Skarp, morsom, ironisk, engelsk, 82 år i morgen. Jeg henviser til interview i Kristeligt Dagblad lørdag (ikke online), Lone Nørgaards i Den Korte Avis og givetvis flere medieomtaler. Klik fotos f. helskærm.

Læs mere »

Et forord til en bemærkelsesværdig artikel: Jeg læser bladet og ikke kun, fordi jeg har en ven der er politibetjent. Det er gode folk, der arbejder på det. Journalisten, socialrådgiveren og forfatteren Gunnar Sandelin får taletid sidst i artiklen. I Sverige er han en ikke-person bortset fra to kronikker i Dagens Nyheter med års mellemrum. Nogle uddrag om det særligt udfordrede boligområde der, hvis man skal sige det som det er, er blevet koloniseret fra Mellemøsten ligesom resten af landet uigenkaldeligt er blevet.

Jeg burde have nogle illusioner om et svensk Sverige, en sameksistens, får jeg at vide “kampen er aldrig slut”. Desværre, jeg har set for meget, jeg har dem ikke. Sverige er stillet over for et fait accompli. The future is murder – det har den allerede været de seneste tyve år. Mange er døde, mange flere vil dø.

Svensk politisk debat er surreel, når man husker på de døde og lemlæstede på politikens alter. De har aldrig eksisteret ifølge politikere og presse. Mindes man dem, er man suspekt. Når ‘samfundet’ gerne vil glemme dem, er det subversivt at huske dem. Jeg husker de dræbte svenskere allerede i 1995, hvis død er tabu. Jeg taler ikke bare om den døde og skændede Elin Krantz (Elin, et offer for svenske politikeres fremmedpolitik) og de mange andre unge, døde svenske kvinder, eller om den 44-årige Tommy Lundén i Ludvika, der skulle dø uden anden grund end at politikernes klient Erick Mushitu Mwinkeu havde lyst til at banke ham ihjel.

Jeg taler om en ung mand, der står ved et bustoppested i Malmø i 1995, som får en kniv i maven af en ‘nysvensker’, der rammer hovedpulsåren. Han dør på stedet ‘som en hund’, Kafkas Josef K’s kommentar til sin død. Den slagtede er måske endnu i Sydsvenskans arkiv, men sandsynligvis er han borte, som om han aldrig havde eksisteret. Den belejlige tavshed har sænket sig over hans lig i 18 år. Hvis han ikke havde nogen familie, så har han aldrig eksisteret. Kun jeg husker ham, og jeg kender ikke engang hans navn.

Sådan ærer Sverige sine døde, ubekvemme ofre for en større sag, beklagelig colllateral damage. Hvor mange døde kan de tåle at fortrænge, hvor mange døde skal der til, for at folket går koporligt løs på øvrigheden? Det er den ubekendte faktor. Hvis jeg tilhørte svensk øvrighed, ville jeg være spændt på det.

Sveriges regerende politikere og journalister har masser af blod på hænderne, og det kan indhente dem, det bør de kalkulere med, hvis de har en halv hjerne tilbage. Gud nåde og trøste dem, hvis det sker, da vil Palmes og Lindhs død vil være en Carl Larsson idyl sammenlignet med, hvad der venter dem. Svensk politik handler i ekstrem grad om kontrol. Netop disse år handler om kontroltab på alle fronter. Internettet skyder hul i dem, som i en schewizerost. Vil der være et rottehul på Södermalm stort nok, hvor magten kan gemme sig for sin skæbne?

Sverige akkumulerer betydeligt mere folkeligt tryk end andre europæiske demokratier. Ingen steder er politikken så ekstrem, og ingen steder er meningscensuren så hård. Ethvert autoritært styre lever på lånt tid. Jeg ser ingen politiker i Sverige, der ikke nu køber sig kostbar tid. Vil trykket, når det udløses, betyde at den mediepolitiske elite bliver klynget op med hovedet nedad som Mussolini og Clara Petacci, eller vil det betyde et demokratisk jordskredsvalg? Det er kursen nu. Ingen af os er spåmænd, men vi er heller ikke ‘on the receiving end’.

Vi ved ikke, hvad ofrenes pårørende føler og tænker, det er ikke noget svenske medier publicerer og formidler. Det hyperkontrollerede Sverige er af magthaverne overladt til tilfældet. Den konstruerede fortælling er, at svenskerne er racister. Sandheden er, at Riksdagen har udsat deres eget folk for etnisk chikane, mord, vold og voldtægt i deres eget land i europæisk sammenligning uset grad. Det ender ikke godt, foreløbigt ikke for folket, men på sigt ikke for Riksdagen. Hvor tyk er civillisationsfernissen mellem debat og mord? Sveriges ‘track-record’ er ikke god, to ministermord på 17 år. Hvor mange af 349 parlamentarikere kan Säpo mandsopdække, skulle de få brug for det? Mon ikke man skal trække lod imellem de største idioter og lade resten klare sig på det fri marked?

Dansk politi ser uden bagage på tragedien med friske øjne. De døde bliver ikke levende, tragedien bliver ikke mere forsonende af det. De unge danske betjente og journalister kender ikke den bredere baggrund, til det de ser i Malmø. Men de gør det ærligt og hæderligt, hvilket er meget mere end skånske medier gør:

Rosengården er Malmøs svar på Vollsmose. Området har officielt 23.000 beboere, men huser måske helt op til 40.000 mennesker. DANSK POLITI besøgte politiet i det særligt udfordrede boligområde for at høre, hvordan man arbejder på den anden side af Øresund, i et land, hvor tonen i indvandrerdebatten er meget anderledes end i Danmark.

Over 90 procent af beboerne har udenlandsk baggrund, de sociale problemer er massive, og procentdelen af unge under 25 år stor. Det samme gælder arbejdsløsheden – og manglen på sproglig og skolemæssig baggrund for at begå sig i et højteknologisk svensk samfund.

Fortæller ikke om problemerne: Det kan i sig selv være en udfordring for de offentligt ansatte, som arbejder i området, at have hånd i hanke med, hvem der bor hvor. Hertil kommer, at det ikke er god tone at påpege de problemer, som områdets beboere har, hvis disse kan tilskrives etnicitet, baggrund eller kultur.

Den står i hurtigt klart, da DANSK POLITI spørger de politifolk, vi møder på Politistationen i Rosengården, om, hvilke muligheder de har for at løfte problemstillinger i området. Det vil i sagens natur kræve, at man kan tale åbent om problemerne – og her støder de ansatte ind i første barriere. – “Hvis vi fortalte om de ting, vi ser i Rosengården, kunne vi godt finde nyt arbejde i morgen,” svarer den første politiassistent, vi spørger.

Læs mere »

Leonard Cohen interviewet hjemme i Montreal om musikken, kærligheden, alderdommen, depressionerne, et man nok ville gå glip af, hvis man havde et dansk TV at spilde tiden på. Dejlig interviewer Jian Ghomeshi (han er ikke journalist) og det hele gennemspiller en kurve, der varer så længe som en god samtale skal: tre kvarter. Ghomashi har bla. interviewet Woody Allen, Van Morrison, Salman Rushdie, Christopher Hitchens, Brian Wilson, Paul McCartney, Joni Mitchell, Tom Waits og Neil Young. Læn dig tilbage og nyd det!

(Jeg har klippet rubrikken ud af interviewet, det kunne også have heddet “The slogans are jamming the airwawes.” Cohens prosa tangerer af og til hans lyrik. Det er forresten i afsnittet hvor han taler om politisk propaganda og ‘gender politics’, så her er lidt ‘videnskab’ fra Lunds Universitet, jeg gladeligt overlader til stærkere nerver end mine: Marginaliserade kvinnor väljer SD för att hitta sammanhang i vardagen.)

A Shooting in Nice Exposes France’s Crime Problem

By THEODORE DALRYMPLE

In France the current minister of justice, Christiane Taubira, is determined to reduce the number of law-breakers sentenced to imprisonment, despite a recent steep rise in burglaries. By no means does all of the French public approve. Many want severe and unequivocal punishment of criminals, in the absence of which they approve—with varying degrees of reluctance or enthusiasm—of victims taking the law into their own hands.

This was illustrated to perfection recently in the case of Stéphan Turk in Nice. Just over a week ago, the jeweler, of Lebanese extraction, shot dead one of the two armed robbers who had threatened him with what looked like an automatic weapon. Mr. Turk pulled the trigger as they were making their escape, having relieved him of money and jewels. Mr. Turk was subsequently arrested and charged with voluntary homicide.

A page was set up on Facebook in support of the jeweler, and within a week it had accumulated 1.6 million “likes.” There has been nothing remotely like this in France before: Evidently the case touched a very raw nerve. Some of the Facebook messages of support of Turk have been startling in their vehemence. “He should be given the Légion d’honneur,” writes one supporter. “One parasite less,” observes another. “No justice for them, just a bullet in the head. Sick of being bothered by little s—.” Also: “It’s deplorable that we should have to kill these scum ourselves.” “The only thing I reproach the jeweler with is that he didn’t get the other,” wrote another of Mr. Turk’s supporters. [..]

In other words, leniency is not necessarily generous and kind, nor is severity necessarily primitive and vicious. But the left in France characterizes those in favor of greater severity as virtually fascist; it is quite unable to see that its own policy brings about the very exasperation so manifest in the messages on Facebook. President François Hollande said that he understood the anger of people like Mr. Turk, but that there must be justice and nothing but justice. Quite right: But was it just that Asli was at liberty to commit the armed robbery that ended in his death? Wall Street Journal

Der er en fare for et retssamfund der hedder selvtægt, som man godt kan kalde drabet i Nice. Det har man lyst til at minde retsvæsen og politikere om når man ser at den tredobbelte voldtægtsmand fra Gullestrup, Ahmed Mohammed ikke udvises. Han voldtog blandt andet en tiårig pige oralt og vaginalt. Man kan ikke være sikker på, at Ahmed Mohammed skal være glad over at forblive i Danmark.

Selvtægtsdrab er ikke ualmindelige i Sverige. De fleste forekommer selvfølgelig mellem allerede kriminelle, men de begås også af almindelige borgere, der ikke længere føler ,at retsvæsnet yder dem retfærdighed. Det mest oplagte tilfælde er drabet på Jennifer Anderssons morder på hans første udgang fra fængslet. Han blev skudt ned foran en restaurant, morderen er aldrig fundet. I dag ser vi endnu et sandsynligt eksempel, stykmordet på Holger Aldal. Jeg henstiller til de ansvarlige, I leger med ilden, tving os ikke derud hvor Sverige befinder sig, det er livsfarligt, og det er ikke kun for de forbrydere, der mister livet.

DF stormer forbi Socialdemokraterne

Måling: Socialdemokraterne er nu knap tre procentpoint efter Dansk Folkeparti. S-ordfører tror på comeback. JP Klik f. større grafik.

Fra Tryllefløjten, optaget i Stockholm 1959. Man kan selvfølgelig høre den med fuldt orkester med Placido Domingo, Fritz Wunderlich, Nicolai Gedda og hvem ved jeg, men de har ikke Björlings stemme ligegyldigt hvor godt se synger. Jussi Björling synger arien på svensk. Teksten er her, noget af en kærlighedssang.

Forgængeligheden

Lyset er ved at få karakter igen. Det har det ikke om sommeren bortset fra i den blå time. Om sommeren tænker jeg på forgængeligheden, om vinteren på livet. Jeg er også venstrehåndet, uden at jeg er klar over hvorfor. © Snaphanen, klik f. helskærm.

Læs mere »

Mikael Jalving interviewer Thomas Nydahl: Sverige er et nyt Syrien (Uddrag fra JP, ikke online)

Betingelserne for rigtig store problemer er allerede til stede i Sverige, vurderer den svenske forfatter Thomas Nydahl. Jeg spørger ham, hvad problemet er med den generelle amnesti til syrerne.

»Problemet kan beskrives på flere måder. Selv om man medgiver, at syrerne er hårdt ramt af den borgerkrig, som drives frem af islamister og andre grupperinger, hvor al-Qaeda tillige repræsenteret, så må man indse, at den automatiske asylret, som inkluderer permanent opholdstilladelse i Sverige, er en katastrofal vej for vores land.«

»Det overrasker mig ikke, men det er bemærkelsesværdigt, at en svensk politisk elite afstår fra at lære af tidligere erfaringer, som om de for alvor tror, at denne gang skal det nok gå godt. Glem ikke, at vi parallelt med de syriske flygtninge har en import af såkaldte “uledsagede flygtningebørn”, hvilket indebærer en daglig tilkomst af unge mænd fra Somalia og Afghanistan.

Mht. somalierne har regeringen ligeledes udstedt en generel amnesti, som giver ret til familiesammenføring, hvilket forøger antallet yderligere. I min lille hjemby, Kristianstad i Skåne, sker der en radikal forøgelse af somaliske familier. Så det er jo ganske logisk, at man fra officielt svensk hold opmuntrer den kriminelle og globale menneskesmuglingsindustri.«

Risikerer Sverige at blive en slags Syrien? »Sverige er de facto et Syrien. Med det mener jeg, at landet består af så store, nye etniske og religiøse minoriteter, at betingelserne for rigtig store problemer allerede er til stede. Vi har en stor gruppe syriske kristne, vi har både sunni-og shia-samfund, vi har arabiske, afrikanske og asiatiske minoriteter, som vokser eksplosivt. Hvert eneste af disse minisamfund har lært sig den svenske lektie om at “stille krav” og vil blive betydelige kravsmaskiner, som dræner økonomien og den demokratiske samtale. Den svenske offentlighed har længe lidt under syriske tilstande: Meningskontrol anvendes som våben til at dølge kritiske røster.«. (Thomas Nydahl gengiver den i sin helhed.)

Swedes react to government’s decision to welcome Syrian refugees. Digital Journal spoke with a number of Swedes from various parts of the Nordic nation to gauge their opinion on the matter.

Halvdelen af Europas jøder overvejer at udvandre

Leder af Giulio Meotti

Political Islam is the latest totalitarian ideology chosen by Europe to move towards liquidating the Jewish people – and it is working….50,000 Jews have left France since 1990. [..]

40 to 50 percent of European Jews are considering alyah. Because they do not feel safe. And France is the most explosive example. Nathan Sharansky just landed in Paris to coordinate the departure of 800 French Jews. “I do not remember such a number of people interested in alyah since the days when Jews stood in line outside the Israeli embassy in Moscow”, Sharanski said from the French capital.

It is a peak of emigration which has not been seen since 2004, when during the Second Intifada Europe’s Jews suffered a wave of anti-Semitism and thousand of French Jews marched through the streets raising signs like “Synagogues brûlées, République en ranger”, i.e. synagogues burned, republic in danger. At stake is the famous relationship between Jews and France symbolized by the French Air Force jewel created by Marcel Dassault; by the father of the Constitution, Michel Debré; by Simone Veil, first president of the European Parliament; by Pierre Mendes-France, Minister of Economy in 1945, and by the socialist leader Leon Blum.

The Israeli government recently released emigration numbers. France tops the global list after Russia, Ukraine and Ethiopia. It is the “Aliyah Tapis Rouge”, emigration on the red carpet. In Paris, the Jews are advised to “walk in groups”, never alone. Better if above the kippah they wear a baseball hat. Half of the Jewish families in Villepinte, a proletarian suburb north of the capital, have left and the local synagogue, already burned down in 2011, is no longer able to set up the required 10-man quorum, called a minyan, for prayer.

Læs mere »

Det er af let forståelige grunde ikke enkelt at være nationalsindet i Tyskland selv i dag. Sacha Korn er af Verfassungsschutz blevet beskrevet som en “højreekstrem sangskriver” fordi NPD uden hans tilladelse havde brugt en af hans sange. Verfassungsschutz måtte trække beskyldningen tilbage. Nazisterne brugte kun første vers af Lied der Deutschen, siden 1991 bruger tyskerne kun tredje vers, men Sascha Korn synger alle tre i en udgave, der har mange over- og undertoner og er så nøgen at den bliver intim, aldrig så pompøs som den indbyder til.

Man kan se på kommentarerne på You Tube, at tyskerne elsker den med dens sæbebobler i Tiergarten og den vuggesangsagtige slutning. Man skal forestille sig noget i retning af at Ulf Lundell indspillede Du gamla, du fria, hvad man så alligevel ikke rigtig kan forestille sig. Korn er en interessant sangskriver hvad man også kan høre på sangene Funkenflug og Mein Land. Han fortæller om sig selv og sin musik i Sacha Korn: Dokumentation “Treibjagd”

Secret ban on face veils for staff at 17 hospitals

At least 17 NHS hospitals have banned front line staff from wearing the veil, The Telegraph has learned, as ministers called for new guidelines to ensure all patients can have “face to face” contact with those who care for them. The Government has ordered a review of all health service policies on workers’ uniforms. It will ask professional regulators to draw up clear rules so that communication with patients is always given priority over the right of a nurse or doctor to wear a veil.

It follows indications from David Cameron that he would support public sector bodies wishing to ban staff from covering their faces. MPs have called for a national debate on the issue. An investigation by The Telegraph has found 17 NHS hospitals across five NHS trusts which have already quietly instituted a ban on front line staff wearing the niqab — a full veil which covers the face — while in contact with patients. Telegraph

Karen Jespersen: Generel asyl går galt i Sverige

Sverige har nærmest givet en fribillet til syriske flygtninge, der nu strømmer til landet i meget stort tal. Danmark skal tage imod flygtninge. Men ikke på en måde, der er ødelæggende for det danske samfund. [..]

Disse [internationale] instanser er præget af en tendens til at svække den nationale selvbestemmelse. Netop Sverige er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når den nationale selvbestemmelse nærmest bliver gjort suspekt.

Antallet af indvandrere er allerede nu langt højere end i Danmark: 20 procent ud af en befolkning på 9,5 millioner. Og den meget lempelige udlændingepolitik betyder, at indvandrernes andel vokser hastigt. Her er der ikke kun tale om et pres fra internationale konventioner eller domstole. Den svenske elite går forrest i arbejdet på at bringe endnu flere indvandrere til landet, idet den forklarer befolkningen, at en modstand mod dette er udtryk for fremmedfjendtlighed.

Anna Dahlberg skriver således ikke om de mange syrere, der presser på for at komme til Sverige, fordi hun mener, at der kommer for mange. Nej, hendes ærinde med artiklen i Expressen var tværtimod at agitere for at Sverige skal tage imod stadig flere.

Andre svenskere har den holdning, at man burde have helt åbne grænser. Sverige har nu to partier, der går ind for helt fri, global indvandring til Sverige. Det svenske Miljöpartiet har i flere år talt for fri indvandring fra hele verden. Nu er også det svenske Centerparti sprunget med på vognen. I midten af december 2012 sagde Per Ankersjö, talsmand for partiets idéprogramgruppe, at alle begrænsende regler for indvandringen bør afskaffes.

Det er sådanne holdninger svenskerne og andre presser på med i EU og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hvis vi ikke vil ende, hvor Sverige i dag er havnet, må vi afvise disse holdninger og holde fast på den nationale selvbestemmelse. Berlingske: Generel asyl går galt i Sverige

Man kan jo spørge sig selv, hvordan verksamhetschefen kan blive taget på sengen over beslutninger, som hendes egen organisation tager. Har Migrationsverket heller ikke “alle hestene hjemme”, som det malende hedder på svensk? “En langsigtet løsning i Syrien”? Jo, de virkelige shia og sunni interessenter i stedfortræderkrigen ordner den sag, og tager deres respektive flygtninge: Rusland, Iran, Kina, Saudiarabien, Qatar, Egypten og Tyrkiet. Så er den ged barberet. Det manglede bare, at Europa skulle hæfte for endnu en omgang muslimsk barbari, som ikke vedkommer os.