Af Tim Pallis

I Vesten har vi et problem. Vi kender ikke islam. Vi fatter ikke, hvad der foregår i den islamiske verden. Vi kan ikke forstå, hvorfor muslimer overalt i verden handler, som de gør. Vi kalder det middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams “hellige” skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimer i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme. At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige, overholde budene og det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne.

Her i Vesten tænker vi logisk. Vi bestræber os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at der er en årsagssammenhæng her i verden. Der må være en grund til de ting der sker. Og mennesker er vel alle modtagelige for fornuft.

Robert R. Reilly har skrevet en af de vigtigste bøger i mange år om islams mangel på rationel fornuft. Bogens hedder: “The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis.” 2010. Det følgende er en gennemgang af den analyse, som bogen beskæftiger sig med. Derefter ser jeg på konsekvenserne af denne analyse med hensyn til samvittighed og skyld.

I sin tale i Regensburg sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften. Han talte også om af-hellenisering i islam. Det betyder dens tab af filosofisk tænkning og fornuftslutninger. De præmisser, som mange muslimer går ud fra, er ikke genstand for en kritisk undersøgelse. Islams lærde forkaster nemlig den menneskelige tankes rationelle analyse. Det er menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af fornuftig tænkning. Muslimer lever faktisk i en verden, hvor Allah ikke er fornuftig, men ren vilje og magt. Der er en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig, som den har.

For det første er der en total afvisning af den frie vilje og en tro på, at alt er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie, men dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har en moralsk forpligtelse til at gøre godt og undgå det onde.

I islam kaldes Allah Al-Jabbar, hvilket betyder betvingeren. Allah er den som betvinger og bestemmer alt. Hans magt kan man ikke modsatte sig. Allah er herre over enhver af menneskets bevægelser, handlinger og tanker. Han er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring. Den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) sagde: “Skabningerne har ingen indflydelse på Allah, da det er Allah selv, som skaber deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

I islam er det blasfemisk at mene, at Allah overhovedet har en natur, som er konsekvent, eller som kan kendes. Det begrænser nemlig hans absolutte, vilkårlige frihed til at handle. Derfor er Allah ubegribelig, han gør, hvad han vil. Allah har magt til at ville en hvilken som helst ting. Denne vilje er fri af alle begrænsninger, selv de, der er baseret på hans egne love. Allah er ikke engang bundet af sine egne ord.

Allah er det ukendte på grund af hans absolutte transcendens. Intet kan sammenlignes med ham. Han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love, og det er alt. Det er grunden til, at Islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med shariaen, som er retslæren. Det eneste, der er relevant, er at kende loven.

Filosofferne Avicenna (Ibn Sina 980-1037) og Averroes (Ibn Rushd 1126-1198) var de bedste eksempler på forsøg på at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i islam. Dvs. at bringe fornuft og åbenbaring i overensstemmelse med hinanden i den muslimske verden. Men det var frugtesløst. I året 1195 blev Averroes bøger brændt på Cordovas bytorv. Han selv blev sendt i exil og hans lære bandlyst.

Fornuftstænkningen blev afvist af islams lærde, fordi den er korrumperet af menneskets selviske interesser. Den dybere begrundelse var dog overbevisningen om, at der ikke er noget for fornuften at vide. Virkeligheden er sammensat af en serie af momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje. Alt er direkte afstedkommet af Allah, som handler uden fornuft.

Det katastrofale ved denne opfattelse er benægtelsen af forholdet mellem årsag og virkning i naturens verden. Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikens love, gravitet osv. er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan bryde eller ændre.

Konsekvensen af dette synspunkt er fatal. Hvis skabelsen blot eksisterer som følge af en tilfældig række mirakuløse øjeblikke, kan den ikke forstås af forstanden. Resultatet er, at virkeligheden bliver uforståelig. Hvis den ubegrænsede vilje er det, som eksklusivt konstituerer virkeligheden, er der ikke mere at afklare og begribe.

Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111) var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. Han skrev værket “Filosoffernes mangel på sammehæng”, hvor han afviste hele den græske filosofi. Han fremhævede, at Allah ikke er bundet af nogen orden, og at der derfor ikke er nogen naturlig sammenhæng mellem årsag og virkning. Ting sker ikke i overensstemmelse med deres natur – de har ingen natur – de sker som følge af Allahs øjeblikkelige vilje.

De såkaldte islamiske tænkere som Averroes, Avicenna, Al-Razi, Al-Kindi osv. er slet ikke islamiske tænkere ifølge islams lærde. De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. De betragtes idag som værende fremmed elementer i den islamiske verden. Deres rationelle tanker har ingen plads i islam og bliver derfor bekæmpet. Det er Vesten, som har lært af dem, fordi deres ideer oprindelig kom fra den græske filosofi og videnskab.

Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektiv videnskabelighed i den islamiske verden. Det er videnskabernes opgave at opdage naturvidenskabelige lovmæssigheder. Hvorledes kan man dyrke videnskab uden årsag og virkning? Ifølge islam er det imidlertid blasfemisk at påstå, at en sten falder til jorden på grund af gravitet, da det er Allah, som i det øjeblik lader den falde. En gang mellem 800-tallet og 1200-tallet videreudviklede araberne ganske vist de videnskabelige metoder, som de havde lært fra de græsklærde kristne. Men derefter stoppede det, og ingen væsentlige opdagelser er siden set.

Den anti-rationalistiske bevægelse i islam stammer fra Koranens status blandt muslimerne. Det er troen på, at Koranen ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen. Den er formidlet til Muhammed af Englen Gabriel, mens de originale tavler på arabisk findes i himlen. Det er et kættersk synspunkt, at Koranen kunne være en menneskelig fremstilling af den guddommelige sandhed, som kan fortolkes i lyset af forskellige kulturelle faktorer.

Anti-rationalisterne vandt striden om den frie vilje. Spørgsmålet var, om Koranen blev skabt i tiden, eller om den har eksisteret i al evighed med Allah. Koranen siger det ikke. Der er dog et men… for skønt Koranen deler evighed med Allah, er den alligevel forskellig fra Allahs essens. Den teologiske skole Mu’taziliterne (700-tallet-800-tallet) pegede på, at dette forhold gjorde Koranen til Gud nummer to, og det er polyteisme.

Den mest betydningsfulde samler af Koran kommentarer (Hadith) al-Bukhari (d.933) benægtede dette og sagde: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlinger er skabte, og at tro noget andet er kætteri.” Mu’taziliterne mente det modsatte, at Koranen var skabt, ellers måtte de historiske hændelser, som der berettes om i Koranen være forudbestemt og budene eksistere før mennesket blev skabt. I midten af 800-tallet under Kaliffen al-Mutawalkil blev det endelig obligatorisk at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at gen-åbne den islamiske bevidsthed.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og en gen-åbning af porten til ijtihad, som det kaldes. Det vil selvfølgelig betyde en genåbning af Koranens status. Der er tre vigtige reformtænkere: Indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (f.1934).

Men det er ingen spøg at være reformtænker. Man bliver erklæret for frafalden kætter (apostate), og trues med at blive likvideret. Derfor må de bo i Vesten og forske under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt. Det ville nemlig betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, er en sagablot i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udrydes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også ophører den med at eksistere. Desværre tyder det på, at det såkaldte “arabiske forår” ikke er et tegn herpå.

Redaktøren af New English Review Rebecca Bynum har sammenlignet islam med et næbdyr, som jo ligner en odder. Men den adskiller sig ved at have et andelignende næb, lægge æg og mange andre egenskaber, som ikke ligner en odder. Den tilhører derfor ikke den biologiske kategori, som odderen tilhører. Derfor må den have sin egen kategori.

Det samme er tilfældet med islam. Islam er så forskellig fra andre religioner, at den dårligt kan rummes indenfor kategorien religion og burde klassificeres i en særlig kategori. Den er kristendommens diamentrale modsætning, fordi synd, skyld og menneskelig moral er fraværende i islam.

Ortodoks islam sætter fysisk efterlevelse og adlydelse af den islamiske troslæres påbud over det åndelige. Det vil med andre ord sige, at den ophøjer efterlevelsen af Muhammeds adfærd over ethvert hensyn til sandhed, godhed og spiritualitet. Tro, lydighed og lovlighed et ét og det samme i islam.

Man kan godt hævde, at islam er meget materialistisk, fordi den kun beskæftiger sig med kroppen og dens kontrol. Kvinden ejer f.eks. ikke sin egen krop – den kontrolleres af andre. Da Allahs vilje er hver eneste ting der sker, er lydighed mod islams sharia alt, hvad Allah vil med alle mennesker til alle tider. Der er ingen forskel på menneskets vilje og Allahs vilje.

Islam er derfor en tro uden sandhed, skønhed og godhed, fordi mennesket egentlig ikke har noget højere spirituelt at stræbe efter. Dette gælder selvfølgelig kun for ortodoks islam – ikke for sufismen, som for så vidt ikke har noget med islam at gøre. Men derom i en anden artikel.

I menneskelivet er der ingen bro til Allah. Islams tro er troen og rigtigheden af islams doktriner. I andre religioner er bønnen er personlig henvendelse til det guddommelige. Men i islam udføres bønnen i et fællesskab som en udenadslært formel. Alle beder den samme bøn, og det skaber en indbyrdes solidaritet uden intim kontakt med det guddommelige. Der er ingen kærlighed til Gud- lydighed er alt.

Det, der adskiller islam fra andre religioner, er altså en sammenblanding af sociale, politiske og juridiske systemer med et trossystem. I verdens mange forskellige islamiske samfund fungerer islam helt anderledes end andre religioner. I stedet for at fremelske fred og harmoni sår den adskillelse, vold, angst og opløsning.

Muhammed er i islam helt syndfri, til trods for de grusomme handlinger han begik. Hvis han i kristen forstand havde syndet, så havde Allah gjort synden til en pligt. Dermed skabtes den sharia moral, som Muhammed kaldte Allahs vilje, ud fra hans egne behov og med Allahs velsignelse.

Islam mangler kristendommens arvesynd. Der er ingen samvittighed og skyldsbevidsthed i islam. Derfor kan voldelige konflikter fortsætte år efter år. Ingen islamiske krigere, Mujahediner, har dårlig samvittighed eller skyldfølelse med hensyn til deres terror handlinger. De tager intet ansvar for deres handlinger, angre intet, fordi alt, hvad de gør, er Allah’s vilje. Det er Allah der gør det. Dostojevski har sagt: “Om Gud ikke eksisterer, kan mennesket gøre hvad som helst.” Igen ser det ud som om, islam ikke har nogen Gud.

Islams problem er blandt andet, at dens tro medfører en mangel på skyldfølelse. Er man født muslim, og det er alle mennesker i følge islam, er man allerede tilgivet arvesynden. Det onde er ikke noget i en selv, det kommer udefra, fra Satan, som man må beskytte sig i mod. Man er ikke selv skyldig, selv om man udfører grusomme handlinger, hvis disse handlinger gøres for at beskytte sig mod det onde udefra – altså Satan. Ugerningerne er skyldfri, fordi de handler om at beskytte islam og placerer årsagen til dem hos andre end én selv.

Af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Af samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid