3
jul
Seneste opdatering: 18/11-16 kl. 2032
49 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Selvom jeg kun var 22 da Glistrup bragede  ind på scenen, kunne  jeg godt se der  var noget uhjælpeligt  infantilt ved ham. Han var vokset skævt. Noget var overudviklet,  det meste andet underudviklet.  Han faldt  udenfor det psykologiske normalspektrum. Det  underlige var, at så mange ikke  kunne se det og stadig ikke kan, men det siger nok mest om folks  dømmeskraft i al almindelighed.

Når det i EB hedder “‘Glistrup var en stor politiker’, må jeg le råt og hjerteløst. Glistrup savnede  stort  set enhver  af de  kvaliteter, der er nødvendige for bare at være en almindelig rugbrøds-politiker. Han havde hverken fornemmelse for samarbejde, det politiske spil eller følelse  for hvad der  rørte sig i befolkningen. Derfor savnede han også enhver kvalitet, en populist må have.

Når man nu er  et juridisk geni, men ellers  håbløs på alle  andre områder – han kunne ikke køre bil, trods  kørekort,  ikke koge et æg uden at det brændte på, at han ikke kunne ramme én ren tone i en sang, han var sindbilledet på en personlighed blottet  for gehør, – så peger  det hen imod at han var en højtfungerende autist, altså  Aspergers  Syndrom, hvad der ikke er noget degraderende  i.

Man kan være et udmærket  menneske for det, det var Albert Einstein også. Men så sandt som politik handler  om det almene, så var det omtrent det sidste Glistrup skulle have  kastet sig over. Kun er karriere som operasanger kunne vel mislykkes mere eklatant for ham, så falsk som han sang. Glistrup ville ikke det han kunne, og kunne  ikke det han ville.

Han må i enestående  grad have  manglet  personer i sin nærhed, der kunne  beskytte  ham mod sig selv og forhindre ham i at lægge  sit liv, sin forretning, sit parti øde med megalomane fantasier om egne  evner. Hvis han overhovedet kunne  beskyttes.  Han var ikke nogen “modig mand”, for han manglede  tvivlens og frygtens nådegave, og hvis han overhovedet var martyr,  var han det som et offer for sig selv.  Men kedelig, det var han  ikke, og det er, hvad de fleste politikere er.

Hvordan  nogle kunne “hade og afsky” ham, er mig ubegribeligt. Hvordan kan man hade et forvokset barn, der er en fange af sin skæbne ? Søren Krarup, der mødte ham flere gange, kalder ham ‘elskelig.’  Set udefra  var Glistrup snarere en tragisk figur, en hjælpeløs Don Quijote. Han bekæmpede staten, og staten vandt naturligvis.

Det sidste man kan spørge sig er: Glistrup var med til at sætte gang i kritikken af indvandringen, men jeg hælder til, at han satte den igang på den forkerte fod og skadede sagen mere  end han gavnede den. En mand der  udtaler sig sådan her, er givetvis  ikke den bedste at spille på hold med:

– Självklart är jag rasist. Det är alla goda danskar. Antingen är man rasist eller också är man landsförrädare, sa han då. (Berlingske 1999 via Expressen)

En ønskemodstander for enhver anstændighed. Når Politiken skriver “Mogens Glistrup blev en af de politikere, der har haft størst betydning for den politiske udvikling“, er det skudt helt ved siden af. Farverig og indflydelsesrig er ikke det samme.

Han greb netop ikke sit øjeblik, fordi han ikke kunne, han formøblede alt og mere til,  og det er  altså ikke  nok for eftertiden at Glistrup  lærte Kjærsgaard lektien om, hvordan politik ikke skal drives.

Glistrup forblev en kuriøs parentes. Han kom selv til at sørge for det, det stod i kortene fra begyndelsen.  (Der er  masser af nekrologer at læse, de er behørigt  venlige og ordentlige, som de jo også bør være. Dette er jo ikke en avis, så den er lidt anderledes.)

Hvordan gik det så med “integrationen” i Värnamo ?

(Smålandsk by, 18.400 indbyggere). Ikke noget videre, som man kan se. Der  søges kommunale  penge til dette :

Var elfte kommuninvånare i Värnamo kommun är från Bosnien. Många av dem börjar bli gamla och det är lätt att de blir isolerade. För att bryta isoleringen vill bosniska föreningen öppna dagcentral och en vårdavdelning med bosnisk personal. Fler än 600 bosnier i Värnamo är över 65 år……..Föreningen vill skapa en slags dagcentral för äldre. Redan idag finns ett bibliotek med 450 böcker på bosniska, filmer osv. Men målet är framförallt att träffas och prata…..Men bosniska föreningen anser också att det finns behov av en vårdavdelning med 12 – 16 platser, där personalen ska vara bosnisk. Det ska också serveras bosnisk mat, för det är svårt för äldre att äta ordentligt om inte maten är välbekant säger Sead Maslan. Nu vill de ha projektbidrag för att komma igång, för bosniska föreningen är redo.  SR.SE

Kort sagt – det gik stort set slet ikke. SR påstår at “de har glemt deres svenske sprog”. Det lyder ganske lidt troværdigt. Måske dette var en idé ? Ditt islamiska vårdföretag. I den pakistanske enklave  i København, er “integrationen” heller ikke imponerende.  Selvudråbte talspersoner som Bashy Qureshi og Rushy Rashid  skammer sig, men når der  alene i Punjab forekommer 1000 sådanne mord om året (Amnesty), så må det jo ske  med  visse mellemrum, så de skulle egentlig skamme sig hele tiden. Det ses at de  nugældende  hårde danske  straffe for barbariet, har fået deres landsmænd til at lægge drabene ud i entreprise i hjemlandet.  Det er dog altid  noget, at det ikke myrderiet  foregår i relativ uforstyrrethed, som fra svenske  altane .  En pakistansk taxa-chauffør demonstrerer, at det eneste danske ved  ham, er hans pas:

De fleste af chaufførerne kommer fra det samme område i Pakistan, som svigerfamilien til den dræbte. En fortæller, at den myrdede Tahira Tabassums mand også kører taxa, men at de ikke har set ham et stykke tid.  Chaufførerne taler om ‘dem’ og ‘os’.  – Når I ikke vil afskaffe jeres ytringsfrihed, så skal vi vel heller ikke afskaffe vores love, siger én. EB 2.7.2008

“The civilization that forever dodges maturity will never live to a ripe old age”

Diana West afdækker sammenhænge mellem fænomener der vel taget hver for sig er velkendte hos de kulturkritikere vi her, såvel som andre blogs med samme udgangspunkt, gerne refererer til. Måske hendes budskab er for kompromisløst for de fleste af os; jeg vil gerne tilstå at høre til dem der altid har sat en dyd i at “define[ ] [myself] by an eternally youthful pliance and infinite openness”, og det er ikke noget man sådan kaster af sig i en fremskreden alder. Spørgsmålet er vel, om ikke netop “openness” er det som f. eks. forhærdede kulturradikale selv har brug for, når de nu er stivnet i rigid selvgodhed og dyrkelse af kønne idealer? (West skelner dog nok her mellem at søge målrettet tilbage til gamle dyder, kontra flagrende søgen efter nye kicks og impulser.) I den grå virkelighed må man således selv prøve at navigere mellem afvisning at værdirelativismen, samtidig med at man stadig kobler af med rockmusik og generel åbenhed for nye impulser. Fremragende øjenåbnende interview, som bør læses i sin helhed. Her kun nogle uddrag (LFPC):

(foto: Diana West i København, juni 2008, © Snaphanen)

When a civilization defines itself by an eternally youthful pliance and infinite openness – just as its citizens define their personal lives, not at all coincidentally – it’s difficult to determine what, if anything, that same civilization can be definitively closed to. In this real culture war, the stakes are much higher than they used to be: that is, we’re not just discussing whether Rigoberta Menchu has a place in the canon alongside (or instead of) John Milton; we’re talking about whether Islamic law (sharia) has a place alongside (or instead of) Western law. Having caved on Rigoberta Menchu et al, it shouldn’t be surprising that we are also caving on sharia. I am hoping the latent grown-up in us all can put a stop to this. […]

Consider the overarching conception of “freedom” itself. The entry on freedom, or hurriyya, in the Encyclopedia of Islam describes a state of divine enthrallment that bears no resemblance to current Western understandings of freedom as predicated on the workings of the individual conscience. But multicultural “we,” rigorously trained to see all peoples and all cultures and all religions as ultimately wired in precisely the same way, persist in overlooking such distinctions. We instead regard our kind of “freedom” as being one-size-fits-all “universal” freedom – universally valued and universally desired. Then we scratch our heads when large swaths of the monocultural Muslim world regard it as an ineluctably Western (if not infidel) threat to Islam. Frankly, I don’t think that convincing Islam otherwise is where our security interests will be met, or even can be met. Me, I would like to see us get out of the high-end democratization business to concentrate more specifically on warding off Islamization in the West and jihadist terror via a “war on jihadism.” […]

I would describe PC life in a multiculti world as being marked in part by self-censorship based in fear – fear of professional failure, opprobrium or social ostracism. I would also describe this same self-censorship as a form of childishness. During one lecture on The Death of the Grown-Up, I took a question from a man who wondered, in a rather agitated way, if I were actually saying that multiculturalism is juvenile. I hadn’t phrased things that way, but, on quick reflection, I told him that, yes, that was indeed what I was saying. The fact is, buying into multiculturalism – the outlook that sees all cultures as being of equal value (except the West, which is essentially vile) – requires us to repress our faculties of logic, and this in itself is an infantilizing act. I mean, it’s patently illogical to accept and teach our children the notion that a culture that has brought liberty and penicillin to the masses is of no greater value than others that haven’t. In accepting the multicultural worldview, we deceive ourselves into inhabiting a world of pretend where certain truths are out of bounds and remain unspoken – even verboten. […]

For death-of-the-grownup purposes, one aspect of dhimmitude has particular resonance, or, perhaps, non-resonance; and that is the silence of dhimmitude regarding Islam. Among dhimmi populations, it is the silence of an insecure, fearful, self-censoring society. In the West, it is also the silence of the post-adult, identity-less society, the one that never quite grows up into itself. And the similarities between the two are alarming. […]

We have nothing to lose. It should now be clear that the civilization that forever dodges maturity will never live to a ripe old age. We’re All Children Now? An adolescent culture

Wilders: “Bananrepublikken Jordan”

Hvornår kommer den civiliserede del af verden med klare, umisforståelige udmeldinger om at de selvfølgelig ikke vil udlevere Geert Wilders til skueproces hos barbarerne? (LFPC)

Preliminaries for a criminal court case in Jordan against a Dutch MP are no reason for the Dutch government to summon the Jordanian ambassador. The MP, Freedom Party leader Geert Wilders, had requested this following reports that Jordan is preparing a possible court case against him because of his anti-Islam film Fitna.

Dutch Foreign Minister Maxime Verhagen does not intend to summon the Jordanian ambassador. For his part, Mr Wilders thinks it “horrendous” that Jordan wants to prosecute him. As far as he’s concerned, this only goes to show “how undemocratic the banana republic of Jordan is.” Jordan to prosecute Dutch MP over anti-Islam film

USA: En renæssance for orientalismen?

Skulle jeg formulere dette i mere infantile termer (jfr. Diana West) kunne man måske kalde den amerikanske Association for the Study of the Middle East and Africa (ASMEA) for “Orientalism strikes back” eller “Revenge of the orientalists”. De amerikanske læreanstalter er som måske bekendt hærget af sammenslutningen MESA, Middle East Studies Association, der bedriver massiv islamapologi, i hvert fald i John Espositos tilfælde med milliondonationer fra Saudi Arabien. På Uriasposten kan man lige nu læse et referat fra P1 Horisont, hvor den danske nestor udi islam Jørgen Bæk Simonsen citeres for bl. a.:

Kim Bildsøe Lassen, P1: Jørgen Bæk Simonsen. Man vil jo måske også kunne hævde, at palæstinenserne selv er ude om det. De har valgt en regering, eller en gruppe til at lede dem, som åbent bekender sig til terrorisme. Er det ikke bare et vilkår når man nu tager et så… konfrontatorisk valg.

Jørgen Bæk Simonsen: Ej, jeg mener måske, at det er en lidt hoven tilgang, at have til virkeligheden. Mig bekendt, er det rigtigt, at der er nogle lande, og der er også nogle institutioner, der definerer Hamas’ opgør med israel som udtryk for terror og terror-handlinger… Det som Hamas gik til valg på i januar 2006, det var jo et løfte om at bringe en bedre hverdag frem… og så må vi jo stille os selv det spørgsmål, om folk har lov til at vælge dem de mener bedst varetager de interesser vælgerne hver især har. Jørgen Bæk Simonsen: Terrorisme er et problem, “for Hamas”

I USA er der i det mindste et alternativ under opbygning, den nævnte ASMEA:

Creamer: There is a feeling among many who study the Middle East and issues concerning the region that there was not a truly open academic society for them to participate in prior to the creation of ASMEA. As ASMEA Chairman Bernard Lewis said during his keynote speech at the inaugural conference, Middle East studies are “beset by difficulties.” During Professor Lewis’s keynote, he cited “the clash of disciplines and lack of mutual recognition between them,” as well as “the deadly hand of political correctness,” as the major difficulties facing those who participate in Middle East studies. To that end, Professor Lewis concluded his keynote by saying, “I hope this organization will make a significant contribution to changing that.” That is certainly a founding goal of ASMEA. Truth About Islam in Academia?

Selv om vi også herhjemme har forskere der ikke følger den slagne, apologetiske og ikke-essentialistiske tilgang, bl. a. Tina Magaard og Mehdi Mozaffari, kunne man kun ønske sig en lignende sammenslutning på tværs af de danske akademiske institutioner (LFPC).


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?