Uwe Max Jensen på besøg i Jens Jørgen Thorsens forladte hus uden for Örkelljunga i Skåne. (Alle fotos © Snaphanen)

Af Uwe Max Jensen

Jens Jørgen Thorsens og min fælles historie går langt tilbage. I december 1984 malede Jens Jørgen Thorsen et murmaleri af Jesus med stiv pik på facaden af Cafe Graffiti i Aalborg . Motivet var en gentagelse af den Jesus-figur, som Thorsen tidligere samme år havde præsenteret på en mur på Birkerød Station. Et maleri, der vakte voldsom opstandelse og fik trafikminister Arne Melchior til at gå ind i sagen og kræve maleriet fjernet til trods for, at DSB selv havde stillet stationsvæggen til rådighed for den lokale kunstforening, der havde inviteret Jens Jørgen Thorsen. Selvom Thorsens maleri i Aalborg formelt set var en kopi, blev det alligevel en skandalesucces, hvor establishmentet reagerede akkurat så rigidt som i Birkerød.

Jeg var i 1984 en dreng, boede i Nørresundby (600 meter fra Aalborg på den anden side af Limfjorden), og som mange andre nordjyder var jeg en tur omkring C.W. Obels Plads for at se Thorsens værk. Få uger senere blev jeg inddraget mere direkte i begivenhederne vedrørende Jens Jørgen Thorsens Jesus.

I Aalborg haglede kritikken ned over Thorsens “svineri”. Min far, der ikke var synderligt kunstinteresseret, skrev i et læserbrev i den lokale avis Aalborg Stiftstidende (den nuværende Nordjyske, red.), at Thorsen havde sin kunstneriske frihed og sin ytringsfrihed uagtet, hvad andre måtte mene om kunstnerens brug af disse. Det faldt ikke i god jord. Vi modtog i dagene efter læserbrevets offentliggørelse en række anonyme telefonopkald, og episoden kulminerede, da vores postkasse blev sprængt i luften med en fyrværkeribombe.

Den ødelagte postkasse blev indgangen til en livslang interesse for Thorsen. I 2008 skrev jeg hovedopgave på Danmarks Journalisthøjskole om Jens Jørgen Thorsens Jesus-maleri i Aalborg, og tidligere samme år havde jeg i forbindelse med en anden større opgave opsporet Jens Jørgen Thorsens næsten glemte, ødelagte maleri af Muhammed og Salman Rushdie. I forbindelse med dette arbejde fik jeg en voldsom lyst til at besøge Thorsens forladte hus i Floalt i Sverige – den sagnomspundne sølvpapirshytte. Benævnt således fordi Thorsens hus angiveligt var beklædt med sølvpapir indvendigt.

I 2010 besøgte jeg Drakabygget og Lis Zwick – havfruemorderen Jørgen Nash ‘s enke. Herefter var det planen at tage videre til Floalt og Sølvpapirshytten. Det viste sig ikke at være så nemt som først antaget at nå frem til Jens Jørgen Thorsens hus. Vi kunne ikke finde Floalt, og rejsens klimaks udeblev. Sommeren 2012 var vi igen i Sverige. Efter et besøg hos den svenske kunstner Lars Vilks var Floalt og Sølvpapirshytten igen på rejseprogrammet. Det var ikke nemt at finde, men efter forespørgsler hos en landhandel, og det, der mest mindede om en skånsk udgave af amerikanske hillbillies, nåede rejseholdet frem til Floalt og Thorsens hus.

Huset har stået tomt siden Thorsens død i 2000. Jens Jørgen Thorsen eksekverede i skattesnyd, og huset var også en del af dette cirkus. Efter kunstnerens død kom det frem, at huset ikke var ejet af Thorsen, men af en (fikitiv) fond, som den dag i dag ejer huset, og en bitter arvestrid i kølvandet på kunstnerens død betød, at Thorsens unge enke Hanne Lykke Christensen måtte fraflytte sit og Thorsens fælles hjem. Som en udløber af arvestriden blev huset aflåst og har stået tomt siden.

I dag er Sølvpapirshytten overgivet til naturen, som langsomt men sikkert æder sig ind på det tidligere kunstnerhjem. Bierne i husets vægge er flyttet ind i huset, hvor de sværmer forvirrede rundt, indtil de falder døde om, fordi der ikke er noget at spise. Det var det syn, der mødte en mindre delegation fra Danmark, da vi fik adgang til Jens Jørgen Thorsens forladte hus.

Sølvpapirshytten viste sig hurtigt slet ikke at være en sølvpapirshytte. For væggene er ikke beklædt med sølvpapir, men med den sølvagtige indmad fra Tetra-kartoner. I Thorsens arbejdsværelse lå kunstkataloger side om side med originalmanuskripter til Stille dage i Clichy og Jesus vender tilbage. På et bord lå Thorsens leopardbukser (model: Bonnén) og kunstnerens karakteristiske kasket og kedeldragt.

Snaphanen tog nogle billeder for at dokumentere dette stykke kulturarv, der langsomt men sikkert nedbrydes på den anden side af Sundet.