Det er der selvsagt mange, der gerne vil vide, også i hans eget parti. Vi er henvist til at gætte. For halvandet år siden lå Sverigedemokraterne lige over fire procent, i dag ligger de på fjorten procent. Det er en vækst uden fortilfælde i svensk politik. Centern står til at ryge ud af Riksdagen, KD og Folkpartiet ligger lige over spærregrænsen, og hans asylpartner Miljøpartiet er halveret. Reinfeldt taber næste valg med et brag uden Sverigedemokraterne.

Med et indtag på 175.000 asylsøgere og familiesammenførte i 2012-2013 er smertegrænsen ikke underligt ved at blive nået, dæmningerne er ved at briste. Der murres blandt de menige i Moderaterna og Centern, selv blandt Miljøpartister er der nogle, der indser det uholdbare og kommunerne protesterer. De økonomiske og sociale følger af en uansvarlig og landsskadelig politik kan ikke længere ignoreres, og nu viser de politiske sig langt om længe efter at pressen i årtier har obstrueret en informeret debat. Ingen topstyring i verden er upåvirket af internettet, netop der hvor det svenske etablissement nu vil sætte ind forgæves.

Forskere har i mindst fem år bedømt SD’s potentiale til 15 %, men som det går lige nu, fristes man til at sige at 20 % er en realistisk udsigt for 2014 valget. Så hvad tænker Fredrik Reinfeldt på ? Hvordan han skal udgrænse 20 % af befolkningen? Har han en aftale om at unddrage et af tidens mest brændende spørgsmål demokratisk kontrol? Den nærmere eftertid kan tænkes at ville se på meget alvorligt på det, og Reinfeldt kan være limet til en udetoneret bombe, hvad der kun er rimeligt når man tænker på den situation, han har sat Sverige i.

En mulighed man netop må mistænke er, at de gamle partier føler sig bundet af en fælles overenskomst om ikke at introducere indvandringsspørgsmålet, som ikke er kendt af offentligheden. Det ville forklare hvorfor Reinfeldt og hans ministre argumenterer utroværdigt og uden logik og konsekvens, hvorfor de ikke kan improvisere, hvorfor de må støtte sig til myter og cover-up af konsekvenserne. De virker lammede og fangede i deres eget net af den politiske udvikling, de har mistet 40 års kontrol over begivenhederne og opinionen, og de er bundet til masten på det skib, de vil gå ned med. Reinfeldt er kontrolfreak, kan han holde sammen på sig selv, når vandet løber ind over lønningen?

Men der er ingen der ved, hvad Reinfeldt tænker, er det hele kun en afsporet psykologi? Man kan kun gætte og spå, det næste valg bliver ikke bare det mest beskidte, men også det mest spændende i Sverige i mange årtier. Det siger ikke så meget, for svenske valg udmærker normalt sig ved at være blottet for spænding. Lad os håbe, det bliver en rungende sejr for demokratiet og et nederlag til magtfuldkomne, formynderiske politikere og en presse, der eklatant svigtede sin demokratiske opgave og forrådte Sverige. Prob­le­mer erk­endes først, når de ikke mere kan løses, det paradoksale er en presse, der har haft den forhaling af det uundgåelige som formål. Reinfeldt havde mange chancer for at skifte spor, men nu synes hans skæbne beseglet.(Grafik: Fria Tider)

Asylbureauerne i Europa

Den røde regering lader som om, den øgede tilstrømning til Danmark skyldes “krig og ufred i verden”. Ser man nærmere på tallene opdager man, at det ikke er grunden. Tilstrømningen består af økonomiske flygtninge uden asylgrund på jagt efter et bedre liv. I Sverige er der over 50.000 somaliere og 120.000 irakere og der vil komme flere uanset krig eller ej, simpelthen fordi de grupper fungerer som et reklame- og asylbureau i hjemlandet. Sverige anerkender de facto økonomiske flygtninge, – Riksdagen er ikke tilfreds med at have givet + 20 % af landet bort på en generation – det gør vi ikke i Danmark. Flygtningekonventionen er en farce, der bliver misbrugt, og den bør opsiges eller genforhandles, det samme kan man sige om Thorning, Vestager og Søvndal og det kan kun gå for langsomt.

Hverken slusere eller potentielle asylsøgere interesserer sig synderligt for Karnovs lovsamling. Det, der til gengæld og forståeligt nok interesser dem brændende, er udsigten til at få ophold i et land, hvor de kan imødese levevilkår, som er signifikant bedre end i deres hjemland. Flertallet af mennesker er drevet af håbet om et bedre liv.

Når informationen spredes om, at der i Danmark er kommet en regering bestående af et parti (S), der tidligere har været i en regering, hvor det har været lettere at få ophold, at der i denne regering indgår partier (SF og R), der er kendt for en mere liberal flygtningepolitik, og at regeringens støtteparti (Enhedslisten) stort set stiller sig positiv over for masseindvandring – ja, så ville det da være imod alskens sund fornuft som ludfattig somalier ikke at reagere derpå og forholde sig til det.Læs: Søge mod Danmark hurtigst muligt.

Dr.phil. Gunnar Viby Mogensen tilføjer (Berlingske 5.1.2013): »Udvalgsformanden [Bramsen] … vælger at se bort fra asylsøgernes ret til efter et halvt år at bo og arbejde i Danmark, hvormed de allerede meget små muligheder for hjemsendelse bliver endnu mindre… Informationsniveauet om adgangsvilkårene til de rige lande er meget højt«.

Den nuværende regering fører, om end den hårdnakket vil benægte det, en strudsepolitik over for flygtningetilstrømningen.En af Murphys love lyder: »A crisis is when you can’t say: Let’s forget the whole thing«. En hel del såkaldte early warning indicators tyder på, at denne læresætning nu (igen) er blevet yderst relevant mht. den måde, tallene på asylområdet på det seneste har udviklet sig. Asylsøgere læser ikke Karnov AF MARCUS SCHMIDT, LEKTOR, CBS