DR 2 Deadline, fra min. 7:50 hvori medvirker en dansk børnebogsforfatter og den professionelle antiracist og Vänsterpartist, Jallow Momodou. Der kommer nogle udmærkede pointer på bordet bla. om undervurderingen af børn, men der mangler alligevel nogle brikker til forståelse af, hvad der foregår.
For det første, at Sverige er et langt mere ideologisk styret land end Danmark. Næsten alle går rundt med en -isme i knaphullet, hvor danskere er langt mere pragmatiske gennem epokerne. Vi kom også overvejende uideologiserede ud genem 1968 – eller rettere 70’erne, der markant ændrede selv det borgerlige Sverige. Ideologer former ikke bare nuet, de reviderer historien så den passer til nutiden og dens forestillinger.
Hvad er det “racistiske” ved ord som ‘neger’ og ‘muhammedaner’, som forudsættes et faktum? På alle europæiske sprog har ordene været almindelige i århundreder, også inden kolonialismen. Bare i min barndom, var det det det hed, og at jeg ikke bruger betegnelserne mere, er udelukkende fordi de er blevet kontraproduktive.
Vi antager – måske med rette – at negre og muhammedanere opponerer imod ordene, derfor har vi ændret vores sprog som de høflige mennesker, vi er. Muslimer skulle have opponeret, fordi ‘muhammedaner’ skulle indikere, at de tilbeder Muhammed og ikke Allah, hvad de jo i virkeligheden gør. Muhammed står i centrum af islam, Muhammed er det menneske, man skal efterligne. En fredagsbøn handler ikke om Allah, den handler lidt om Muhammed, men først og fremmest om Palæstina, Tjetenien, Afghanistan og alle de andre steder, hvor muslimer er mener sig politisk krænkede. En moské er et partikontor.
Jeg mener stadig, at muhammedaner er et langt bedre beskrivende ord. “Sort” eller “neger” kan være hip som hap for min skyld. “Afro” plus 48 stavelser gider jeg ikke sige. Da man brugte de to ord, var der intet ‘racistisk’ i dem, det er eftertidens fortolkning.
Om politiserende, ideologisk sprogbrug skal man vide, at det kender ingen grænser. Det slutter ikke ved Pippi. I Sverige er det allerede på kanten af det tilladelige at vise, at kinesere har en mongolfold ved øjnene, eller at kalde nogen “araber”, som Jalving gør det i sin kronik i dag. Man kan ikke sige “Hvem skal redde araberne fra sig selv” i det offentlige rum i Sverige i dag. Det svenske sprog vil ligesom landet blive ændret til ukendelighed, antagelig bliver der ikke meget tilbage, som man uden risiko kan sige. Hvis angst æder sjæle, æder ideologer sprog, selvom de også tilbyder nye politiske ord som “islamofob” og “värdegrund” i stedet. Ideen er, at ændrer man folks sprog, ændrer man også deres tanker. Det virker da også, kan man se, især på dem der ingen tanker havde i forvejen. – Suppler med Mons Krabbes “De lättkränkta kommer aldrig kunna sluta censurera” og Johan Westerholms Max Potta.
