Gudmundsson redefinerer Nattvandrarstaten
Under branden i VĂ€stmanland kunde försvarsmakten inte bistĂ„ med hjĂ€lp, vare sig med personal eller helikoptrar. Resurserna fanns inte. I stĂ€llet reste sig tusentals frivilliga för att sköta matinsamlingar, nödtransporter och evakueringar. I helgens drama med de tvĂ„ försvunna barnen i VĂ€llingby misslyckades polisen under en hel dag â trots en relativt stor kraftsamling â att lokalisera de försvunna, fastĂ€n barnen inte ens lĂ€mnat det hus dĂ€r de sist sĂ„gs av mamman. Samma kvĂ€ll organiserade dock frivilligorganisationen Missing people skallgĂ„ng i hela nejden. De senaste veckorna har vi dessutom hört flera uppgifter om att polisen inte ens vĂ„gar Ă„ka in i vissa förortsomrĂ„den. Den grundlĂ€ggande tryggheten i vĂ„ra förortscentra sköts numera av frivilligt organiserade sociala stödgrupper, som Farsor och morsor pĂ„ stan. Denna modell för samhĂ€llets organisering saknar historisk motsvarighet. Kanske Ă€r det dags att tillföra ett begrepp till den politiska filosofin:
Nattvandrarstat -en -er. SamhÀlle dÀr statens uppgifter maximeras i allt utom att garantera medborgarnas grundlÀggande trygg- och sÀkerhet. Försvar, rÀttsvÀsende och katastrofberedskap sköts ist av frivilliga. Se Sverige.Motsatsen till nattvÀktarstaten
Drengen med de mange kjoler
En rapkĂŠftet og kĂžnsrolleufĂžlsom ven skriver ” NĂ„r islam overtager Sverige, skal svenske drenge og mĂŠnd sĂ„ ogsĂ„ bĂŠre tĂžrklĂŠde?” Mnjoh, hvorfor ikke? FĂžrst tugtet af matriarkatet, sĂ„ underkastet herrefolket. Lad os sende et hospitalsskib til den svenske mand.
NĂ€r min son var tre Ă„r gammal köpte vi hans första klĂ€nning. Det var pĂ„ hans eget initiativ. Han frĂ„gade mig en morgon varför han inte hade nĂ„gon, âdet Ă€r ju sĂ„ fint!â, sa han, och vi gick genast till Myrorna dĂ€r han fick vĂ€lja fritt. Han föll för en enkel gul bomullsklĂ€nning med blĂ„ och rosa blommor pĂ„. Han hade aldrig sett nĂ„got vackrare sa han och stĂ€llde sig pĂ„ tĂ„ vid kassan för att betala. NĂ€r vi kom fram till dagiset kom ett barn fram till honom och frĂ„gade: âVad fan har du pĂ„ dig klĂ€nning för?â Jag gjorde mig redo att ingripa men min son förekom mig. Han gjorde en stor piruett, sĂ„ att kjoltyget stod som en klocka runt benen och svarade; âFör att jag Ă€r sĂ„ fin, sĂ„ fin, sĂ„ fin!â
Under Ă„rens gĂ„ng har han köpt pĂ„ sig ett tiotal klĂ€nningar i olika former och fĂ€rger. Han kĂ€nner sig allra tjusigast dĂ„. Det kombineras gĂ€rna med vattenkammat hĂ„r, blommiga Dr. Martens eller de snabbaste skorna han Ă€ger. I tvĂ„ och ett halvt Ă„r bar han klĂ€nningarna med en mallig uppsyn, alldeles stolt över sig sjĂ€lv. Men sedan började det krypa pĂ„ honom, det dĂ€r andra. Hans kamrater pĂ„ dagiset, sĂ„vĂ€l flickor som pojkar, retar honom och kallar honom för âtjejâ. âJag ser hur han formas efter nĂ„got han inte begriper â könsrollenâ