(Bruce Bawer, Jette Dali og Hans Rustad i fotografens køkken, 2006.)

af Bruce Bawer

Da Martin Krasnik interviewede Lars Hedegaard i Deadline i søndags, brugte han den norsk-amerikanske forfatter Bruce Bawer som bevis på Lars Hedegaards stigende isolation. Bruce Bawer er, udtalte Krasnik ”en af de mest seriøse kritikere af islam”: ”Vi taler om ret respekterede mennesker på den islamkritiske højrefløj, der alle sammen siger, at du har gang i noget, der er løbet helt af sporet”. Men Bruce Bawer kan slet ikke genkende sig selv i Krasniks beskrivelse: Læs hans kritik af Krasniks interview her.

Krasnik er en falskmøntner

Af Tim Pallis

Jeg har tabt alt for Martin Krasnik – det er en ommer, som Lone Nørgaard skriver på 180 grader. Det kunne ikke falde mig ind at læse han bog “De Retfærdige”, som Michael Jensen foreslår på Snaphanen. Den er ikke god nok i min optik. Jeg husker godt, da den unge journalist Martin Krasnik tog rundt i Mellemøsten efter Muhammed-tegningerne for at møde de muslimske lærde. Jeg syntes ikke hans udsendelse i DR var begavet nok. Det sagde jeg højlydt en dag blandt kolleger på Det kongelige Bibliotek. Der lød er ramaskrig for Krasnik var allerede den gang det nye store format i DR.

Jeg blev tavs, fordi jeg godt kendte deres kulturadikale indstilling. I dag får jeg oprejsning. Krasnik er ikke begavet nok til det job han har. Han er indbegrebet af DDR = Danmarx Dhimmie Radio og Politiken-segmentet. Tøger Seidenfaden og Bo Lidegaard kunne ikke have gjort det bedre. Jeg husker tydeligt den aften i Forfatterforeningen, hvor Tøger kastede smuds på Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet og derefter gik sin vej for ikke at komme i hård dialog med uenige tilhørere.

Krasnik har nu taget masken af, og vi ser en falskmøntner, som i mange år har fascineret læserne og seerne med en kulturradikal forståelse af Islam, som ikke har bund i virkeligheden. Han har blot et overfladisk politisk, religionssociologisk kendskab til islam. Måske har han læst nogle bøger af Jørgen Bæk Simonsen, som ser på islam med marxistiske briller.

Krasnik formåede ikke at overbevise mig om, at han havde lært en snus af sit mikrofonholderi overfor lærde Sharia-teologer i Østen. Han gjorde ikke sit hjemmearbejde godt nok dengang og heller ikke denne gang. Det kommer helt sikkert til at svie til ham i fremtiden, thi det makværk han præsterede i Deadline i går glemmer vi aldrig. Jeg er ærligt talt rasende og kunne næsten ikke falde i søvn i nat på grund af min galde.

Krasnik tror, at der er findes et mindretal af fanatiske “islamister” og at Islam er en anden sag. Han ved ikke hvad Islam er for en størrelse og aner ikke at de politiske “islamister” netop er de millioner muslimer, som han forsvarer. Han ved heller ikke, at alle muslimer accepterer, at Islam både er en religion og en totalitær ideologi, som vil dominere overalt. Men jeg skal gerne kort belære ham om følgende:

I den bosniske præsident, Izetbegovic’s islamiske manifest siges det:

”Der kan ikke blive tale om nogen fred eller sameksistens mellem Islam og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner. Den islamiske bevægelse skal og kan tage magten, så snart den er moralsk og antalsmæssigt stærk nok til det, ikke blot for at ødelægge den ikke-islamiske magt, men også for at bygge en ny islamisk magt op i stedet.”

Den tyrkiske præsident Erdogan har sagt noget lignende:

“Moskéerne er vores kaserner, minareterne er vores spyd/harpun, kuplerne er vores skjold, troende muslimer er vores soldater… koranen er vore grundlov, tørklæde er vores fane…”
“For os er demokrati ikke et mål, med et hjælpemiddel. Vi er tilknyttet til demokrati, indtil vi når målet. Det er for os ligesom et S-tog, når vi kommer frem til vores station, så hopper vi af.”
“Man kan ikke både være muslim og verdslig, det er to modsætninger ligesom magneters modpoler, der aldrig kan være sammen.”
“Vores reference er islam, vores eneste mål er islamisk stat.”

Og Det muslimske Broderskabs leder har sagt:

“The Muslim Brotherhood must understand that their work in America is a kind of grand Jihad in eliminating and destroying the Western civilization from within and ‘sabotaging’ its miserable house by their hands and the hands of the believers so that it is eliminated and Allah’s religion is made victorious over all other religions.” — Mohamed Akram, “An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Group in North America,” May 22, 1991, Government Exhibit 003-0085, U.S. vs. HLF, et al. P. 7 (21).

Martin Krasnik skrev et smukt beundrende brev til Lars Hedegaard og spurgte, om han ikke vil være med i Deadline til et langt interview. Hedegaard anede ikke uråd og kom uforberedt. Krasnik havde forberedt sig godt med argumenter, som kun kan gennemskues af folk med et dybere kendskab til den islamkritiske debat gennem årene, men ikke af det kendskab Krasnik har til kritikken af islam-kritikerne.

Den almindelige dansker foran skærmen ved ingenting om disse detaljer og slugte den populistiske journalists skarpe insinuationer råt. Stakkels Hr. og Fru. Danmark bag kakkelbordene en sen aften. De unge var slet ikke til stede, fordi de var sammen på Facebook eller til fest.

Lars Hedegaard er et stilfærdigt, vidende og troskyldigt menneske med stor bekymring for verdens fremtid og dens udsigt til islamisering og opløsning af vore gamle kulturværdier. Og Vupti! bliver han i løbet af 30 minutter til en skurk, en ekstremisk, en galning og demagog, som prøver at overbevise befolkningen om, at der er en sammensværgelse i gang, en islamisk magtovertagelse af Danmark, som vi bør befri os fra med samme midler som frihedskæmperne under anden verdenskrig. Krasnik vovede endda at sammenligne Hedegaards bestræbelser med falskneriet “Sions Vises Protokoller”. Det var en frækhed uden lige og tæller for et Nazi-kort.

Hedegaard var slet ikke parat til den anklage. Han var ikke forberedt på, at man fra den kant ville sætte ham i en standret. Hedegaard har desværre ikke TV tække og er ikke særlig verbal stærk i munden. Det er bestemt ikke unormalt, at en forfatter, som skriver godt, ikke også er god til at svare igen mundligt, når han bliver angrebet. Det er set før.

Martin Krasnik, som ikke er bange for at kaste smuds, var nådesløs og vandt tilsyneladende debatten på et falsk grundlag. Jeg tror beklageligvis ikke, at der er mange som kan genneskrue, at han i virkeligheden bemægtigede sig territoriet med flere fuldstændig uholdbare og billige argumentationer. Hedegaard fik ikke et ben til jorden før endnu en ny overraskende løs påstand overrumplede ham.

Forløbet var dybt skandaløst og Krasnik gennemførte sit karaktermord før Hedegaard nåede at stoppe sin anklager og dommer. Han skulle fra først af have sagt til Krasnik: Vil du hører på, hvad jeg har at sige, eller vil du angribe mig? Det burde Hedegaard have sagt allerede i begyndelsen, da Krasnik indledte med at sige: “Det er nu seks uger siden at Lars Hedegaard sagde at han blev overfaldet.”

Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Af samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid og Islam og den rationelle fornuft.