Det er lige det, den ikke er i islam. En kvinde, der siger sådan er revolutionær – og havner på psykiatrisk hospital. Man genkender behandlingen historisk. For min skyld, kunne man godt hente nogle millioner moderne, unge muslimske kvinder, der længes efter frihed fra deres modbydelige mænds tyranni til Europa, men kun mod tilbagesendelse af et tilsvarende antal muslimske mørkemænd, der aldrig lader sig hente ind i moderniteten. Der er også kvinder imellem, Mohamed Merahs fascistoide søster. De er i forvejen fuldstændigt uønskede i Europa, og de bestiller ikke andet end at koste os formuer og erklære os krig. Jeg har en veninde, der har arbejdet på et kvindekrisehjem, der er fyldt op med ofre for muslimske patriarkers terror. Udsend dem uden videre palaver. Uden dem, ville krisecentrene stå mere end halvtomme, tre fjerdedele kunne nedlægges, men de giver jobs, og nogle betonfeminister behøver dem, for at vise hvor onde alle mænd er.

Adgangen til dette foto var fascinerende: Google viser et skilt “anstødeligt materiale, vil du videre?” I USA er menneskekroppen stadig temmelig tabuiseret. Er vi anstødt i Europa? Det er vi ikke! Billedet minder mig om the roaring twenties i Paris, bare i bedre kvalitet, det er snart hundrede år siden. Det er et smukt, stemningsfuldt foto, også på grund af det, der ligner cigaretrøg, hun kunne være Man Ray’s muse Kiki de Montparnasse. Hun havde andre tegn på kroppen.

A Tunisian Salafi preacher has called for a 19-year old girl who posted her topless pictures on Facebook to be “quarantined” and stoned to death before she starts “an epidemic.”

Tunisian newspaper AssabahNews quoted Salafi preacher Alami Adel, who heads the Commission for the Promotion of Virtue and Prevention of Vice, saying: “According to God’s law, she deserves 80 to 100 lashes, but what she committed is worth much more than that. She deserves to be stoned to death and she must be quarantined because what she did is an epidemic.” “She is like someone suffering from a serious and contagious illness and she must be secluded and treated,” he added.

The young Amina, who is part of a feminist movement and group called FEMEN can be seen smoking a cigarette topless with Arabic words written across her chest in black that reads in English “My body belongs to me. Amina has been delivered by her parents to a psychiatric hospital in Tunis, according to reports received by FEMEN leader Inna Shevchenko in Paris .Tunisian media said that if Amina committed the offence in Tunisia, she could be punished by up to two years in prison and be given a fine between $60 and $600. Tunisian Woman Who Posted A Topless Picture Should Be Stoned To Death The Atlantic: Tunisian Woman Sent to a Psychiatric Hospital for Posting Topless Photos on Facebook.

Snaphanen, refleksionens tandbid og MSM

Man må se i øjenene, at main-stream-pressen ligger på lur for ethvert kiks, deres politiske modstandere gør, og de fejltrin der gøres i kommentarerne på en blog. Jeg er bestemt ikke nogen tilhænger af alt, hvad mine meningsfæller siger, ligesom jeg ikke er enig i enhver kommentar, der forekommer her, og jeg må se i øjenene, at de åbner en flanke, der altid og straks bliver udnyttet. Komissærerne sidder parat til hug med lup.

Jeg er heller ikke begejstret for, at Lars Hedegaard går på TV uden at have alle svar på urigtigheder parat og alle parader oppe, og Krasnik var fuld af faktuelle fejl, hvor Hedegaard desværre kun korrigerede nogle, bla den oplagte løgn om Bruce Bawer. Hedegaard havde svarene i lommen, men han tog kun nogle op, han var tydeligvis fanget helt off-guard. Efterfølgende har hverken DR eller MSM hæftet sig ved, at Krasnik var overfladisk forberedt og slap afsted usande påstande, bla. om muslimske magtovertagelses-planer i Europa, han mente var ren konspirationstænkning på linje med Zions Vises Protokoller. Muslimske erobringsplaner er imidlertid legio, som flere skribenter har dokumenteret efterfølgende. Krasnik kender dem også, når han ikke gør sig dummere, end han er i karrierepjejens tjeneste.

Det berømte interview, som jeg var så dum at filme, ikke som skjult optagelse, som Krasnik hævder, men åbenlyst og fordi jeg skulle teste et nyt mobilkamera og manglede fantasi til at forestille mig, hvad modstandere kunne få ud af det, har pressen efterfølgende brugt ti sekunder af hundreder af gange, mens det varer 32 mere mere nuancerede minutter, ingen andre end domstolene har været tvunget til at forholde sig til.

Det er vilkårerne, at der bliver plukket og klippet efter behag, og man må lære at forholde sig til, at journalistik i Danmark er sådan. Man bliver kogt ned til et svagt øjeblik på tre sætninger, og Trykkefrihedsselskabet fremstilles derefter som en sekt og en falanks, som f.eks af Arne Hardis i WA i dag, når de går ud og forsvarer sig over for den teknik, men det er vilkårerne, og det nytter ikke at pibe over dem. Moralske indvendinger har ingen vægt.

Det samme har denne blog her været udsat for nogle gange. Det mest ondartede eksempel var Politikens artikel Terroristens holdninger kom fra netværk stiftet i København bygget på den radikale mytoman, Monika Margrethe Hansens oplysninger kort efter Utøya. Se og Hør er bedre til at faktatjekke en person på et fotografi og dennes tilknytninger, end den Radikale kvindes, men hun var altså brugbar som Politikens sandhedsvidne, ligesom hun forleden var i Fati el Abeds kronik i Fyens Stifstidende “I flirt med volden,” hvor omtalte mytoman skal bevise at “Lars Hedegaard i 2010 var i Toronto i Canada for at tale om: “… at tiden er inde til at mobilisere og organisere en modstand mod The New World Order og den muslimske invasionshær”.

Der er fire fejl i  hendes blogpostering her på kun 23 linjer, som jeg ikke skal hjælpe det afmægtige menneske med at korrigere, konen kalder sig ‘samfundsdebattør’, men hun kan heller ikke stave. Hun har i årevis chikaneret Kim Møller med privaterier, men den radikale landsformand lader som om, han ikke kender hende, men for Politiken og Fati el Abed, er hun ikke for meget rendesten til deres formål. Det er spillets vilkår, når en dårlig, antagelig tabt sag, skal fremmes.

Politik har altid været beskidt på Christiansborg, men det er noget nyt, at den offentlige samtale indeholder så mange slag under bæltestedet. Nu kan man ikke bare blive klippet til ukendelighed, ikke bare falde i rent baghold på TV, men også møde en revolvermand, når man åbner sin dør. Det er det samfund vi har fået, og det er det som Krasnik går i brechen for, det kan han ikke være uvidende om. Han har måske ikke fantasi til at forestille sig , at det bliver værre, men det har mange andre, der allerede har oplevet det.

Kan Trykkefrihedsselskabet ikke stå nutidens distance på TV, skal de melde afbud. Man skal ikke bare være klædt på sagligt, man skal have TV-tække og man skal kunne styre sit temperament. Det er rigtigt, når Hans Rustad i dag kalder Krasniks journalistik for Det andre attentatet på Lars Hedegaard, men det giver ingen points at gøre ondt af sig. Sket er sket, de mål der er scoret på off-side tæller også i historiens regnskab.

Måske skal man helt boykotte main-stream-pressen og især TV, ligesom mange svenskere har gjort. Det er trist, men det er en overvejelse værd for danske journalister behandler som hovedregel ikke indvandrings- og islamkritikere fair, dog sjældent så lumpent som Krasnik. Man er en god journalist, når man kan få folk på glatis med kendsgerninger, ikke når man kan med fabrikationer og ren løgn. DR er værre end alle andre, fordi TV er mest egnet til den slags svindel, men samfundsdebatten lider skade, hvis mediers optræden tvinger folk til at melde sig ud.

Vi er på vej ind i en skærpet politisk kamp, hvor de mere sårbare godt kan trække sig med det samme, ligesom dem der ikke har hemmelig adresse. Vi går imod tider, hvor man ikke kan sætte sig efter en festlig aften i byen og fabulere frit på bloggen, nogen tager et screenshot af en fortalelse eller et skud mod højder, der mislykkes. Over- og undertonerne vil blive saneret ud af diskussionen, refleksionens tandbid vil komme til at dominere, og man må afgøre med sig selv, om man synes det er en form, man vil deltage i. Jeg overvejer det selv i svage stunder.

I dag er Snaphanen ude for en mini-Krasnik, jeg blev gjort opmærksom på. Normalt ville jeg ignorere det, for ti år har gjort mig god til det, men jeg skrev spontant en kommentar, som jeg vil løfte op. Jeg kan ikke på grund af Politiken skrive, at jeg fralægger mig ansvar for enhver kommentar, det holder hverken juridisk eller politisk, men jeg må overveje om jeg ligesom Gates of Vienna, bliver tvunget til at forhåndsmoderere alle kommentarer, fordi de bliver brugt så systematisk imod mig og dem, der deler mine synspunkter. Politikens kommentator Rune Engelbreth fandt dette på bloggen, som han syntes var nyttigt:

Jeg kommenterede:

Det skal siges, jeg var ikke glad for den (de) kommentarer og Engelbreth ved udmærket, at hvis nogen er ven af danske jøder fra barndommen, så er det mig. Jeg har haft venner i Mosaisk Trossamfund i 50 år, jeg kom som barn i familiens Lexners hjem i Rømersgade, mens Engelbreth ‘pløjede lort ned i den jyske muld’ som General Patton næsten sagde til folk, der løb større risici, end dem Rune Engelbreht løber. Men det er interessantere at gøre mig til antisemit og højreekstremist via en tilfældig kommentar. Poltiken skal virkelig ud i hjørnerne, for at finde argumenter for en tabt sag. Jeg kender udmærket danske jøder, til at vide at de er danskere så vel som nogen andre, derefter er de i varierende grad jøder.

»jøderne ikke er en assimileret del af det danske folk«,

er jo rent, kriminelt David Irving- ævl.

Den (de?) kommentarer blev godkendt med tøven, men jeg har nyligt udelukket nogle andre, og jeg ville vise, at jeg ikke går i så små sko, som nogen mener. Straks er der noget Politiken  kan citere bloggen for, men det er aldrig mine egne ord. Så ved man, at man ikke er slem nok for deres fine, lyserøde tud. Man har ikke den forkerte bouquet, man har ikke ‘prop’ nok.

Skal man være smigret over, at Politiken hver gang skal ned med en lup i kommentarfeltet, for at finde noget puha? Omkring Utøya blev bloggen citeret for en kommentar nr. 145, som jeg aldrig havde læst, jeg sidder jo ikke her 24-7. Ærlig talt! Hvis jeg havde tid til at Politiken og deres kommentatorer, men det har jeg ikke. Det omvendte er altså tilfældet.

Omrking Utøya – hvor jeg modsat de allerfleste store medier i verden aldrig angav muslimer som terroristerne, men ventede til kl 24, da jeg havde forbryderens navn og foto mailet fra en ven i Norge – og efter mine ord om Fjordman i en norsk avis, blev jeg ringet op af Politiken.

Jeg havde næsten ondt af journalisten. For ikke at få et rent nej fra mig, fortalte han uopfordret at han havde været årtier på et andet landsdækkende dagblad, og at han ikke var propagandist, men rigtig journalist. Det er sgu sandt. Han skammede sig over sin avis, det mente jeg også roligt, han kunne gøre, men jeg selvfølgelig fik ondt af ham som det umenneske, jeg er. Jeg talte med ham, og han var til nogen forbløffelse loyal, men det er ingen overdrivelse at sige, at jeg foragter hans avis.