En vidunderlig klar keynote speech den 13,5 med en lavmælt humor, der kommer rundt om Romerretten, Kristendom, Common law, islam, EU, Menneskerettighedserklæringen og den naive Eleanor Roosevelt, krænkethedsindustrien, selvcensur i presse og på universiteter, de ideologiske fag som ‘kvindestudier’, der har invaderet universiteterne, “islamofobi”, “homofobi”, (lovers of Greece hate that word anyway because of it’s grammatical incompetence) og Michel Foucault. 38 minutter Lars Barfoed og hans parti skulle tage og høre de 38 minutter. (Hør evt radioprogrammet Alan jones – Roger Scruton.)
“Reinfeldt and Obama fight homophobia together”
skriver The Local. Glimrende. Hvad gør Fredrik hjemme i Sverige for at bekæmpe “homofobi”? Advarer og oplyser han homoseksuelle om, hvem der overfalder dem og i enkelte tilfælde myrder dem? Det ville være at gå for langt, synes Fredrik og hans journalistkorps. Lad os tage eksemplet Daniel Nordström, tortureret og myrdet i Malmø af to dybt troende muslimer i december 2008 udelukkende fordi han var homoseksuel. Dette er ikke engang seks år siden.
Dette enkelte mord illustrerer hele det officielle Sveriges hykleri. Ikke ét statsstøttet medie oplyste den fulde sandhed om det mord, og de to muslimer fra Rosengård blev ikke engang dømt for “hate-crime.” “Pojkarna” kaldte Expressen dem, da de fik helt ubetydelige straffe for deres forbrydelse. ‘Drengene’ hed Kushtrim Ademi, Abdurraham Kushtrim Nika og boede i Rosengård, og der bor Kushtrim Ademi endnu. De har nu været på fri fod i årevis for de fik i 2009 hhv. “tre års sluten ungdomsvård och 15-åringen till 1,5 års sluten ungdomsvård.” Det er taksten for et bøsseliv, det er Sveriges kamp mod ‘homofobi’ i praksis.
Nærmest sandheden om mordet kom de homoseksuelles tidsskrift QX: Varför mördades Daniel Nordström? der beskriver hændelsesforløbet i detaljer. – Det er muligt, Sverige selv bilder sig ind, det bekæmper “homofobi”, men meget få bekæmper Sveriges sandhedsfobi.
Daniel Nordström er fuldstændigt glemt, han er ikke blevet nogen ideologisk kølerfigur som Fadime, for det ville indebære, at Sverige skulle kendes ved hans mordere, og det er helt udelukket at føre kampen mod ‘homofobi’ så langt som til det. QX skriver i 2006 at Mer än 30 bögar har blivit mördade de senaste 20 åren, hvor mange af indvandrere henligger i uvished bortset fra mordet på en Urban i Malmø i 2005.
Der er desuden 69 uløste mord bare i Skåne på 25 år, hvad der yderligere besværliggør et overblik. Det er skræmmende 4.3 uopklarede mord om året i en befolkning på blot 1.2 mio. Der er ingen år i fredstid hele Danmark har haft så mange uopklarede mord. Om man skal beskrive det nuværende, hypervoldelige Sverige som ‘i fredstid’, må vist være en smagssag.
Se evt. SVT’s UG fra i går om forstadsopløbene i Sverige sidste maj. Det eneste, man behøver fæstne sig ved, at den betjent der siger at “risikoen for gentagelse er meget høj.” Mauricio Rojas advarede for ti år siden om dette, men svenske journalister og politikere er uden for pædagogisk rækkevidde. Rojas blev mobbet ud af landet.
Et andet groft tilfælde på tilsyneladende umotiveret, bevæbnet vold mod svenske homoseksuelle er Hatbrottet i Tantolunden. Også her løj svenske medier så stærkt som en hest kan rende. Jeg gengiver en interessant kilde: