Et forord til en bemærkelsesværdig artikel: Jeg læser bladet og ikke kun, fordi jeg har en ven der er politibetjent. Det er gode folk, der arbejder på det. Journalisten, socialrådgiveren og forfatteren Gunnar Sandelin får taletid sidst i artiklen. I Sverige er han en ikke-person bortset fra to kronikker i Dagens Nyheter med års mellemrum. Nogle uddrag om det særligt udfordrede boligområde der, hvis man skal sige det som det er, er blevet koloniseret fra Mellemøsten ligesom resten af landet uigenkaldeligt er blevet.
Jeg burde have nogle illusioner om et svensk Sverige, en sameksistens, får jeg at vide “kampen er aldrig slut”. Desværre, jeg har set for meget, jeg har dem ikke. Sverige er stillet over for et fait accompli. The future is murder – det har den allerede været de seneste tyve år. Mange er døde, mange flere vil dø.
Svensk politisk debat er surreel, når man husker på de døde og lemlæstede på politikens alter. De har aldrig eksisteret ifølge politikere og presse. Mindes man dem, er man suspekt. Når ‘samfundet’ gerne vil glemme dem, er det subversivt at huske dem. Jeg husker de dræbte svenskere allerede i 1995, hvis død er tabu. Jeg taler ikke bare om den døde og skændede Elin Krantz (Elin, et offer for svenske politikeres fremmedpolitik) og de mange andre unge, døde svenske kvinder, eller om den 44-årige Tommy Lundén i Ludvika, der skulle dø uden anden grund end at politikernes klient Erick Mushitu Mwinkeu havde lyst til at banke ham ihjel.
Jeg taler om en ung mand, der står ved et bustoppested i Malmø i 1995, som får en kniv i maven af en ‘nysvensker’, der rammer hovedpulsåren. Han dør på stedet ‘som en hund’, Kafkas Josef K’s kommentar til sin død. Den slagtede er måske endnu i Sydsvenskans arkiv, men sandsynligvis er han borte, som om han aldrig havde eksisteret. Den belejlige tavshed har sænket sig over hans lig i 18 år. Hvis han ikke havde nogen familie, så har han aldrig eksisteret. Kun jeg husker ham, og jeg kender ikke engang hans navn.
Sådan ærer Sverige sine døde, ubekvemme ofre for en større sag, beklagelig colllateral damage. Hvor mange døde kan de tåle at fortrænge, hvor mange døde skal der til, for at folket går koporligt løs på øvrigheden? Det er den ubekendte faktor. Hvis jeg tilhørte svensk øvrighed, ville jeg være spændt på det.
Sveriges regerende politikere og journalister har masser af blod på hænderne, og det kan indhente dem, det bør de kalkulere med, hvis de har en halv hjerne tilbage. Gud nåde og trøste dem, hvis det sker, da vil Palmes og Lindhs død vil være en Carl Larsson idyl sammenlignet med, hvad der venter dem. Svensk politik handler i ekstrem grad om kontrol. Netop disse år handler om kontroltab på alle fronter. Internettet skyder hul i dem, som i en schewizerost. Vil der være et rottehul på Södermalm stort nok, hvor magten kan gemme sig for sin skæbne?
Sverige akkumulerer betydeligt mere folkeligt tryk end andre europæiske demokratier. Ingen steder er politikken så ekstrem, og ingen steder er meningscensuren så hård. Ethvert autoritært styre lever på lånt tid. Jeg ser ingen politiker i Sverige, der ikke nu køber sig kostbar tid. Vil trykket, når det udløses, betyde at den mediepolitiske elite bliver klynget op med hovedet nedad som Mussolini og Clara Petacci, eller vil det betyde et demokratisk jordskredsvalg? Det er kursen nu. Ingen af os er spåmænd, men vi er heller ikke ‘on the receiving end’.
Vi ved ikke, hvad ofrenes pårørende føler og tænker, det er ikke noget svenske medier publicerer og formidler. Det hyperkontrollerede Sverige er af magthaverne overladt til tilfældet. Den konstruerede fortælling er, at svenskerne er racister. Sandheden er, at Riksdagen har udsat deres eget folk for etnisk chikane, mord, vold og voldtægt i deres eget land i europæisk sammenligning uset grad. Det ender ikke godt, foreløbigt ikke for folket, men på sigt ikke for Riksdagen. Hvor tyk er civillisationsfernissen mellem debat og mord? Sveriges ‘track-record’ er ikke god, to ministermord på 17 år. Hvor mange af 349 parlamentarikere kan Säpo mandsopdække, skulle de få brug for det? Mon ikke man skal trække lod imellem de største idioter og lade resten klare sig på det fri marked?
Dansk politi ser uden bagage på tragedien med friske øjne. De døde bliver ikke levende, tragedien bliver ikke mere forsonende af det. De unge danske betjente og journalister kender ikke den bredere baggrund, til det de ser i Malmø. Men de gør det ærligt og hæderligt, hvilket er meget mere end skånske medier gør:
Rosengården er Malmøs svar på Vollsmose. Området har officielt 23.000 beboere, men huser måske helt op til 40.000 mennesker. DANSK POLITI besøgte politiet i det særligt udfordrede boligområde for at høre, hvordan man arbejder på den anden side af Øresund, i et land, hvor tonen i indvandrerdebatten er meget anderledes end i Danmark.
Over 90 procent af beboerne har udenlandsk baggrund, de sociale problemer er massive, og procentdelen af unge under 25 år stor. Det samme gælder arbejdsløsheden – og manglen på sproglig og skolemæssig baggrund for at begå sig i et højteknologisk svensk samfund.
Fortæller ikke om problemerne: Det kan i sig selv være en udfordring for de offentligt ansatte, som arbejder i området, at have hånd i hanke med, hvem der bor hvor. Hertil kommer, at det ikke er god tone at påpege de problemer, som områdets beboere har, hvis disse kan tilskrives etnicitet, baggrund eller kultur.
Den står i hurtigt klart, da DANSK POLITI spørger de politifolk, vi møder på Politistationen i Rosengården, om, hvilke muligheder de har for at løfte problemstillinger i området. Det vil i sagens natur kræve, at man kan tale åbent om problemerne – og her støder de ansatte ind i første barriere. – “Hvis vi fortalte om de ting, vi ser i Rosengården, kunne vi godt finde nyt arbejde i morgen,” svarer den første politiassistent, vi spørger.
Alle andre politifolk, vi møder, får samme spørgsmål – og alle andre svarer stort set det samme.Den svenske offentlighed, de svenske medier og den svenske tradition ønsker ikke integrationsdebatten. At påpege, hvordan mange børn, der i den mest problematiske del af Rosengården, reelt bare går rundt på gaden efter skoletid, og at en del sluses ind som pushere i et blomstrende drive-by hashmarked – og at kedsomheden også fører til en række overfald, røverier med mere – ville naturligt afføde et racismestempel fra det omgivende samfund.
“Jeg er overbevist om, at man her i Rosengården finder en overrepræsentation af familier, hvor der foregår vold – i forhold til resten af Malmø. Men det er ikke en problemstilling, vi kan tage op som politi. Så vil vi lynhurtigt blive stemplet som racister. Det gør det også svært at gå ind og lave en strategi for, hvordan vi løser problemerne.” – Sådan siger Martin, politiassistent i Rosengården i Malmø. Han ønsker ikke at stå frem med sit rigtige navn. Han nævner sager, hvor yngre kvinder er døde efter et fald fra en altan. Efterfølgende efterforskning har ikke kunnet vise, om de hoppede selv, eller om de blev skubbet. Men hans fornemmelse af, at der sker rigtig meget bag de lukkede døre og de lukkede samfund, som aldrig kommer til politiets kendskab, må han tage med sig hjem hver dag.
Som alle andre, DANSK POLITI møder, trækker han blot på skuldrene af, at man i Sverige ikke italesætter problematiske sider af netop bydele som Rosengården. – Det er meget svensk. Sådan gør vi her. I gør, som I gør i Danmark, hvor I er meget hårde. Her har vi den holdning, at man er svensker, når man bor i landet, og at vi meget nødigt vil risikere at stigmatisere minoriteter, lyder forklaringen.
Konsekvensen af, at ansatte i Rosengården og andre udsatte boligområder, ikke kan fortælle om deres oplevelser og de udfordringer, de møder, af frygt for racismestemplet, gør DANSK POLITI nysgerrig. Vi kontakter derfor Gunnar Sandelin, en tidligere journalist fra svensk fjernsyn, som i dag, efter eget udsagn, betaler prisen for at have forsøgt at oplyse og skabe debat omkring integration i Sverige. Han har for eksempel forsøgt at analysere på konsekvenserne af det faktum, at Sverige topper alle lister for asyl og familiesammenføring i forhold til landets befolkningstal.
Gunnard Sandelin, der også er socialrådgiver, udgav for nylig en bog om de svenske udfordringer og tavsheden i forhold til indvandring. Han forsøgte at sætte fokus på, at boligsituationen er desperat, arbejdsløsheden meget stor, og at der opstår en række parallelsamfund i Sverige. Bogen har siden toppet listerne over faglitteratur til trods for, at intet forlag vil udgive den, og at den kun kan købes over internettet.
Gunnar Sandelin forklarer blandt andet, at det har en pris, når Sverige sidste år gav 110.000 permanente opholdstilladelser, et tal som endda er endnu højere i 2013. At flertallet af de mennesker, man tager imod, overlades til sig selv, og til arbejdsløshed, da kun 2,5 procent af arbejdspladserne (ifølge Eurostat) er inden for rækkevidde for deres kompetencer – på et højteknologisk svensk arbejdsmarked. At indvandringen måske koster et trecifret milliardbeløb, svarende næsten til udgifterne i hele sundhedsvæsenet.
I dag er Gunnar Sandelin marginaliseret, og bliver kaldt alt fra racist til fremmedfjendtlig i offentligheden – uagtet at hans bog langt hen ad vejen er baseret på tal og statistik.
– Jeg forstår godt, hvis politifolk og andre ikke tør udtale sig i den svenske offentlighed. Det er simpelthen det værste, man kan gøre her i Sverige. På det område er vi DDR light, og får du først stemplet som fremmedfjendtlig, så mister du alt. Jeg er 62 år og i pensionsalderen, derfor går det, men prisen har været høj – meget høj. Jeg har mistet både venner og arbejde på at tage hul på debatten. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke turde gøre det. Så skulle jeg stadig have et arbejdsliv at se frem til, fortæller Gunnar Sandelin.
Han fortsætter:
– Vi har et samfund, hvor de eksperter, som udtaler sig om blandt andet Rosengården, er folk som stort set aldrig har været der. Hvorimod jeg, der har været socialarbejder i et belastet område og har arbejdet med flygtningebørn, ikke bliver hørt og tilmed bliver beskyldt for racisme, når jeg siger noget. Svenskerne ønsker simpelthen ikke at tage debatten om konsekvenserne af den politik, vi fører, siger Gunnar Sandelin.
Af hensyn til de politifolk DANSK POLITI har talt med, har vi valgt at holde dem anonyme. Deres identitet er kendt af redaktionen.
Narkohandel, integrationsproblemer og lukkede døre i Malmø
