Peder Jensen og Ibn Warraq i København
Hen i mod midnat den 7 august 2011 ringede min telefon: “Det er Peder, jeg står på Centralstationen, kan jeg komme”? Mine ører er vant til svensk, jeg bad ham gentage på den utydelige forbindelse. “Det er Peder, Fjordman, jeg står på centralstationen, kan jeg komme?”
Vi havde været i kontakt om anvendelsen af fotografiet af ham og Ibn Warraq i posten Vores ven Fjordman 5 august, men jeg havde ingen anelse om, at han var på vej væk fra Norge.
Åh, jo. Hovedbanen, Det var ikke romanfiguren Espen Arnakke, det var Peder Nøstvold Jensen. Det kom fuldstændig bag på mig. Norge var ukendt land for mig, jeg havde været der “på hytta” hele sommeren 1978, den sommer Thorkild Hansens Hamsun- bog udkom. Det glemmer man ikke.
Han fik adressen. “Tag en taxi,” sagde jeg. Det var femten dage efter katastrofen på Utøya. Jeg havde fulgt den nøje i norske aviser, men jeg havde ikke været digitalt i kontakt med ham. Jeg vidste, han havde meldt sig til politiet, der ikke vidste hvem han var, eller hvor han boede. De bad ham komme igen dagen efter, alt var kaos i Oslo politi. Han havde givet et interview i VG.NO med nogle fotos for at vise, at han ikke havde noget at skjule.
Jeg havde givet et interview til Politiken, efter jeg skrev Vores ven Fjordman. Aftenposten.no havde haft en forside med billeder af Peder Jensen Quisling og dømte mordere og nazister. Han skulle tage hele skraldet for mordene på 77 mennesker. Han var Norges næst mest forhadte person efter Breivik. Det var ved at blive for broget for ham. Han ville væk fra Norge.
Kort efter ransagede politiet hans lejlighed uden dommerkendelse, beslaglagde flere af hans ejendele inklusive hans laptop, som jeg skriver dette på.
Efter at have ryddet sin lejlighed, var han om aftenen blevet kørt i bil ned gennem Sverige og over Øresundsbroen. Sin mobiltelefon havde han smidt i en svensk skovsø. Lidt i midnat stod han så uden for min dør uden anden bagage end en rygsæk.
Jeg var lige flyttet ind ugen forinden, og mine flyttekasser med indbo var endnu ikke ankommet. Jeg havde kun fået malet mine vægge. Indretningen bestod af en gummimadras og en laptop, et køkken, et bad og et toilet, men jeg er vant til interimistiske forhold efter et langt rejseliv. Jeg gik ned og skaffede os en flaske rødvin, vi snakkede om det nødtørftigste, og han lagde sig til at sove på det nøgne gulv på nogle puder og sweatre i den tomme lejlighed.
I København var det sommer og lyst. Jeg havde mødt nogle norske venner på deres hotel nede ved Larsens Plads aftenen før, men anede ikke hvad der skulle til at ske bare et døgn efter.
Det næste dag gik vi op ad Strøget, Peder med hue og solbriller, Peder følte sig forfulgt, hvad jeg ikke kunne bebrejde ham. Hans forklædning varede nogle måneder endnu inden han kunne slappe af i bevidstheden om, at ingen genkendte ham.
Men Utøya var sammenligningsvis ikke nogen stor ting i Danmark efter 15 dage. Efter nogle måneder faldt han til ro og gik hver dag i de københavnske gader, som han kom til at elske de næste par år. Hver dag gik han en lang tur, som pause mellem skriverierne. Han fik et godt kamera, og blev en god fotograf, men der gik et årstid inden han var droslet ned fra en enorm stressbelastning.
Jeg skrev indledningen til denne dobbeltkronik et års tid efter 22 juli i 2011, fordi rubrikken kom til mig. Stoffet havde hobet sig op, men jeg nåede ikke længere end dette. Jeg havde læst alt, hvad Sandemose har skrevet inden jeg fyldte 18, så rubrikken lå tiggede om at blive brugt.
Jeg ved endda, han var en ubehagelig skid, fordi jeg var erotisk involveret med den underskønne Mei Mei Eskelund, der var ti år ældre end mig, og havde mødt Sandemose mange gange. Det var til en middag hos Peter P. og Ina Rohde i Hornbæk i 1974, at Mei Mei slog klørene i den unge mig. Jeg ydede ingen modstand, og Chi Yun kørte os hjem til Hareskoven som den gode mor, hun var. Jeg havde læst “Min kone spiser med pinde”, så jeg syntes, jeg kendte dem i forvejen.
Det spiller ingen rolle for min vurdering af store kunstnere. Hamsun’s og Celine’s politiske idioti spiller heller ingen rolle for mig. Jeg var forelsket i Aksel Sandemose. Da jeg endelig havde skrevet kronikken færdig, vidste jeg flere ting; Den kunne ikke offentliggøres i min levetid, måske ikke engang i Peders. Jeg ville gerne nævne alle de mennesker høj og lav han har mødt i Danmark, men så skulle jeg jo spørge alle, da han er så “kontroversiel.” Men nu hvor jeg har jeg holdt min mund i fire år, vil jeg i det mindste sige dette:
Islamkritikere er allerede sat i livsfare af danske politikere
Læs mere »