13
aug
Seneste opdatering: 13/8-13 kl. 0736
11 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis

Forord: Der skal være et åndeligt alternativ til ham, som vil forlade islam, men alligevel ikke vil konvertere til en anden religion. Hvilken tradition kan han tage tilflugt til anden end sufismen, hvis han vil bevare noget af det, han har forladt samtidig med, at han beriger sig med en ny spirituel praksis?

Sharia islam og sufi islam.

Islams “kanoniske” skrifter er trilogien Koranen, Siraen og Haditherne. Koranen er Allahs uskabte ord og formaninger til Muhammed. Siraen er Muhammeds biografi skrevet af Ibn Ishaqs år 760 og de mange senere hadither er efterfølgernes optegnelser og noter om Muhammeds “egne ord” og gerninger.

Sharia islam står på skuldrene af denne trilogi, som indeholder en lovkodex institueret af de fire lovskoler (Hanafi, Maliki, Shafii og Hanbali), der stort set handler om, hvordan man kommer i paradis og ikke i helvede på dommedag. Hvis man lever halal, som er det, der er rigtigt, kommer man i paradiset, men lever man haram, som er det, der er forkert, kommer man i helvede. Der er regler for alt lige fra familiepolitik til storpolitik.

Overfor det står sufi islam, som er et helt andet bud på, hvad islam er. Her drejer det sig om, at den enkelte ved at tilslutte sig et spirituelt broderskab med vejledning af en lærer gennemgår en særlig åndelig træning, som fører til særlig erkendelse kaldet marifa.

Sufierne er mystikere, som gennem en meditationspraksis kan få en indsigt i alle tings egentlige natur eller den egentlige virkelighed kaldet al-haqq. Denne meditation hedder dhikr, som betyder ”konstant ihukommelse” af islams trosbekendelse la illaha illa ’llahu, der i praksis knyttes til åndedrættet.

De gamle islamforskere kendte sharia-islam fra Koranen, Muhammed-biografierne og sædvanen (sunna), som er referater af Muhammeds “egne ord” og handlinger. Koranen er derimod ikke Muhammeds ord, men Allahs uskabte ord og budskab til mennesker. De kendte også til sufi islam, som de var umådelig fascinerede af på grund af dens mystik, som ligner mystikken i alle andre religioner.

De fleste religioner har deres rødder i en mystik, der handler om, hvad erkendelse og bevidsthed er. Den har man med Aldous Huxleys (1894-1963) ord kaldt ”den evige filosofi” eller ”the perennial philosophy”. Man kunne også kalde den advaita med et sanskrit ord, som betyder ”ikke-to”. Advaita betegner en ikke-dualistisk erkendelse af alle tings sande væsen, som også er ensbetydende med en “universel bevidsthed” eller blot bevidsthedsrummet.

Der er tilsyneladende en hel verden til forskel på sharia islam og sufi islam. Derfor har der igennem hele historien hersket et umage forhold mellem dem. Dette beror på flere forskellige ting. Det er imidlertid ikke et sort/hvidt forhold, for overalt i den muslimske verden, finder man f.eks. sufi muslimer, som er lige så krigeriske og racistiske som sharia muslimer.

Mystikens oprindelse i islam.

Johannes Pedersen skriver i “Muhammedansk Mystik, Verdensreligionernes Hovedværker” under redaktion af Poul Tuxen og Aage Markus, Nordisk Forlag 1952 følgende:

“Spørgsmålet om mystikens oprindelse i islam kan vi ikke besvare tilfredsstillende, da vi hverken kender de ældste muhamedanske mystikere eller de åndelige forhold i Vestasien umiddelbart før deres optræden tilstrækkeligt indgående. Det er muligt påvirkningen fra Indien har spillet en rolle, men da mystiken bryder frem omtrent samtidig i Mesopotamien, i Centralasien, i Syrien og i Egypten, må der have været en almindelig modtagelighed. Vi ved at det kristne Syrien, der på mange måder påvirkede islam, havde sine mystikere og den hellenistiske og gnostiske livsopfattelse, som beherskede Forasien i århundrederne evt., var mystisk præget. Fra nyplatonismen fik den muhammedanske mystik, ligesom filosofien, sin grundopfattelse af sjælen, der var af så stor betydning, når den skulle udtrykke sine oplevelser”.

Det perfekte menneske.

En anden ting er, at alle muslimer kalder Muhammed uswa hasana al-insan al-kamil. Uswa hasana betyder ”rollemodel” eller det ”enestående eksempel” til efterlevelse. Al-insan al-kamil betyder det ”perfekte menneske”.

Muhammed opfattes altså af alle muslimske mænd som det “perfekte menneske”, hvis eksempel de bør efterleve. Den Muhammed man kender fra sædvanen (sunna) dvs. biografierne og haditherne er imidlertid langt fra et perfekt menneske målt med nutidens målestok. Og det store spørgsmål er, om han var det målt med datidens målestok.

Dette udtryk al-insan al-kamil er i virkeligheden et sufi begreb, som et par århundrede efter Muhammeds egen tid (d. 632) blev lånt fra sufi mystikkens terminologi. Blandt sufier er det en betegnelse for ”det universelle menneske” eller ”logos”.

Det er et ideal og et håb for enhver, som praktiserer sufi meditation, en dag at blive et ”perfekt menneske”, ligesom ens lærer er det, og alle de tidlige åndelige arvinger i broderskabet var det.

At være al-insan al-kamil kan fortolkes som det samme som at blive oplyst eller at blive en levende buddha i buddhismen. Det svarer også til i advaita vedanta at blive en jivanmukti eller i judaistisk mystik at blive adam kadmon i den lurianske Kabbala.

Da Muhammed imidlertid ikke kan betragtes som en helgen eller en oplyst mester i denne forstand, da han blot beskrives som et talerør for en stemme, som han hørte i visse ændrede bevidsthedstilstande, er det i virkeligheden tvivlsomt, om man kan kalde ham for al-insan al-kamil.

Findes en fredelig islam?

Når man nu om dage i massemedierne taler om radikalisering af muslimer, om moderate muslimer og demokratiske muslimer er det af værdipolitiske grunde. At tale om islam er nemlig tabu. Der hersker en misforstået opfattelse af, at islam er ”fredens religion”.

Ibn Warraq har i værket “Derfor er jeg ikke muslim” sagt, at det kan godt være der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat. Islam er i sig selv radikal og ekstremistisk, når vi sammenligner den med andre verdensreligioner eller de “universelle” menneskerettigteder. De såkaldte unge radikaliserede islamister er blot rettroende muslimer.

Næsten alle religioner taler om fred, forsoning og kærlighed. Men det gør sharia islam desværre ikke. Det kan godt være, at der findes både fredelige, moderate og demokratiske kultur muslimer, men sharia islam er ikke fredelig, moderat eller demokratisk. Og problemet er selve sharia islams politisk religiøse system. Sharia islam er ortodoks islam. Hvad er sufismen da egentlig talt for noget? En uddybning af dette spørgsmål er ikke dette essays opgave, men jeg skal komme ind på det i et efterfølgende essay.

Det at man overhovedet kan sige, at islam er ”fredens religion” eller, at der findes en moderat eller demokratisk islam, bygger blandt andet på kendskabet til sufismens fine mystik. Sufismens passionerede hengivenhed til Gud og deres erkendelseslære er imidlertid ikke ortodoks islam set i de lærde sharia sheikers (ulama) optik. Ulama er de lærde jurister, som sidder i domstolene, på de islamiske universiteter og i moskeerne. De betragter stort set alle sufier som kættere, og der har været kætterforfølgelser igennem hele islams historie.

Hvad er det, der gør, at sufierne, som udgør mange små kontemplative bevægelser, i den grad er blevet forfulgt på grund af deres spiritualitet? Årsagen er, at Koranen, profetens sædvane (sunna) og lovskolerne ikke har en dybere spiritualitet eller metafysik indbygget i sharia islams lære. Derfor kalder de sufismen for bida, fornyelse, og det er haram.

Ganske vist er der mange sande sufier som f.eks Ibn al-Arabi (d.1240), der har brugt koraniske citater for at legitimere deres sufi mystik for at undgå kætter forfølgelse. Men ser man nærmere efter, hvor de henter deres referancer i Koranen, opdager man, at det er fra de mildere mekka-suraer og ikke fra de strengere medina-suraer, som ophæver (mekka-suraerne).

Sharia-islam har nok en teologi og nogle supernaturalistiske doktriner, men det kan slet ikke sammenlignes med den fornemme metafysik, religionsfilosofi og mystik, der findes hos store sufier som al-Suhrawadi (d.1191), Ibn al-Arabi (d.1240), Rumi (d.1277) eller Shabistari (d.1320). Hvor har sufierne det så fra, når det ikke kommer fra Muhammeds islam?

Arabernes erobringer af den gamle hellenistiske verden.

Man må tage arabernes erobringshistorie i betragtning for at forstå sufismens historiske baggrund. Det berettes, at Muhammed dør år 632 og mindre end 100 år efter har araberne erobret et enormt område, som strækker sig fra Spanien til Indusfloden. De har plyndret og hærget den gamle hellenistiske verden og Sassanideriget (Persien) til langt ind i Indien.

Romerriget bliver langsomt overtaget af folkevandrende stammer i løbet af 400-tallet og dermed er det slut med den antikke verdens mange forskellige religiøse mysterier. Det var afslutningen på hellenismens synkretistiske tid, hvor man stadig kunne fordybe sig spirituelt ved at deltage i forskellige religiøse mysterier, f.eks. de eleusinske mysterier.

Romerkirken havde allerede i et par århundreder bekæmpet de mange forskellige gnostiske traditioner og de religiøse mysteriers kultsteder, som havde haft så rig en blomstringstid i den hellenistiske periode. Nu var det hovedsageligt Det byzantinske Rige med Konstantinopel i centrum, som havde indflydelse i de gamle hellenistiske kulturområder.

I Middelhavslandene blev munke, vise mænd og gnostiske mestre fra 200-tallet og fremefter forfulgt som kættere af romerkirken. Klostre, kultsteder og uerstattelige bogskatte blev hærget og munke blev dræbt. Når vi så kommer ind i 700-tallet bliver hele området fra Andalusien til Indien lidt efter lidt dhimmificeret af de muslimste herskere.

I hele dette område var der jødiske gnostikere, kristne gnostikere som valentianere, hermetikere, manikæiske gnostikere, arianere, koptere, nestorianere, mandæere, donatister, zoroastrianere og mange andre mysteriesamfunds mystikere og religiøse mestre.

Mange af dem konverterede til islam, fordi en status som dhimmi og gnostiker var livsfarlig. I islams ”dem og os” og ”vi og de vantro” ideologi kunne mystikerne ikke dyrke deres spiritualitet på en tilfredsstillende måde.

Ifølge islamiske historikere begynder arabernes deres erobringer udenfor den arabiske halvø lige efter år 632, først anført af Abu Bakr 632-634, derræst Umar 634-644 og derpå Utman 644-656 og tilsidst Ali 656-661. Ummayyaderne bemægtiger sig det voksende arabiske imperium og fortsætter erobringerne fra 661 til 750, hvor abbasiderne tager magten og gør Bagdad til hovedstad i 762.

De tidligste sufier.

Ifølge den største kender af sufismens digtere R.A. Nicholson var de tidligste sufier asketikere og kvietister snarere end ikke-dualistiske mystikere. De var inspireret af de kristne strømninger i Mellemøsten og tog afstand fra Ummayyadernes ugudelige levned. Askesen blev indledningen til en rejse ind ekstasen, antinomien og den spirituelle digtning.

Ummayyaderne hovestad var Damaskus, og det er tvivlsomt om de historisk set overhovedet kan betegnes som muslimer. Abbasiderne var oprindelig shia muslimer, men blev meget hurtigt sunni muslimer, da de fik magten i år 750. Det er egentlig  først fra deres magtovertagelse, at man kan tale om, at kalifatets officielle religion er islam.

Ganske vist var det under den ummayyadiske Kalif Abd al-Malik (685-705), at Koranen bliver samlet og distribueret. Men det er tvivlsomt om man på dette tidspunkt har haft en klar bevidsthed om Muhammeds liv og gerning.

Umayyadekalifatet og det tidlige abasidekalifat var erobrere af enorme områder. Imidlertid indkapslede herskerne sig i garnisons-hovedstader, hvorfra de tog krigsbytte og inkaserede skatter fra de erobrede. Sufierne vidste godt, at magtens elite isoledede sig med konkubiner og slaver i vild luksus. Mange af de erobrede stammer og folkeslag konverterede naturligvis til islam, fordi alternativet var at leve som tredje rangs borgere eller dhimmier.

De første sufier viser sig i slutningen af ummayyadekalifatet og bringer den spiritualitet, som ikke findes i ortodoks islam ind i islam.

Sufierne i Basra.

De mere spirituelle medlemmer af samfundet i Basra og andre steder opfattede kalifatets materielle luxsus liv som usmageligt og skabte derfor et liv med en indre esoterisk forståelse af islams eksoteriske doktriner. Mange af dem efterlevede Sinai ørkenens og de syriske munkes asketiske praksis, som de indførte i islam. Det var især udbredt i byen Basra I Iraq, hvor de første sufier kom til at virke.

Den indiske muslim og grundlægger af ideen om den pakistanske nation Muhammad Iqbal har omtalt Basra som et frodigt sted for mange religiøse traditioner: Græsk filosofi, skeptisisme, kristendom, buddhisme, manikæisme og mandæisk gnosticisme.

Ældgamle traditioner blev assimileret i islam fra de store erobrede befolkninger, der kom under muslimernes dominans fra Persien til Central Asien. Nogle var zoroastrianere, andre var involverede i gnostiske kulter eller var nestorianere, nogle var buddhister eller shamaner eller dervisher. Men disse vantro religioner var ikke noget de ortodokse og rettroende muslimer brød sig om.

Persernes kulturelle arv var meget mere lærd end arabernes. Derfor var deres betydning for udviklingen af den muslimske kultur enorm. De bragte deres teologi, filosofi, mystik, digtning, kunst, videnskab, matematik, arkitektur osv ind det islamiske imperium.

Sufierne begyndte som asketikere, senere bliver nogen ekstatikere, andre antinomianere, digtere eller dervisher.

De første sufi asketikere og ekstatikere legitimerede deres religiøsitet ved at henvise til visse passager i Koranen. Men det er tydeligt, at de i deres udvikling var mere inspireret af kristendommen, nyplatonismen og gnosticismen end sharia-islam – fra buddhisterne lærte de at bruge rosenkransen.

Sufismen var det eneste sted i islam, hvor kvinder blev accepteret på lige fod med mændene i deres spirituelle praksis – der var flere kvindelige sufier. Den kendste var Rabi’a al-Adawiyya (d.801) fra Basra. Rabia sagde:

“Jeg har aldrig tilbedt Gud for at blive belønnet. Jeg har heller ikke bedt om at blive frelst. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være en ganske almindelig tjener. Jeg beder kun, fordi jeg elsker Gud af hele mit hjerte. At græde ud for Guds barmhjertighed er ikke for at få noget. Alt, hvad jeg ønsker, er at nærme mig Gud, for at opløse mig selv i ham.”

Det var Hasan fra Basra (642-728) der indførte den særlige meditationspraksis for sufier kaldet dhikr, som betyder ihukommelse.

Andre Basra asketikerne var Ibrahim ibn Edhem (d.777), Hatim al-Asamm (d.851), Dhu al-Nun (d.861), som var nubisk egypter. Harith ibn Asad al-Muhasibi (d.857) var fra Bagdad.

De efterfølgende sufier blev ofte betegnet som ekstatikere, fordi de var berusede af kærlighed til Gud. Det var “sjælens” længsel efter Gud, der skabte en slags “gudsforrykthed” i dem.

Det var Abu Jazid al-Bistrami (d. 875), som var perser. Han siges at have været fana lærens førstemand. Fana betyder “forsvinden” og er en tilstand i sufiernes kontemplative praksis, hvor den refleksive bevidsthed om sig selv er forsvundet. Al-Bistrami havde kendskab til den indiske advaita mystik og kunne citere Brihadaranjaka-Upanishaden ordret som sine egne ord.

Abu Said al-Kharraz (d.899) fra Bagdad, skildrede også tilstanden fana. Han fastholdt imidlertid, at fana meget gerne skal ende med tilstanden baqa, som betyder forbliven i (denne verden).

Andre ekstatikere van Junaid Baghdadi (830-910) og Mansur al-Hallajdj (d.922), som blev kaldt “uldkarteren”. Al-Halladj er en af de mest markante sufier i historien på grund af ordene: “Ana ul-Haqq”, som betyder “jeg er virkeligheden”. Det blev opfattet af de rettroende ortodokse, som om han sagde “jeg er Gud”. For denne kætterske tale blev han i år 922 henrettet på grusom vis. I et senere essays kommer jeg nærmere ind på fortolkningen af dette udsagn.

Ædru eller lunkne sufier – berusede eller sande sufier.

Allerede i sufismens tidlige historie viste der sig en sondring mellem den ædru sufi og den berusede sufi, den man kunne have tillid til og den man måtte mistro, mellem konformisten og den oplyste, den sociale og eneboeren, teisten og ikke-dualisten.

Det var en adskillelse mellem dem, der blev vejledt af denne verdens sharia-islamiske jurister eller vejledt af en spirituel mester eller shaikh. Dette viste sig allerede klart i forskellen mellem de to mænd Abu’l-Qasim al-Junaid (d.910) og Abu Yazid al-Bistrami (d.875).

Sufismens har altså tre udviklingsstadier:

1) Den tidlige asketiske livsførelse påvirket af syrisk monastisk kristendom.

2) Den klassiske sufi-mystik med fana, baka og marifa som mål for erkendelsen. Vejen er kærlighed til Gud.

3) De sufistiske broder ordener dannes og udbredes.

I 1100-tallet begyndte nogle sufier (murid) eller vejfarende at slutte sig sammen omkring en leder eller sheik, murshid eller pir (persisk) for at følge en bestemt vej (tariqa) og bringe budskabet om deres praksis videre til kommende generationer. Det blev til et broderskab, en orden – dervish orden eller sufi orden. De ortodokse så dog skævt til dem og forfulgte dem op gennem historien. Det samme finder sted i dag, når salafisterne destruerer en sufi helgens gravmonument i Mali.

Det er derfor nødvendigt at tale om forskellen på sande sufi muslimer og de lunkne sufi muslimer, fordi de fleste såkaldte sufier og talrige sufi ordener er gennsmsyret af traditionel sharia islam. Det siges at kun 2 % af alle muslimerne er sufier.

Naqshbandiyya ordenen er blot én af mange sufi ordener. Denne orden tager f.eks. afstand fra og bekæmper de såkaldte ”berusede” sufier, som er de sufier, der i deres træning har opnået nogle ekstatiske bevidsthedstilstande, som de undertiden demonstrerer offentligt. De lunkne sufier kalder sig selv for de ”ædru” sufier, skønt det nok er nærmere sandheden, at de først og fremmest er sharia muslimer med en tynd fernis af sufi islam over sig.

Man kan godt sige, at sufiernes kærligheds budskab kun gælder inde i ummaen. Men det drejer sig altså kun om de såkaldte ”ædru” sufier, ikke de ”berusede” sufier. Denne skelnen mellem ”ædru” og ”berusede” sufier er for øvrigt fremsat af sharia muslimerne.

Spirituel immanens i modsætning til teistisk transcendens.

Sufiernes spirituelle vej tasawwuf, der betyder mystik, siges at være foregrebet i Koranen og haditherne og videreudviklet i den islamiske metafysik. Men det var nok blot for at legitimere deres spiritualitet i en verden, som uafbrudt anklagede dem for kætteri.

Sufismens fundamentale sandhed er, at Gud og hele hans nuværende skabelse er én eneste dvs. det værendes enhed, som kaldes wahdat al-wujud. Denne ene er ensbetydende med en nuværende situationstotalitet af Gud og skabelsen.

Forskellen mellem ortodoks islam og den tidlige sufisme er klar nok. Sufierne er iværende i deres tro – de ser Gud i alle ting. Gud er immanent og ensbetydende med det virkelige, som hedder al-Haqq. I ortodoks islam er er Allah også én (tawhid), men samtidig absolut transcendent. Alligevel er Allah den, som tilstadighed bestemmer og virker i alt, og som belønner og straffer.

Sufierne vidste selvfølgelig godt, at deres spiritualitet brød med det formelle sharia islamiske lovsystem: “Lovens lænker binder ikke dem, der har opnået erkendelse”, blev der sagt. De sande sufier vidste godt, at deres økumeniske spiritualitet intet havde at gøre med de rettroendes system af doktriner og love, som begrænsede menneskets spirituelle horisont.

Sufierne tilførte islam en ny dimension, som var inderlighed eller det esoteriske, som på arabisk hedder batin. De henviste altid til steder i Koranen og haditherne, der smagte lidt af spiritualitet for at legitimere deres “tro” på de eksoteriske eller ydre sharia doktriner – de skulle jo nødigt blive beskyldt for kætteri.

Hvad er det de bringer ind i islam?

Sufismen udviklede sig med inspiration fra den hellenistiske verden med sine nyplatoniske erkendelser, gnostiske forestillinger og indiske visdom.

Den græske mystiker Plotins (204-270) Enneader var det mest gennemtænkte metafysiske system i hellenismens sene periode, som muslimske asketikere og filosoffer assimilerede i deres alternative erkendelsesverden.

Plotin var født og opdraget i hellenismens hoverstad Alexandria og blev kendt af muslimerne som den store shaykh og åndelige mester. Den nypythagoræiske filosof og matematiker Niomachus (60-120 evt.) tanker blev også assimileret i sufiernes livssyn og ligeledes Empedocles (490-430 fvt.) kosmologi og natursyn.

Den græsk-egyptiske mysterie-religion hermetismens skrifter fra det andet til det fjerde århundrede evt. fandt ligeledes vej ind i sufismen og blev oversat til arabisk og udbredt blandt sufier og muslimske filosoffer.

Muslimerne var særligt interesseret i det hermetiske værk Poimandres, som var tillagt en vis Hermes Trismegitus, fordi Hermes på en eller anden måde var forbundet med den jødiske profet Enoch, der i Koranen optræder som profeten Idris. Man finder også elementer af den persiske religion zoroastrianismen i sufismen, og interessant nok enkelte buddhistiske legender.

Sufi forskeren R.A. Nicholson har gjort opmærksom på, at sufi digtningen kan have været en stadig sætten spørgsmålstegn ved de institionaliserede autoriteters dogmatiske og snæversynede fortolkninger af Koranen og haditherne.

Det lærde sprog i alle middelhavslandene var græsk og hele den hellenistiske verden kunne græsk, romerne havde talt græsk og også jøderne i Alexandria, som skabte kristendommen, talte og skrev græsk. Men nu lærte alle sig arabisk, de studerede Koranen, Siraen og haditherne og brugte terminologien i profetens sædvane til at formulere deres religionsfilosofi og religionspsykologi på arabisk. Hvad er det så de bringer ind i islam?

De bringer forskellige ting ind i islam, alt efter hvor de kommer fra. Derfor er der lidt forskel på sufier fra Andalusien, Alexandria, Antiokia, Basra, Persien eller Indien. De bringer et bredt spektrum af de antikke mysteriereligioners religionsfilosofi ind i islam, samt orphisme, pythagoræisme, platonisme, Aristoteles, ny-platonisme, hermetisme, gnosticisme, kabbalisme, Zaratrustras avesta, forskellige former for indisk mystik og ikke mindst den kristne mystiks apophatiske og kataphatiske teologi. Alt dette findes i den sufi islamiske metafysik og mystik. Det er derfor et stort spørgsmål om man overhovedet kan kalde sufismen for sufi islam, som jeg her har gjort.

Ikhwan al-Safa.

De rene brødre Ikhwan al-Safa var et esoterisk broderskab i 900-tallets Basra i Iraq, som var inspireret af de ismailitiske Shia muslimer. Det var en sekt som lignede pythagoræisk monasticisme. De mente, at et engagament i filosofi måtte kunne kurere den korumperede ortodokse sunni muslimske islam.

Der var tale om en syntese af græsk filosofi og persisk og arabisk religion. Ikwan al-Safa var en slags manikæiske gnostikere, fordi deres lære drejede sig om sjælens forløsning fra materien. De studerede Abraham, Jesus, Muhammed, Ali, Hermes, Pythagoras, Platon, Aristoteles, Plotin og Zarathustra.

De havde tilmed en særlig “udviklingslære”, som tog forskud på Darwin. I 50 korte epistler ved navn Rasa’il beskrev de deres livssyn. Det var en synkretisme, som egentlig talt hverken var særlig islamisk eller græsk. Selv om de anerkendte alle religioner og filosoffer mente de, at der alligevel kun fandtes én eneste metafysisk sandhed.

“Det individuelle menneske bør være af persisk herkomst, arabisk i sin tro, babylonisk i sin opdragelse, snu som en hebræer, en decipel af Kristus, from som en syrisk munk, græsk i sin lærdom, inder i sin tolkning af hemmeligheder og mystiker i sit åndelige liv”. 1)

Jeg kan varmt anbefale Ian Richard Nettons glimrende bog: Muslim Neoplatonists. An Introduction to the Thought of the Brethern of Purity (Ikhwan Al-Safa), RoutledgeCurzon, London 2002.

Al-Ghazalis opgør med den græske filosofi.

På en konferance i Landstingssalen: ”The Fate of Infidels in Muslim-dominated Societies” stillede jeg et spørgsmål til Andrew Bostom og Sam Solomon: ”Da der ikke findes nogen spirituel mystik i Sharia islam, hvor kommer da sufierne fra og hvad er sufi islam?”. Jeg fik ikke et svar, som jeg er tilfreds med.

Andrew Bostom henviste til det, han har skrevet om al-Ghazali (1058-1111) i sit store værk The Legacy of Jihad. Her fremgår det, at al-Ghazali nok begyndte at studere sufisme, da han blev gammel (fanden gik i kloster, da han blev gammel), men i virkeligheden var han en sharia muslim af værste skuffe. Dette er ganske rigtigt, og det er godt at AB fremhæver dette. Sam Solomon var enig med AB og sagde, at sufismen er ”part and parcel of islam”. Længere kom de ikke, og jeg fik indtrykket af, at de ikke vidste så meget om sufismen.

Det var al-Ghazzali, som endelig kvalte alle de strømninger og tanker, der ikke stammede fra islams ortodoksi. De fleste af de “islamiske” filosoffers metafysik var i radikal modstrid med islam. Al-Ghazzalis opgør med den græske filosofi, bragte den rettroende sharia islam tilbage i en stærk position. Men han skabte interessant nok også plads for sufi mystiken i ortodoksien.

Al-Ghazalis ortodokse baggrund og hans uvillighed til betingelsesløst at underkaste sig et sufi mesterlærer-elev forhold blev en hindring for ham i hans sufi praksis for at nærme sig sufi mystikens erkendelse.

De rettroende ortodokse muslimer lærte hen ad vejen modvilligt at tolerere nogle bestemte sufi ordner, som jeg har kaldt de lunkne sufier. De lunkne sufier er de sharia-føjelige sufier, som også kaldes de ædru sufier. De er i virkeligheden sharia muslimer med en tynd fernis af sufi esoterik over sig. Denne tolerance havde de blandt andet lært af al-Ghazzali, som selv var en høj profileret sharia lærd jurist med en vis indsigt i sufiernes indre vej.

Sande sufi mystikere er ikke rigtige muslimer.

Men man skal ikke smide barnet ud med badevandet. Sufismen repræsenterer Islams assimilering af buddhisme, mithradyrkelse, zarathustrisme, hermetisme, græsk-ortodoks mystik, gnosticisme og andre indflydelser – først og fremmest nyplatonismen.

Sufierne gjorde helt sikkert islam mere spiselig for de erobrede befolkninger. Og det er også rigtigt, at mongolerne og mogulerne var de mest blodtørstige islamiske regimer i historien (80 millioner dræbte hinduer). De tilhørte blandt andet den Nashbandiyya orden, som er omtalt overfor. Selv om man kan sige, at osmannerne dyrkede Rumi, så var de også i endnu højere grad sharia muslimer. Måske tolererede de blot Rumi og sufierne på samme måde som al-Ghazali tolererede dem.

Sufierne er ikke ude efter at tilrane sig det guddommeliges attributter på samme måde, som Muhammed gjorde. Der er fanden til forskel. Det, de er efter, er en erkendelse, som alle mystikere. Jeg mener ikke man kan være både sharia muslim og rigtig sufi mystiker på samme tid.

Man må også skelne mellem de gnostiske dualister og den gnosis som er ikke-dual. De gnostiske dualister blev i stor udstrækning udryddet af romerkirken. De var kættere, fordi de ikke var monoteister som den katolske kirke. Som tiden gik, blev de gnostiske bevægelser mere og mere manikæiske, og det er kætteri. Albigenser korstoget afsluttede dette kapitel.

Sufierne er ikke kun den islamiske stats kreative klasse, poeter musikere og showmen. Den går heller ikke at sige at ulama forfulgte dem, fordi de var konkurrenter til deres magtposition. Der kan være noget om det, hvis man kun tænker på de store sufi ordener, som næsten alle tilhørte de omtalte ”ædru” sufier, som i virkeligheden var sharia muslimer med en tynd fernis af sufisme over sig.

Ulama forfulgte sufierne, fordi de betragtede dem som kættere og frafaldne (apostate). Anklagen mod dem var, at deres mystik er bida eller fornyelse, og det er strengt forbudt eller haram i ortodoks islam. Det er måske derfor rigtigt at sige, at de sande sufier slet ikke var og er rigtige muslimer. Det er kun de ædru sufier, som er muslimer.

Al-Suhrawardis nyplatonisme

Et eksempel herpå er historien om, hvordan det gik en meget betydelig sufi. Det var den persiske mystiker Shihab ad-Din Yahya al-Suhrawardi (1154-1191), som blev henrettet af det tredje korstogs sejrherre Sultan Salah al-Din, Saladin (d.1193), som tak for at han havde haft indflydelse på hans søns åndelige liv.

I Al-Suhrawadis religionsfilosofi er der ikke meget sharia islam at spore. Han begyndte med Ibn Sina eller Avicennas (d.1037) peripatetiske eller aristoteliske filosofi og fortsatte med den ny-pythagoræiske og nyplatoniske mystik. Alt blev formuleret på arabisk, men det var ikke islamisk tankegods.

John Wahlbridge har i The Wisdom of the Mystic East. Suhrawardi and Platonic Orientalism, State University of New York Press 2001, påvist at Suhrawardi genoplivede platonismen i Avicennas aristotelisme. Det er det tredie bind i en serien, der omhandler Suhrawardis “illuminationistiske” skole i islamisk filosofi, der rummer et bredt spektrum af græsk tænkning over persisk “lys og mørke” mystik til buddhisme og indisk mystik.

Wahlbrigdes bruger Suhrawardi som en indgang til et studie af “orientalsk” platonisme og den islamiske visdomslære (hikma), som er noget ganske andet end sharia-islam. Han kalder ham en orientalsk nyplatonist og genfinder hermetiske tanker i hans mystiske filosofi. Wahlbrigdes påviser også elementer af den oldpersiske Avesta metafysik, som blev så betydningsfuld for sufismen.

Sammenfatning.

Der hvor jeg vil hen er, at der findes nogle sufier, som f.eks. Ibn al-Arabi, Rumi og Shabistari, som er rigtige sufi mystikere. De har en hel anden religiøs indsigt end den der findes i profetens sædvane dvs. sharia islam. De er ikke kun ekstatikere, som nogle af de ”berusede” sufier var. De er derimod ikke-duale mystikere som Lao-tsu, Bodhidharma og Ramana Marharshi. Læser man Ibn al-Arabi vil man opdage, at man er på niveau med Meister Eckehart eller Sankaras kommentarer til Mandukyo-upanisaden. Det har ikke meget til fælles med ortodoks sharia islam.

Der er mange sharia muslimer, som har kaldt sig selv for sufier eller siger, at de kommer fra en sufi baggrund. Det er kun for at legitimere en indsigt de ikke har – lånte fjer. Det er f.eks. Ibn Tamiyya, Hassan al-Banna, Sirhindi, Mawdudi og alle de andre salafister, som familiemæssigt har været tilknyttet en af de mange sufi ordener.

Følgende litteratur kan anbefales for at uddybe forståelsen af sufiernes metafysik og mystik:

Toshihiko Izutsu: Sufism and Taoism. A Comparative Study of Key Philosophical Concepts. University of California Press, Berkeley 1984.

Toshihiko Izutsu: Creation and the Timeless Order of Things. Essays in Islamic Mystical Philosophy. White Cloud Press, Asland, Oregon, 1994.

Robert J. Dobe: Logos and Revelation. Ibn ‘Arabi, Meister Eckhart, and Mystical Hermeneutics. The Catholic University of America Press, Washington 2010.

Alexander D. Knysh: Ibn ‘Arabi in the Later Islamic Tradition. The Making of a Polemical Image in Medieval Islam. State University of New York Press 1999.

Leonard Lewisohn: Beyond Faith and Infidelity. The Sufi Poetry and Teachings of Mahmud Shabistari. Curzon Press, Great Britain, 1995.

Muhammad Abdul Haq Ansari: Sufism and Shari’ah. A study of Shaykh Ahmad Sirhindi’s Effort to Reform Sufism. The Islamic Foundation, Leicester 1997.

Note:

1) Jes P. Asmussen: Verdens religioner. Islam. Politikens Forlag, 1981, side 350.

Tim Pallis

Af samme forfatter: Den politisk-religiøse konstruktion af islam,Islam og den rationelle fornuft, Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen, Islam og det pæne selskab, Krasnik er en falskmøntner.

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Franskmændene forsvarer det verdslige samfund mod islamisk tørklæde

    http://denkorteavis.dk/2013/franskmaendene-forsvarer-det-verdslige-sam fund-mod-islamisk-torklaede

    13. Aug 2013

    Verden omkring os

    Kunne man forestille sig København udnævnt til ét stort ghetto-område? [!!!]
    Det er der vist ingen, der vil foreslå.

    Men i Frankrigs næststørste by Marseille er problemerne med det meget store antal indvandrere fra specielt Nordafrika blevet så alvorlige, at byens socialistiske borgmester, Eugène Caselli, har foreslået den franske indenrigsminister at gøre netop dette. [!!!]

    Han bad om at få HELE Marseille klassificeret som såkaldt “Zone de Sécurité Prioritaire” (ZSP). Det vil sige en særlig sikkerhedszone, eller som vi ville sige på dansk: et ghetto-område. Indenrigsministeren afviste dog kravet med den begrundelse, at dele af byen allerede var defineret som en sådan zone.

    Indenrigsminister Manuel Valls har generelt store problemer med de omfattende muslimske parallelsamfund, hvor politiet har overordentlig svært ved at opretholde loven. [!!!] De politisk korrekte kræfter forsøger at bortforklare problemerne, men det bliver sværere og sværere.

    ….

    HCI anbefaler at forbyde iøjnefaldende religiøse symboler på universiteterne [!!!!!], og indenrigsministeren udtalte i Le Figaro, at alle HCIs forslag har “nyhedsværdi”. Men mange politikere fra det socialistiske regeringsparti [!!!!!!] erklærer sig fjendtligt indstillet over for forslaget om en ny lov, der forbyder det muslimske tørklæde på de videregående uddannelser. [ Ja, typisk – hellere lefle konstant for krævende, vanskelige og uintegrerbare fanatikere og ballademagere fra Muslimistan end for én gangs skyld at lytte
    til ens eget folk – det er da klart 😉 ]

    [ Med ensådan konstant kapitulerende laden-stå-til-indstlling og gennemført ligegyldighed over for de indfødte befolkningers dybe bekymringer over de uhyggelige konsekvenser for deres kultur, værdier, omgangsformer og love, så forudser jeg, at de europæiske venstrefløjspartier a la S kommer til at blive MEGET små i fremtiden, for jævne folk over hele Euopa har i den grad få nok af disse dybt uansvarlige sociale vanvidseksperimenter i fuld skala – uden sikkerhedsnet – og af den selvbestaltede “elites” naive, uvidende, hånlige eller ligegyldige indstilling med hensyn til at tage de massive selvskabte problemer seriøst ]

    ….

  • Bjovulf

    Socialdemokrater og radikale udviser foragt for dansk kultur [!!!!!]

    http://denkorteavis.dk/2013/kampen-om-halalkod

    13. Aug 2013

    Så er det sagt

    Er der noget, der har optaget sindene i denne sommers agurketid – og fortsat er et varmt emne – er det Ekstrabladets afsløring af, at det er lykkedes Hvidovre Hospitals vicedirektør, Torben Mogensen, at skjule, at man gennem de sidste 8-10 år kun har serveret halalslagtet oksekød og kylling for patienterne.

    En mediestorm, som den der fulgte, er ikke set ret tit. Også politikere og andet godtfolk kom op på tæerne.

    Ekstrabladet kunne derefter konstatere, at mindst 30 dagsinstitutioner over hele landet var sprunget med på halal-vognen, og at frikadeller og spegepølse var aldeles haram i vestegnskommunernes daginstitutioner.

    ….

    Foragt for dansk kultur

    At udradering af flere og flere områder af dansk kultur sker i dyb foragt for danske børn og voksne og i ærbødig reverens for islam [!!!!!], er dog slet ikke noget problem, mener socialdemokraterne, repræsenteret ved Trine Bramsen. Pyt da, den danske kultur skal såmænd nok klare sig og overleve.

    Det indestår Bramsen for. Med ungdommelig ulidelig selvglæde udtalte hun bramfrit i TV den 26.7., at Dansk Folkeparti og de Konservative måtte mene, at dansk kultur var meget svag, siden partierne ville lovgive mod halalkød i offentlige institutioner.

    Hun, derimod, mente, at dansk kultur var stærk nok til at overleve hvad som helst. Altså tilsyneladende også den halsstarrige udslettelse, en del politikere har sat sig for skal ske så hurtigt som muligt. [!!!]
    Man kan godt blive lidt nervøs for den unge, glade kvindes habitus. Hendes argumenter er jo rent Radikale.

  • HH

    Verkligen ett stort och varmt tack till Tim Pallis för denna genomgång – jag fick verkligen en djupare förståelse av sufismen. Men som jag nog skrivit tidigare var det René Guénons verk – förmedlade av fil dr Kurt Almqvist – som fick mig att se likheterna i det som Tim Pallis förmedlar. Almqvist har skrivit bl a “Den glömda dimensionen”1959, “Livklädnaden som revs sönder”1967 och utgav 1973 en antologi “Tidlös besinning i besinningslös tid. Almqvist har också översatt tror jag men i varje fall förmedlat Frithjof Schuons verk om religionsfilosofi.

    När det gäller Guénon som valde sufismen, fick jag läsa om boken ett par gånger eftersom jag alldeles uppenbart saknade referenser i min egen vokabulär. Och helt klart är sufismen en slags synkretism av allehanda riktningar, filosofiska som religiösa. Den amerikanska religionshistorikern Elaine Pagels “Gnostikerna” tar just upp denna gren av den kristna religionen. Dessa gnostiker förkastade präster och biskopar och menade att var och en själva skulle nå “gnosis”. Varje gudstjänst bestod av lottdragning så att både kvinnor och män var lika i ledningen av “mässan”.

    Almqvist blev själv sufier. Och bland andra svenskar vill jag nämna den svenske konstnären Ivan Aguéli/Aguelius vars verk kan ses på Moderna museet i Sthlm. När jag varit där har jag alltid gått direkt till denne konstnärs verk som verkligen berör. Aguéli blev själv sufier, lärde sig arabiska och gav t o m ut en tidning på detta språk. Gammal och trött ville den svenska mecenaten /i tysthet!!/ prins Eugén hjälpa honom hem. Aguéli som var närmast döv blev överkörd av ett tåg i Barcelona. Prinsen föranstaltade en emmissarie som såg till att konstnärens stoft kom hem till Sverige – liksom konstverken! Tack till denne prins.

    Aguéli sägs också varit den som stoppade tjurfäktningar som börjat komma igång i södra Frankrike. En väninna som var djurvän gav honom en pistol och A avlossade ett skott i luften där han satt bland publiken. Det tumult som uppstod fick myndigheterna att stoppa all tjurfäktning.

    En svensk konsthistoriker vid namn Gaufin (jag minns inte förnamnet) har skrivit två omfattande böcker om Aguéli. Jag hoppas de finns tillgängliga för alla som vill läsa om en spännande svensk konstnär.

    Vad beträffar historiens kristna gnostiker så vet vi ju vad som hände – de förklarades för heretiker och för denna heresi uteslöts de ur kyrkan. Men som Pagels så riktigt säger: om gnostikernas sätt att se på kristendomen hade segrat, hade ingen kristendom kommit till stånd.

    Men igen, tack Tim Pallis för denna verkliga genomlysning i ett komplicerat ämne. Man har all anledning att fundera vidare…

  • HH

    Jag tittade närmare på baksidan av boken om Guénon. “Vad hade det väl blivit av mig, om jag hade träffat på René Guénons böcker i min ungdom? Men nu är det för sent.” Så skrev 1943 den då 74-årige André Gide. – – – “med genial klarsyn framlägger han de djupast liggande orsakerna till nutidens världsomfattande kris: han ser denna som den yttersta följden av att Västerlandet alltsedan senmedeltiden övergivit de metafysiska och andliga principer varigenom det förut, i likhet med Österlandets kulturkretsar, deltagit i den tidlösa och universella Visdomen. – – – Den essentiella kunskapens organ är inte främst den rationella förmögenheten i hjärnan utan “den intellektuella intuitionen” i hjärtat, och dess språk är symbolik och analogi.”

  • Stefan Borg

    Tack till Tim Pallis och Snaphanen för en oerhört spännande essä. More of the same, please! Och som HH nämner svenska sufier måste jag också få nämna Eric Hermelin — han som satt på S:t Lars sjukhus i Lund mellan 1909 – 1944 och översatte den persiska diktkonsten. 10000 sidor av Rumi, Khayyam, Attar m.fl. Huruvida han kunde kallas sufier eller ej vet jag förstås inte. Men till de “berusade” måste han räknas. Ett litet urval av hans översättningar utgavs av på Cavefors förlag, Lund 1976: Eric Hermelin, Persiska antologin.

  • HH

    Ja, Stefan Borg, hur kunde jag glömma Eric Hermelin! Har hållit i verket men tyvärr inte läst mycket. Frithjof Schuon lär ha fått sitt förnamn av föräldrar som förläst sig på “Frithiofs saga”, Tegnérs magnum opus som nog översatts till de flesta språk. “Kulmen nådde han (T) i diktcykeln Frithiofs saga (1825) där den isländska sagan om Frithiof den djärve coh den väna Ingeborg återdiktats med inslag av kristen försoningslära, platonsk idealism och det fornnordiska manlighetsideal som var en viktig del av skandinavismen.” Textlån ur uppslagsboken.

    Men Tim Pallis djupdykning är precis som du säger “en oerhört spännande essä” som ger mersmak. Vi får leta i hyllorna!

  • Stefan Borg

    HH, jag letade just i hyllorna som du sade och hittade Hermelins persiska antologi. Carl-Göran Ekerwald har skrivit ett 20 sidor långt och mycket inspirerat förord som det skulle föra för långt att gå in på här. Men det här vill jag inte undanhålla dig och andra läsare av Snaphanen: “”Beträffande Böhmes lilla skrift ‘Om det Öfversinnliga Lifvet’ — som i sin helhet ingår i denna antologi — sade han [Hermelin] att dess 42 sidor ensamma vägde upp alla de tiotusen övriga som han översatt. Han betraktade den som en nyckel till att förstå Attar och Rumi och Omar Khaiyam. Kristet eller musulmanskt gjorde ingen skillnad. Dessa texter stod ovanför alla religioner. Allt han översatte betraktade han som utflöde från en enda gemensam källa.”

  • HH

    Tack för påminnelsen, Stefan. Ekerwald har jag mycket stor aktning för. Om jag minns rätt nu så har han bl a skrivit om den franske förf Céline och där hittade jag mycket intressant information som jag kunde – med namns nämnande – använda mig av när jag skrev om Céline. Den senare ansåg ju i slutet av sitt liv att kineserna kommer att invadera Europa och ta över och samtidigt ta för sig av all fransk champagne som ligger lagrad i vinlandet. C var faktiskt en renlevnadsman som varken rökte eller drack och som menade att den verkliga verkligheten försiggick inom människan själv. Kanske en liten lutning åt sufismen där, kanske… men nej, där har jag nog fel.

    Men saker och ting kan ta en annan vändning. C blev ju fattigläkaren mot slutet av sitt liv som inte tog betalt av sina patienter…

  • Peter Buch

    Værdidebatten, der er tråde aktuelt hvor sufisme og konservatisme skildres, denne note 22 fra noterne til bind tres kapitel 35 i Eliades De religiøse ideers historie kan nævnes her, citat:
    Senere var der mange sufier, som satte lighedstegn mellem “regeringen” og “det onde”; sml. Schimmel s. 30. man må også regne med indflydelse fra det kristne munkevæsen; sml. Marijan Molé, Le mystiques musulmans, Paris 1965, s. 8 f.
    -citat slut.

  • Morani ya Simba

    Altid spændende at læse Tim Pallis!! Jeg synes det er interessant at du henter indsigt om islam i en bog fra 1952. Jeg selv har lidt samme erfaring, nemlig at historiebøger fra før den politisk korrekte tid, virker langt mere troværdige. Grimbergs Verdenshistorie skriver bla (løst citeret fra hukommelse) at “ingen religion har som islam gjort den hellige krig til en central del af sin virkemåde” og “Islam er en forfejlet og primitiv imitering af kristendommen og jødedommen” eller noget i den retning. Fik forleden en lignende samling der hedder “Illustreret Verdenshistorie” fra 1927 (minder lidt om Grimberg) og her får man at vide at Muhammed “hallucinerede.” Sådan skriver moderne historikere ikke (hvis de vil have karriere) haha Men det siger meget om vores tid at historikere fra 2-3 generationer tilbage er nødvændige for at læse en ærlig vestlig evaluering af islam (bekræfter Fjordman i at vi lever under en form for censur der minder om kommunismens i Øst…)

  • HH

    Jag undrar vad Sören Kierkegaard skulle säga om det här… Ett hurra från mig för Sören, i varje fall! 200 år och fortfarande aktuell och läsbar.

    Åter till det som sagts ovan – hur kommer det sig att jag hela tiden får en förnimmelse av ett slutande 1960-tal och en bit in i 1970-talet? Rote fraction och allt vad det heter… det är rätt att göra revolution… men om den där revolutionen ändå kunde givit något gott med sig i slutändan. Vi som bara skulle hålla käften om Sibirien och de dödade. “Man kan inte göra omelett utan att knäcka äggen!” som det så nonchalant sades på sin tid.

    Jag har just läst Bööks skriverier om de polska östjudarna och kontakterna med Ryssland och Tyskland från 1916. Precis det den förkättrade Böök skriver visar sig ju innebära en sanning. Han ser problemen för denna fattiga, utsatta judiska befolkning, han vill att de ska få det bättre, han ser Rysslands pogromer och förtryck och märkligt nog lyfter han fram den tyska politiken som vill skydda dessa judar från förtryck österifrån!

    Samtidigt ser jag en parallell med dagens invandringspolitik. De miljoner som redan befolkar delar av Tyskland, dessa invandrare från alla delar, vill man inte spä på. Istället blir det Polen som får härbärgera dem. Av all denna oro har vi ju sett vad det blev – koncentrationsläger och död. En uppfinning som engelsmännen utvecklade i Sydafrika gentemot boerna…

    Böök hade svårt att se det andra Tyskland som kom senare och det har han fått i retur. Men det jag läst nu från 1916 talar faktiskt om aktning och förståelse av en stor minoritet som inte finner sin riktiga, produktiva väg ur eländet.