de der tror de gør det slet ikke, og mange svenskerne ikke forstår deres politikere.  – Jimmie Åkessons partiledertale efter valget er nogle dage gammel, men der er én god grund til at bringe den, nemlig SVT’s behandling af talen. Kort inde i talen svingede deres dækning over til Vänsterpartiet, hvor hele salen råbte “Krossa rasismen” af fuld hals. De vendte naturligvis ikke tilbage til Åkesson igen. Der fik SD lige 20.000 stemmer til, og svenske medier har i denne valgkamp vist sig som en en komplet skandale. SD har iøvrigt i dag fået 10.000 flere stemmer ved fintællingen, så de nu er oppe på 798.407. Resultatet er endnu præliminært, så da kan komme over 800.000.

Tilbage til forståelsen. De begynder det forkerte sted, de forveksler årsag med virkning og tager politikerne for pålydende. Sverige giver igen mening, hvis man tror det handler om asylpolitik “an sich”, selvom alle politikerne taler med patos om de, “der flykter från krig och förtryck.” Det er ammestuesnak de ikke selv tror på, det er en fornærmelse mod gennemsnitsintelligente og man kan se det på deres ansigter: Reinfeldt, Ullenhag, Lööf. Svenskere er ikke gode løgnere, det er en kompliment og den eneste de får af mig.

Hvis det handlede om at beskytte “mot krig och fortryck”, ville Sverige give ikke ophold til fire gange så mange som resten af Norden tilsammen. De ville ikke ligge nr. 1 i Europa før Tyskland. De ville ikke annoncere efter indvandrere fra hele Mellemøsten, bare de kalder sig syrere. De ville ikke give asyl til titusinder af børn, der ikke er børn. Asylbedrageriet er enormt, de ville ikke se igennem fingre med det, hvis det drejede sig om godhed.

De ville ikke gøre hundredetusinder til svenskere, hvoraf de 91 procent hverken kan bekræfte deres identitet eller begrunde, at de er flygtninge i konventionens forstand. Hovedparten af de svenske opholdstilladelser er ‘humanitære’. Sverige har på en generation radikalt ændret 34.1 procent af befolkningen, det er ikke rationelt alene med asyl som begrundelse. Hvis man ser på Migrationsverkets praksis og Migrationsdomstolens beslutninger, er de ikke begrundet af noget i Flygtningekonventionen. Sverige følger ikke mange af sine egne love på asylområdet. Hvorfor?

Store dele af debatten om det svenske valg foregår i blinde, selv i Sverige. Man taler forbi hinanden, man spekulerer, man psykologiserer. De politiske kandestøbere har kronede dage med fantasifulde udlægninger, men det er skyggeboksning.

Asylpolitik er ikke årsagen i Sverige, den er midlet til at gennemføre en social revolution, som er besluttet for en generation siden. Det handler om ideologi og om ikke at fravige en besluttet kurs, uanset dens efterhånden særdeles skadelige økonomiske og sociale omkostninger. Det handler ikke om pragmatisme eller rationalitet på fremmedområdet. Det handler ikke om godhed eller ‘generøsitet’. Det handler om love og principper, vel at mærke ikke om internationale konventioner, og om at ændre Sverige så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt, og svenskerne er effektive ad Helvede til. Hvis man ikke ser det, er det uforståeligt hvad der foregår.

Riksdagen følger en kurs, der blev lagt da den i februar 1975 vedtog Olof Palme og Anna Greta Lejons forslag 1975:26 Regeringens proposition om riktlinjer för invandrar- och minoritetspolitiken m. m., der i praksis skulle gøre Sverige ‘mångkulturelt.’

Det er siden fulgt op af Sverige, framtiden och mångfalden – från invandrarpolitik till integrationspolitik Prop. 1997/98:16 og grundlovsændringen i 2010, hvor blandt andet EU skrives ind, indvandrere ikke længere er forpligtet til at tilpasse sig Sverige, ikke behøver lære svensk og statsborgerbegrebet udvandes netop på et tidspunkt, hvor Canada, England og Tyskland offentligt undsiger det hidtidige multikulturbegreb.

I hele den tid fra 1975, er Luciabeslutet i 1989 den eneste gang, virkeligheden har fået lov at influere på svensk fremmedpolitik. Ganske kort blinkede Riksdagen med øjnene. Så lukkede den dem igen i september 1991. Man kan godt gribe længere tilbage, som Ketil Raknes gør det i kronikken Folkhemspopulismen i dag, men det er ikke nødvendigt.

Sverige stod på sit historiske zenith i 1975, Palmes største problem var, hvor han skulle finde på at bruge landets mange  penge. Han havde verdens  ædleste Rolls Royce at styre, nu var der ikke andet tilbage end at lakere den lyserød. Når jeg ser ham for mig, tænker jeg på Elvis og Michael Jackson, en rockstjerne der begynder at blive underlig i hovedet.

Idag ville han nok have konverteret til islam som en Cassius Clay/ Muhammed Ali. Ti år senere, var han træt af Sverige og overvejede FN-generaldirektørposten. Nu står svejseren Stefan Lövén med arven fra Sankt Olof. Jeg misunder ham ikke. Han ligner et godt menneske, der er på vej ud i et mareridt, der ikke er hans.

Når 13 procent af svenskerne nu i 2014 stemmer SD, er det en 39 år forsinket protest mod Olof Palme og Anna Greta Leijon. Det er sent at protestere, men det har ikke været muligt før, fordi emnet ikke har været til diskussion hverken i pressen eller i valgkampe. Mange havde jo gerne set, det var forblevet sådan, men tidens gang har spillet dem et puds.

Sverige kører på skinner, og det er besværligt at omlægge en baneføring, selvom den begynder at ligne John Voigt-klassikeren “Runaway Train.” (1985, original Akira Kurosawa) SD opfattes derfor ikke så underligt som kontrarevolutionære. De har desværre alle argumenterne på deres side, så modparten må gribe tilbage til argumenter om partiet, som det var før Jimmie Åkessons forgænger Michael Janssons tid, altså tilbage inden 1995.

Det ser man også af den seneste kampagnebog, der er ukommet, Expressen-journalisten David Baas: Bevara Sverige svenskt. Den bekæmper et fantasiparti, som ikke har eksisteret længe, men som ikke må dø, fordi man så står helt uden argumenter. Politiken anmelder den i dag, men den vil lægge yderligere et røgslør over Sverige for avisens læsere. Man hørte også Per Svensson klynge sig til fascistargumentet i diskussion med Jalving i går. Det lyder som ævl, fordi det er ævl. Så desperat nøgen er den svenske kejser i det skærende klare sensommerlys.

Frie ytringer på internettet er, hvad der kom i vejen for den styrede, svenske debat. Nettet skabte “kontrarevolutionen,” Palme ikke havde kunnet forudse. Hans Sverige var langt mere topstyret og elitært, ligesom han selv tilhørte den øverste overklasse. Viden var ikke så demokratiseret, og den nuværende svenske styringstradition er i virkeligheden er overlevering fra hans tid, der ikke vil være holdbar.

Det er ganske meget at bede Riksdagen om, at lægge kursen om efter så lang tid. Det vil heller ikke ske, så længe de kan undgå det. Se blot hvor hårdt de kæmper lige nu, men man kunne måske bede dem om at forklare sig bedre om bevæggrundene, så svenskerne forstår hvad der foregår.

Det ville også gøre det nemmere for danske journalister og politikere som Claus Hjort Frederiksen og Søren Pind at finde ræson i galskaben. David Trads tror, det handler om godhed og humanisme, men det er der ikke noget at gøre ved. Den sidste naive snakkemaskine bliver født hver dag.

Historien er smækfuld af skikkelser, der ikke kunne eller ville improvisere. Tænk på, da Hitler mod al militær fornuft indledte katastrofen Operation Barbarossa, fordi han ikke kunne glemme sin ungdoms kongsstanke, Lebensraum i øst. En idés værdi er altid afhængig af dens samtid. Jeg tror ikke, at grunden den svenske usmidighed primært er psykologisk, selvom der er psykologi indblandet. Jeg tror den er systemisk og historisk.

Riksdagen er beskrevet af nationaløkonomen Anne-Marie Pålsson som et Knapptryckarkompani, hvor næppe mere end to håndfulde har egentlig magt og bestemmer alt, og resten er stemmekvæg. Det er 300, hvor fra man nu må regne SD’s 49 mandater. Det svenske oligarki (fåmandsvælde) har fået sin første egentlige opposition i mange, mange år. Hvis man havde haft demokratiseret Riksdag, ville den ikke i 40 år have forfulgt en forkert politik og en potentiel ulykke. Hvis man havde haft en demokratisk sindet presse som korrektiv, heller ikke.

Sverige er et teaterdemokrati i en ultra-demokratisk tid,  som nu viser det sine værste sider frem, dem der peger imod at fremtiden bliver den værste fra multikulturen og det værste fra modstanden imod den. Lidt som jeg har hørt nogle teologer beskrive islam: Det værste fra kristendommen og jødedommen kombineret. Sverige skal prise sig lykkelig over, at modstanden endnu kun er demokratisk, det er virkelig mere held end forstand.

Spørgsmålet er nu, om Sverige når helt eller halvt til Stalingrad, ja om det overhovedet kan undgås med det, der allerede er sket. Stopper toget Sverige, virker sporskifteren eller pulveriseres det, når sporerne holder op?

Hvis svensk politik var styret af fornuft, erfaring og pragmatisme, ville Riksdagen allerede have gjort, som professor Arnstberg foreslår her. Hur SD kan bekämpas, så att de i nästa val hamnar nedanför riksdagsspärren. Kasper Støvring skriver om Den svenske illusion om det plastiske menneskemateriale, også ideologi overleveret fra fortiden, først og fremmest 1968 og Marx.

Forstår jeg selv Sverige? Til dels, men åbenbart aldrig helt, så ville det være sket på dette tidspunkt.

Se også Kasper Støvring Søren Krarup om den demokratiske terapi

Når Sverige engang i den nærmeste fremtid bryder sammen og bliver en af denne verdens fejlslagne stater, kunne Danmark passende indgå i en koalition af frie stater og invadere Sverige, afsætte regeringen og indsætte Søren Krarup som guvernør! For om noget har Sverige manglet en stridsmand af Krarups karakter og format.