Selvsvings-memet om at ‘ytringsfrihed ikke er frihed til at håne andres tro’. Hver eneste dag falsificerer virkeligheden dette nærsynede perspektiv – islamisk påkaldelse af krænkelse ender ikke ved karikaturtegninger,  men kan lige så vel benytte utilsigtede bagatelhandlinger som påskud. Det sker hver eneste dag verden over: Ikke-muslimer lynches eller idømmes groteske fængselsstraffe for handlinger som denne, handlinger som i mange tilfælde er rygter eller opdigtet som belejlig hævn ud fra helt andre motiver. Via Jihad Watch :

A court in Kasur district, Punjab, convicted a Christian couple, Munir Masih and Ruqqiya Bibi, to 25 years in prison. According to the Centre for Legal Aid Assistance and Settlement (CLAAS), judge Ajmal Hussein convicted the couple for touching the Qur‘an without washing their hands.

Munir Masih and Ruqqiya Bibi were released on bail last January, but were re-arrested after the judge ruled against them. The husband was locked up in Kasur’s district prison; the wife was sent to the women’s prison in Multan. Both have started serving 25 years behind bars. CLAAS, an association that fights for the rights of the poor and marginalised, said that the couple was accused of “contaminating” the Qur‘an when they touched it “without washing their hands”. […] Punjab: Christian couple touches Qur‘an with dirty hands, gets 25 years in prison

Interessante perspektiverende oplysninger fra, ja, Naser Khader (LFPC):

[…] For Shaikh Muhammed Tahir ud-Qadri, der er den islamistiske bevægelse Minhaj-ul-Qurans åndelige og politiske overhoved, har blod på hænderne. Den ’respekterede lærde’ var nemlig rådgiver og religionsminister for militærdiktatoren general Muhammad Zia-ul-Haq. Og takket være Tahir ud-Qadri indførte Pakistan islamisk styre, hvorunder de berygtede og forfærdelige blasfemilove blev vedtaget, og som stadig gældende – love, der har betydet døden for mange kristne – og muslimer – der på den ene eller anden måde har kritiseret islam.

At det overhovedet er muligt at dømme folk til døden for blasfemi i Pakistan kan man altså takke den elskværdige jurist Tahir-ul-Qadri for. Ul-Qadri spillede en central rolle i udbredelsen af den korrekte islamiske lære i Pakistan. Da Pakistans føderale Shariadomstol i begyndelsen af 1980erne ophævede ‘rajm’ (stening til døde) for utroskab, trådte han ind som juridisk konsulent for militærregimet, der ville have stening genindført. Og dette lykkedes også ved en ny dom efter fire dages procedure forestået af ul-Qadri. I 1985 lykkedes det ham at overbevise Shariadomstolen om, at foragt for profeten skulle straffes med døden – og det uanset om forseelsen var direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst – og at end ikke anger kunne fritage misdæderen for dødsstraffen. […] Naser Khader: Fatwa mod terror med blod på hænderne

Canada: Kvinde bortvist fra skole over niqab

Så så, det gjorde jo slet ikke ondt? Det siger uhyggeligt meget om vores tid at denne nyhed står under “breaking news” i canadiske Winnipeg Free Press. Ufattelige ressourcer af tid, kræfter og penge vil blive brugt i vestlige lande i resten af vores levetid på at holde formørkelse som dette stangen, og som Tyrkiet lysende klart illustrerer, kan selv drakonisk gennemtvungne fremskridt alligevel ende med at blive tilbagerullet. Via Jihad Watch (LFPC):

A Muslim student who was kicked out of a Quebec classroom for wearing a religious face-covering has accused the provincial government of trampling on her human rights. She has filed a complaint with the Quebec Human Rights Commission.

But the government is sticking by its guns. A spokesman for the province’s immigration minister says the woman could have stayed in the French class had she agreed to remove her niqab for certain exercises.

The woman’s teachers say the garment kept her from improving her enunciation and other language skills. The school reportedly asked the government to intervene after it spent months trying to accommodate her religious beliefs.

Among other things, the school allowed her to give oral presentations with her back facing the class. The government move is earning some plaudits, even from moderate Muslim groups. Que. government forced woman from classroom for refusing to remove face covering

“Alla är vi rasister”

Der er grundlæggende to måder, hvorpå man kan forholde sig til det sociologiske faktum, at mennesker har mest tillid til dem, der ligner dem mest (Putnam m.fl. Lav social kapital i multikulturer.)  Fornuftens og den svenske. Fornuftens er, at det må vi hellere tage ad notam. Den svenske er, som man også kunne kalde “den Radikale”, at det må vi se at gøre noget ved. Det svenske problem har vist sig at være, at de ikke har kunnet lave om på den menneskelige natur, et fald fra hybris´tinder og en social katastrofe, der endnu ikke helt er dæmret for åndspersoner som DNs kulturchef. Herunder skæres den svenske model ud i pap. (Stefan Jonsson er  kulturredaktør på DN.)

“Du är också rasist. Det är inte en anklagelse. Det är ett konstaterande.” Det är journalisten Oivvio Polites ord. Rasism handlar främst, enligt Polite, om kategorisering av människor. Han menar att vi alla lever i en värld där sorteringen av människor hela tiden pågår. Rasism är ingenting som går att placera utanför oss själva, hos några andra. Så länge vi lever i en värld som bygger på att skapa skillnad går det inte att tro att vi själva inte deltar.

Stefan Jonsson spårar en förändring i den svenska rasismens diskurs. Han går tillbaka 1993, då hans bok “De Andra. Amerikanska kulturkrig och europeisk rasism” kom ut. Han återvänder till sina egna teorier och finner att diskrimineringen delvis fått ett nytt ansikte, en sammansmältning av kulturellt motiverad och ekonomiskt motiverad rasism. Dagens rasism handlar om värden – kulturer, människors och varors. Som exempel tar han bland annat Folkpartiets förslag om språktest, som framfördes under 2002 och 2006 års valrörelser. Ett test som Jonsson menar syftar till att mäta värdet på enskilda invandrare genom att särskilja “hårt arbetande, utbildade, ambitiösa, kvalificerade, kravlösa och assimileringsvilliga” – från dem som inte är det.

Ja, utestängning av människor utgör den nutida rasismens kärna. En klassificering och värdering som utgår från hudfärg och från bakgrund. Det får mig att tänka på idéhistorikern Michael Azar, som menar att den normerande svenskheten innebär att allting annat och alla andra blir avvikande. Azar beskriver hur diffust gränserna för svenskheten dras: “en äkta svensk är den som inte är som den som inte är det.”

Rapport från Sopornas planet är en bok som kräver saker av sin läsare: tid, uppmärksamhet och tankeskärpa. Det är en bok att återvända till. En läsning räcker inte, inte om man på allvar vill ta till sig den bredd och det djup som fogas samman i essäerna. Det finns oändligt många spår att följa. I den inledande essän “Nordens hjärta” kopplar Stefan Jonsson rasismen i de nordiska länderna till kolonialismen, i en annan text diskuterar han att journalistiken har kommit att handla om fiktioner medan konst, litteratur och film har politiserats.   UNT.SE

“Utestängning av människor utgör den nutida rasismens kärna”, Johnsson vil så være enig i, at den kristne irakiske fordrivelse af muslimske irakere fra Södertälje,  “er  racismens nutidige  kerne?” Og araberes fordrivelse af jøder fra Malmø ? Eller kan irakere og andre arabere overhovedet være  “racister” i DN´s optik ? Spørgsmålet er ubesvaret men eftersom at en del – med en svensk kommunes ord, pdf – kommer direkte fra middelalderen til Sverige, var det måske rimeligt at antage at de kunne lide under  visse umoderne forestillinger, som DN ikke deler?