Det var da jeg så Den britiske filminstruktør Mark Cousins’ The Story of Film: An Odyssey, at Dreyers navn blev nævnt. Det er sikkert første gang det er blevet det i DR i årtier. Ved en heldig søgning fandt jeg Jørgen Roos’ fine portætfilm fra 1966, den kommer nok ikke i DR TV mere. Den kommer så her, jeg er smal nok til det bortset fra let adipositas, som ‘lægesønnen Kvamm’ ville sige. Strengt taget havde jeg ikke hørt om ham indtil for en uge siden, men adgangen til at blive en ‘kulturpersonlighed’ er pebernødder for tiden, så jeg er nok undskyldt.

Dreyer var søn af den ugifte, skånske tjenestepige Josefine Bernhardine Nilsson og blev bortadopteret til en familien Dreyer, som han ikke havde kærlige minder om. Han tog til Frankrig for at arbejde i filmindustrien i 20 erne, og mødte Jean Cocteau og Jean Hugo og blev først og fremmest en nyskabende billedmager.

I filmen ser man de unge Truffaut og Chabrol, som han kom til at betyde meget for ligesom Bergman, Andrej Tarkovskij og senere Lars von Trier og mange andre. I dag ligger Truffaut på Cimetière de Montmartre ved siden af Jules É. Péan, som enhver kirurg kender. Jeg var forbi og hilse på ham for ikke så længe siden. Han blev 53 år gammel. Det er en interessant kirkegård for os, der synes om kirkegårde, der ligger bla. Hector Berlioz, Alexandre Dumas, Gustave Moreau, Vaslav Nijinsky, Jacques Offenbach, Francis Picabia og Emile Zola.

Man ser i filmen mange danske skuespillere, Emil Hass Christensen, Nina Pens, Einar Nørby, Birgitte Federspiel, Aksel Strøbye, Bendt Rothe og norsk-danske Baard Owe, som er den eneste i live nu. Man ser endda daværende top-sosse Per Hækkerup, begavelsen der ikke blev statsminister efter Jens Otto Krag, fordi han var for fordrukken – hvad J.O. Krag som bekendt selv blev.

I Frankrig er Dreyer stadig stor, i Danmark levede han ret upåagtet på hjørnet af Dalgas Boulevard og Peter Bangsvej og fik ikke lavet mange film. Nogle husker måske, at Henrik Stangerup satte ham højt og skrev en hel del om ham. En stor kunstner med små armbevægelser, tilsyneladende undseelig, men kun ved første blik. En filmens Hammershøi. Han ligger begravet på Frederiksberg Kirkegård ved siden af Storm P. Min ven turistføreren har mødt en, der kendte Dreyer. Alvorsmanden, den meget lutheranske Dreyer, skal have været meget morsom. Han er således i godt selskab på kirkegården.

1889-1968, Danish film director. Dreyer was an uncompromising, perfectionist loner in Danish cinema, and he is counted as one of the most important creative geniuses in cinema. CARL TH. DREYER

Dreyer was ideologically conservative. According to David Bordwell, “As a youth he belonged to the Social Liberal party, a conservative group radical only in their opposition to military expenditures…’Even when I was with Ekstrabladet,’ Dreyer recalled, ‘I was conservative…I don’t believe in revolutions. They have, as a rule, the tedious quality of pulling development back. I believe more in evolution, in the small advances.’ Carl Theodor Dreyer (3 February 1889 – 20 March 1968)

Arne Abrahamsen: En personlig beretning om Carl Th. Dreyer. Og nu tager jeg til Skåne og kigger kun forbi, hvis der skulle komme en søndagskronik. God fornøjelse med Roos’ film og:
Giuseppe Giordani: Caro Mio Ben

Giuseppe Giordani (December 19, 1751 – January 4, 1798)