Khaled var frihedens store stemme i 1980’ernes Algeriet, hvor folkemusikken raï trodsede diktaturets mørkemænd. Han var stjerne i sit franske eksil, men hans sange om drukture og utroskab var blevet noteret af hjemlandets fundamentalistiske mørkemænd, og Khaled figurerede højt på deres dødslister. ‘ Kongen af Rai, Aïcha’s far spiller i Vega d. 8 oktober.

“Aisha” som lidenskabelig kærlighedssang: Som man kan se ved at sammenligne denne originalversion (1996), der musikalsk er  langt bedre, med Outlandish´, så er det to helt forskellige  kvinder de besynger. Cheb Khaleds drømmesyn er en fri, ikke for fastholdere, kortskørtet, utilsløret kvinde med neglelak og tyk læbestift, der forsvinder fra ham og teaterscenen op i luften som en arabisk Columbine. Aben man ser i flere glimt, er også lige ud af Commedia dell’Arte, der ikke var kendt for sin snerpethed inden kirken udrensede uartighederne. Det kunstgreb klarer Outlandish 400 år senere på 4 minutter. “Halal-versionen” eller kunstnerisk forræderi og snylteri kan man alt efter behag kalde deres islamiserede, klorblegede udgave. De der læser fransk, kan se at også Outlandish´ tekst er en næsten hel-amputeret, primitiviseret version af originalen. Det giver alt i alt god mening, at Outlandish anvender islamistiske referencer og optrådte på “Islamofobi-konferencen” i 2006 sammen med 1200 andre kønsadskilte mørke-mænd og kvinder, der samlede sig for at afpresse Danmark. Netop de bornerte  typer Khaled måtte flygte fra i 1986. Khaled er dagens hit på bloggen. Han er det moderne Mellemøsten, der i dag må gispe efter vejret også i Europa. Der er andre sange på nettet, for eksempel Didi. Hør den flot producerede lyd med hovedtelefoner. (En anden algierer der er truet ud af landet, er Souad Massi, der synger en blanding af country og fado med orientalsk præg, for eksempel her i Moudja.)

S- kommune har fået nok

Katrineholms kommun vill ha ett mottagningsstopp av flyktingar från och med nästa år, det skriver kommunstyrelsens ordförande, socialdemokraten Göran Dahlström, i ett brev till Länsstyrelsen. Kommunen klarar inte längre av att ta emot flyktingar på ett bra sätt, enligt kommunledningen. (S)-politiker vill ha flyktingstopp, hør interviewet.

Hedegaard: Islam er stor og bliver større

Som den rettroende muslim, han er, kender den tyrkiske ministerpræsident Erdogan naturligvis islams og Tyrkiets historie som sin egen bukselomme. Så når han taler om at genoprette Det Osmanniske Riges magt, må det være denne islamiske magtepoke, han har i tankerne. Hvis det var noget andet, han mente, ville han utvivlsomt have sagt det.

Af LARS HEDEGAARD journalist og forfatter, formand for Trykkefrihedsselskabet

Nyheden burde været braget gennem dansk presse, men jeg har slet ikke set den omtalt: Den 21.september kunne et armensk nyhedsbureau citere den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan for at have udtalt, at det er Tyrkiets mål at genoprette Det Osmanniske Riges magt.

Hvis nogen skulle have glemt deres historieundervisning, så var Det Osmanniske Rige et muslimsk imperium med sæde i Istanbul, hvor islams øverste leder, Sheik al-Islam (som man vel kunne kalde en slags sunni-muslimsk pave) holdt til, indtil han blev smidt på porten, efter at Kemal Atatürk i 1924 havde opløst islams såkaldte kalifat i forbindelse med sin antireligiøse revolution. Ved siden af det religiøse overhoved sad der i Istanbul en verdslig leder, sultanen, som efterhånden underlagde sig størsteparten af Mellemøsten og den sydøstlige del af Europa. Han ville gerne have snuppet resten og forsøgte to gange – i 1529 og 1683 – at løbe storm mod Wien.

Hedegaard og Westergaard i Ontario i går. I midten National Post’s Jonathan Kay, se The most hated man in Mecca. (mobilfoto)

Var det lykkedes ham at erobre den østrigske hovedstad – og det var på et hængende hår, at det ikke lykkedes – ville vejen være banet til Tyskland og Polen og hvorfor ikke Danmark? I så fald ville den lutherske reformation være endt som en kort parentes i Danmarks historie. Københavns Domkirke ville have heddet Sejrsmoskéen, der ville have været minerater med bønnekald overalt, og forholdene ville have lignet dem, som tyrkerne indførte alle de andre steder, hvor de fik magten. Tænk på Syrien, Libanon, Egypten, Balkan osv. Tænk på de århundredlange forfølgelser af anderledes troende overalt inden for kalifatet.

Tænk på folkemordene på de kristne armeniere, nedslagtningen af de kristne grækere, serbere og andre folkeslag, der var uheldige nok til at komme under Istanbuls jernhæl. Tænk på de såkaldte dhimmier, dvs. ikkemuslimer, der fik lov at beholde livet, men som generation efter generation måtte leve i en tilstand af retsløshed, som blev brandskattet og måtte udlevere deres smukkeste og raskeste sønner til tvangskonvertering og optagelse i sultanens elitestyrke, janitsarerne, og derefter brugt til at holde deres egne kristne familier i slaveri.

Som den rettroende muslim, han er, kender Erdogan naturligvis islams og Tyrkiets historie som sin egen bukselomme. Så når han taler om at genoprette Det Osmanniske Riges magt, må det være denne strålende islamiske magtepoke, han har i tankerne.

Hvis det var noget andet, han mente, ville han utvivlsomt have sagt det.

Men Erdogan er en moderat leder, hører vi hele tiden fra vore politikere i Danmark og EU, som ikke hurtigt nok kan få 70 millioner tyrkere ind i Unionen, således at Europa om 20-30 år kan få muslimsk flertal.

I den forbindelse skal man lægge mærke til, at Erdogan i sin tale om det genoprettede imperium også opfordrede hver tyrkisk familie til at få tre børn. Alle de nuværende medlemmer af EU får betydeligt færre børn – ikke engang nok til at opretholde deres folketal. Så med Tyrkiet i EU vil Europas demografiske omvæltning komme til at gå meget hurtigt.

Og denne demografiske strategi for magtovertagelsen i Europa og resten af Vesten er præcis den, som islams ledende politikere, religiøse chefer og organisationer som OIC, Den Islamiske Konferenceorganisation med sine 57 medlemslande, har lagt sig fast på, efter at de har måttet sande, at de ikke kan erobre Vesten med traditionelle militære midler.

Om dette kan man i detaljer læse i den bog, som jeg netop har skrevet sammen med Mogens Camre. Den hedder 1.400 års krigen og er udsendt på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Den er desværre ubehagelig læsning, især for dem, der lukker øjne og øren for det faktum, at islam aldrig har opgivet sit krav om verdensherredømmet.

Det kan muslimer heller ikke, for kampen for at udbrede islam, indtil Allahs religion hersker overalt, er beordret af Gud, og enhver muslim, der ikke aktivt bidrager til krigen, har forskertset sin plads i Muhammeds paradis.

Sådan står det skrevet i Koranen og hadith’en, som er troværdigt overbragte beretninger om profetens ord og gerninger, og som har samme kanoniske status som Koranen.

Kravet om jihad, indtil alle vantro er bragt under islams kontrol, kan ikke fraviges. For Allahs besked til menneskeheden er endegyldigt og ikke kan tages tilbage, ikke omfortolkes, ikke modificeres.

Jihad betyder ikke nødvendigvis krig i vores forstand – altså krig med våben. Jihad kan føres med en lang række midler – også med midler, som vi ud fra en vestlig betragtning ville anse som fredelige. Langt de vigtigste våben i islams arsenal i vores tid er indvandring, der skal føre til en demografisk overmanding af Europas oprindelige befolkninger, kulturelle særkrav så som kvindelig tilsløring, kønsadskillelse og halalkød – der alt sammen har til formål at bevare en separat muslimsk identitet midt i fjendeland og forhindre, at de tilvandrede muslimer bliver opslugt af de oprindelige befolkninger og således går tabt for islams hær.

Så længe de vestlige regeringer ikke har forstået denne grundlæggende mekanisme, er det ganske enkelt latterligt at bruge penge på den såkaldte integration af muslimske indvandrere.

Imamerne, ulema (islams retslærde) og ledende islamiske politikere taler ganske vist om integration, men de mener ikke det samme med det, som vi andre.

Det er ikke meningen, men tværtimod absolut forbudt, at herboende muslimer skal lade sig optage i det danske folk. De skal for enhver pris overtales, tvinges eller trues til at bevare deres separate identitet, kultur og retlige normer.

Erdogan kunne ikke have sagt det tydeligere, end da han den 10. februar 2008 talte til 16.000 tyrkiske indvandrere i Köln: »Jeres øjne og øren har til stadighed været rettet mod Tyrkiet. Den kendsgerning, at I gennem 47 år (dvs. siden de første tyrkere ankom til Forbundsrepublikken ) har bevaret jeres sprog, jeres tro, jeres værdier. jeres kultur, men frem for alt at I til stadighed har understøttet hinanden, fortjener al mulig anerkendelse. .. Ingen kan forvente af jer, at I underkaster jer assimilation. For assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden.« Altså: integration er ok, men assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden. Det må vel så betyde, at herboende tyrkere, der f. eks. vil skifte religion, gifte sig med en dansker og blive en del af det danske folk, er forbrydere.

Og hvilken “integration” kan der være tale om, hvis tilvandrede tyrkere skal blive ved med at rette blikket stift mod Anatolien og leve, som om de stadig befandt sig der? Og for at bortvejre enhver tvivl om Erdogans politiske projekt er det værd at erindre om en tale, han holdt, mens han i midten af 1990′ erne var borgmester i Istanbul: »Man må enten være muslim eller sekulær! Hvis de to skal sameksistere, skaber de omvendt magnetisme.. . Derfor er det umuligt for et menneske at sige “jeg er muslim” og derefter sige “jeg er også sekulær”. Og hvorfor det? Fordi Allah, muslimernes skaber, har uindskrænket magt.« I 1998 fik samme Erdogan 10 måneders fængsel og et foreløbigt forbud mod at opstille til politiske poster for at have citeret følgende digt: »Moskéerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne vore bajonetter og de troende vore soldater.« Men vore politikere vil have, at vi tager det fuldstændig roligt.

Erdogan mener noget helt andet i dag, får vi at vide. Han er blevet demokrat, sekulær og moderat.

For det siger han selv, når han mødes med vestlige ledere, og ingen af dem har fantasi til at forestille sig, at han lyver, selv om retten til at skjule sine sande hensigter over for vantro – på arabisk taqiya – også er en guddommeligt indstiftet praksis i islam.

Natos nye generalsekretæ r Anders Fogh Rasmussen er i hvert fald helt overbevist om tyrkernes noble hensigter. Ligesom Barack Hussein Obama er han sprunget ud som en af islams varmeste fortalere. Islam er en af verdens mest storslåede religioner, fortalte kan for nylig sine tyrkiske værter, og den skal snart indtage sin retmæssige plads i Europa.

Nå ja, det er ikke gratis at opnå Tyrkiets støtte til Foghs ophøjede placering på de bonede gulve.

Fogh har måttet vælge mellem danskernes og tyrkernes interesser, og da de sidste er mere talrige og mere fremfusende end de førstnævnte, er valget ikke faldet ham svært.

Og da islam er en vidunderlig religion, har vi jo heller ikke noget at tabe ved at overgå til fremmedherredømme. Lars Hedegaard: Kronik: Islam er stor og bliver større [JP 3.10.2009, ikke online]

Erdogan: our goal is restoration of Ottoman Empire might

Turkey’s goal is to live in peace with all countries and restore the might of the Ottoman Empire, Turkish Prime Minister Recep Tayyip Erdogan said. “I believe that each Turkish family should have at least three children. We believe in Turkey’s future and call on everybody to believe,” he said. Dwelling on Turkish-Russian relations, he described them as strategic. “Russia is our partner. The trade between our countries has reached $40 billion,” Milliyet newspaper quoted Erdogan as saying. 21.09.2009