Kirsteligt Dagblad er den avis, der gør mest ud af jubilæet. I går Garff, i dag You Tuben Hvad vidste Kierkegaard om kærlighed?. Min egen Kierkegaardraptus faldt sammen med gymnasieårerne og det lykketræf, at jeg havde Peter P. Rohde som lærer og senere som ven. Han udgav i 1962-64 Kierkegaards samlede værker med sin egen tilføjelse, Et geni i en købstad, og da det hele tillige foregik på Kierkegaards egen skole, Borgerdydskolen, var rammen sat for en litterær kærlighedsaffære.

Sprogligt var man klædt på til den med dansk, tysk og latin, det var mere tankens flugt, det kunne knibe med i så ung en alder. Men der er mange store forfattere, man har godt af at komme til, inden man helt er moden nok til dem, så har man dem et langt liv at vokse med. Det er ikke noget krav til god undervisning, at unge skal forstå alt. De skal klappe i, slå ørerne ud.

Kierkegaard skriver et sted til sidst i forfatterskabet (cirka), “at han ikke håber, det danske sprog har haft skam af, at han har benyttet sig af det.” Det må være alletiders underdrivelse. Man kan lære det mest slebne danske af at læse Kierkegaard, eller man kan i al fald få forbedret sit eget sløvede sprog. Ingen har drevet dansk til større udtryksfuldhed end han.

Kierkegaard gik sig fra sine sorger og til sine tanker. Han gik så meget, at folk nægtede at tro, han var forfatter til de enorme mængder, han skrev på så få år. En mand der flanerede dagen bort som Sokrates, det kunne ikke være muligt.

Populær bliver Kierkegaard aldrig, han kommer ikke til at ligge på nogen kulturministers natbord, men kan folk ikke lære andet af ham, så kan de i al fald lære en sund og naturlig afsky for journalister. “Journalists are filth” for at citere….nå, ja – en journalist, der dog har et ærligt levebrød at falde tilbage på. Niels Lillelund skriver i Folkets røst, Jyllands-Posten, 05.05.2013 (ikke online)

Stueren bliver Kierkegaard aldrig, og han er derfor stadig aktuel…..Der er naturligvis noget djævelsk ironisk i, at fejringen her i avisen af Søren Kierkegaards fødselsdag indbefatter en såkaldt voxpop, kort for vox populi, folkets stemme. Lige så glad filosoffen var for at tale med jævne mennesker fra sadelmagere til barnepiger, lige så meget foragtede han det begreb om mennesker, der fylder vores dagligdag; mennesker målt i mængde, mennesker som kvantitativ størrelse, eller bare danskerne, dette bredt anvendelige begreb, der altid er afsender, og den ene dag mener ja, den anden nej, den ene dag kræver forandring og den næste frygter fremtiden, som går ind for aktiv dødshjælp i dag og køber flere sommerhuse i morgen. Vores moderne mediedemokrati, der er én lang meningsmåling, er i høj grad en opfyldelse af Kierkegaards dystreste forudsigelser om demokratiet, som jo netop er blevet et stemningsdemokrati frem for alt.

Ak. Det nytter ikke noget. Kierkegaard var anti-demokrat, så med foragt på de politiske krav, der blev stillet fra liberale kredse og undrede sig sarkastisk over, at man krævede ytringsfrihed, når man nu havde en tankefrihed, man ikke brugte til noget. Det sidste er vittigt sagt, om end man kan indvende, at man ikke kan dømme om menneskers brug eller ikke brug af deres tankefrihed, hvis de ikke samtidig har lov til at ytre sig om, hvad de tænker.

Og lad så Kierkegaard få det sidste ord, for hans had til pressen som publikums selvbestaltede talsmand er jo legendarisk og maner til ydmyghed hos nogle af os: »Der kan blandt Slagtere findes brave Mænd men en vis Raahed er uadskillelig fra det at være Slagter, det hører med til Professionen.

Værre med det at være Journalist: en vis Grad af Uredelighed er uadskillelig fra selv den redeligste Journalist. Slægtens dybeste Affald fra Gud er betegnet ved »Journalisten«. Det er det ugudelige Forsøg paa at gjøre et Abstractum til den absolute Magt; og Anonymiteten det var Fuldendelsen i Løgnens Triumph.« Touché.

Fra Kierkegaard-rummet på Københavns Bymuseum Billederne er traget for nogle år siden med et ringere kamera.

1) Kierkegaards skrivepult

2) Et palisanderskab Kierkegaard fik lavet hos en snedker på Østergade: Han skriver :

” En palisander piedestal jeg selv har ladet gøre, medens jeg boede på Nørregade på 1. sal. Den er efter min konstruktion og med anledning i ord fra hende den elskelige (Regine Olsen). Hun sagde at hun gjerne ville takke mig hele livet igennem, om hun så skulle bo i et lille skab. Derfor er den dannet uden hylder. I denne findes alt omhyggeligt gemt, alt hvad der minder mig om hende, og ville kunne minde hende om mig”

3) Regine Olsens forlovelsesring i diamanter. Det siges at Kierkegaard fik diamanterne omdannet til et kors, da han fik den tilbage fra Regine. Han bar den til sin død.

4) Forskellige ejendele, en kandelaber, kaffe og the-kop, merskumspiber, pengepung af skind m.m.