Af Tim Pallis

Tanken om politisk korrekthed har sit ophav i kulturmarxismen, som siden midten af 1920 har arbejdet på en radikal omvæltning af Vestens traditionelle kultur for at skabe en social revolution.

Karl Marx (1818-83) er blevet kaldt neo-jakobiner, fordi hans sociale revolution var inspireret af den franske revolution. Med den bolsjevistiske revolution i Rusland i 1917 skabtes nogle store forventninger blandt de europæiske marxister om et nyt menneske og en ny verden med lighed og retfærdighed for alle.

Efter første verdenskrig var der en “spartakistisk” (kommunistisk) opstand i Berlin ledet af Karl Liebknecht (1871-1919) og Rosa Luxemburg (1871-1919). Bayern var ligefrem en kortvarig “Soviet” republik ledet af Kurt Eisner (1867-1919), og i Ungarn fandtes en kommunistisk republik organiseret af Bela Kun (1886-1938) i 1919. Der var også Leon Trotsky’s (1879-1940) røde hær i Polen samme år. Men disse marxistiske fremstød for at ændre Europa blev snart bekæmpet og forsvandt kort tid efter.

Dette bragte de revolutionære i politisk forlegenhed, fordi arbejderklassen, som jo skulle have gavn af revolutionen og sætte sig på toppen af magtstrukturen, ikke var politisk bevidste nok. Den kommunistiske elites akademikere lagde skylden på de uoplyste arbejdere.

Da det i begyndelsen af tyverne blev klart, at Sovjetunionens kommunistiske revolution ikke kunne brede sig politisk til resten af det europæiske Vesten på grund af den socialdemokratiske og kulturradikale moderation, fandt Komintern eller Det kommunistiske Internationale på muligheden af at kompromitere selve de værdier og principper, som Vestens samfund hviler på.

På et initiativ af Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Instituttet i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Til stede var bl.a. den ungarnske marxist Georg Lukacs (1885-1971), som udviklede ideen om “revolution og eros”, hvor han beskrev, hvordan seksuelle instinkter kunne bruges som destruktive instrumenter.

Til stede var også Willi Munzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en stinkende kultur. Kun hvis man var i stand til at korumpere alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur. I 1940 blev Munzenberg henrettet af Stalins håndlangere i Sydfrankrig som revisionist.

De marxistiske intellektuelle blev således klar over, at man for at gennemføre revolutionen ikke kunne fokusere på den kapitalistiske økonomis struktur, som Marx havde gjort, men på samfundets kulturelle superstruktur. Det var den italienske marxist Antonio Gramsci (1891-1937) og den ungarnske marxist Georg Lukács, som skabte den nye kulturmarxisme.

Gramsci rejste til Sovietunionen efter den bolshevistiske revolution og arbejdede 1923-24 i Moskva og Wien for Komintern, Det kommunistiske Internationale. I Moskva kom han til den konklusion, at det ikke var muligt at gennemføre en revolution blandt vestlige arbejdere i stil med den bolsjevistiske opstand i Rusland på grund af deres kristne overbevisning. Antonio Gramsci havde en “stor plan” i stil med Georg Lukács.

Hans tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne. Han mente, at så længe arbejderne var troende kristne kunne de ikke modtage de revolutionære ideer.

Gramsci’s revolutionære strategi er afspejlet i Charles A. Reich’s (f.1928) værk “The Greening of America”: Der er en revolution på vej. Det vil ikke blive en revolution som alle de tidligere. Den vil begynde med individet og kulturen og vil til sidst forandre den politiske struktur. Dette vil ikke medføre voldelige tiltag og vil heller ikke medføre nogen voldelig modstand for at blive gennemført. Det er den nye generations revolution.

Georg Lukács begyndte sit politiske liv som agent for Komintern, og med bogen “Geschichte und Klassenbewusstsein” (1923) fik han ry for at være den førende marxistiske teoretiker. Hans tanke var, at for at en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. Den eneste løsning på tidens kulturelle modsætninger var, at samfundet skulle nedbrydes. En verdensomspændende omvæltning af værdier kunne imidlertid ikke finde sted uden en udslettelse af af de gamle værdier.

Som kulturkommisær i Bela Kuns bolsjevistiske regime iværksatte han, hvad der blev kendt som “kulturterror”. Han instituerede et radikalt sexuddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje. De blev fortalt om det gameldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksualmoral. Denne såkaldte “kulturterror” kan opfattes som forgængeren til den “politiske korrekthed”.

På et hemmeligt møde blandt marxistiske intellektuelle i Tyskland i 1923 foreslog Lukas den idé, at sprede en altomfattende “kultur pessimisme” for at skabe en tilstand af håbløshed og fremmedgørelse hos Vestens mennesker, som en nødvendig forløber for revolutionen.

Dette møde førte til grundlæggelse af Institutet for Social Forskning ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Institutet blev snart kendt som Frankfurterskolen. Det var en organisation af marxister og kommunistisk orienterede psykologer, samfundsforskere og andre intellektuelle, og opgaven var at implementere Georg Lukas program.

Georg Lukacs rejste til Tyskland i 1924 efter kritik af hans forskning på den 5. Komintern kongres. Her blev han medlem af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitetet, som bestod af en gruppe kommunistisk orienterede sociologer. Institutet var identisk med Frankfurterskolen og blev grundlagt af Felix Weil (1898-1975) i 1923, som arbejdede for at løse de praktiske problemer med implementeringen af socialismen.

Institutets direktør fra 1923-1929 var Carl Grünberg (1861-1940), som var erklæret marxist, men institutet havde ikke nogen officiel tilknytning til Det kommunistiske Parti. I 1930 blev Max Horkheimer (1895-1973) direktør, og han mente at instituttet i endnu højere grad skulle basere sin forskning på Marxs teorier. Da Hitler kom til magten i 1933 blev institutet lukket, og dens medlemmer flygtede til USA, hvor de fik ansættelser ved universiteterne Columbia, Princeton, Brandeis og California at Berkeley.

Frankfurterskolen var derfor en gruppe tysk-amerikanske forskere, som udviklede en revolutionær filosofi og pædagogik, som i første omgang stod på skuldrene af Hegel (1770-1831), Marx (1818-83), Nietzsche (1844-1900), Freud (1856-1939) og Weber (1864-1920).

I Amerika befandt sig nu følgende medlemmer af Frankfurterskolen: 1960ernes guru for “The New Left” Herbert Marcuse (1878-1979), Max Horkheimer, Theodor Adorno (1903-69), Erich Fromm (1900-1980), Leo Lowenthal (1900-93) og Jürgen Habermas (f. 1929), der var elev af Theodor W. Adorno og senere blev den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.

Frankfurterskolen kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse og skabte grundlaget for det, der senere blev kaldt “kritisk teori”. Denne teori var en destruktiv kritik af den vesterlandske kulturs grundlæggende forestillingsverden, som omfatter kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hieraki, moral, tradition, seksuel ufrihed, loyalitet, patrotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvertioner og konsevativisme.

Frankfurterskolens filosoffer mente, at så længe et individ havde troen på, at hans gudgivne fornuft kunne løse de problemer samfundet befandt sig i, ville samfundet aldrig nå den tilstand af håbløshed og fremmedgørelse, som var helt nødvendigt for at fremprovokere en socialistisk revolution.

Det gjalt derfor om så hurtigt som muligt, at underminere den judæisk-kristne arv. Man anbefalede derfor at fremsætte en destruktiv kritik af ethvert område af samfundslivet med henblik på at destabilisere samfundet og styrte den undertrykkende orden. Denne kulturrevolution skulle sprede sig som en virus og fortsætte det ideologiske arbejde med andre midler end de rent politiske. Følgende ideer var på tegnebrættet:

At gøre brug af bestandige anklager om racisme.
At gennemføre stadige politiske forandringer på lokal niveau for at skabe forvirring.
At underminere skolernes og lærernes autoritet.
At gennemføre en enorm indvandring fra tredje verdens lande for at bryde den gamle befolknings identitetsfølelse (“to rub the nose of the conservatives in diversity”). LFPC skriver i Snaphanen: “Vi taler altså om folk der ønsker at skabe kaos gennem ‘åbne grænser’, og at der ikke er nævneværdig afdækning af dette forhold, men tværtimod spin om humanitære interesser osv. i etablerede medier.”
At tømme kirkerne.
At skabe et upålideligt retssystem, hvor den kriminelle opfattes som et offer for samfundets fejlslagne politik.
At skabe afhængighed af statslige og kommunale velfærds goder.
At etablere kontrol med og politisk korrekt nedtoning af medierne gennem venstreorienterede journalisters optik.
At fremme kernefamiliens sammenbrud.

Frankfurterskolen kunne bruge Freuds idé om “pan-seksualitet” og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder. Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere.

Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældede. Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også de væbnede styrker. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder blev erklæret for en “undertrykt klasse” og mænd for “undertrykkerne”.

Dette var et langtids project, hvor man fokuserede på familien, uddannelsen, medierne, sex og populær kulturen. Når man ser tilbage på ungdomsoprøret i 1968 i lyset af Frankfurterskolens program, er det helt tydeligt at disse ideer allerede før 1968 lå i støbeskeen på de store universiteter.

Denne kritik blev udtrykt i flere forskellige værker som f.eks. Erich Fromm’s “Escape from Freedom” (1941) og “The Dogme of Christ” (1930). I Wilhelm Reich’s (1897-1957) “Massenpsychologie des Fascismus” (1933) forklares det, at Frankfurterskolen adskilte sig fra den marxistiske sociologi, der satte bourgeoisiet op imod proleteriatet. I stedet skulle kampen stå mellem det reaktionære og det revolutionære. Hans sex-økonomiske sociologi var et forsøg på at harmonisere Freud’s psykologi med Marx’s økonomiske theori.

Reich udtrykte det på følgende måde: “Den autoritære familie er den autoritære stat i miniformat. Menneskets autoritære karakterstruktur kommer af, at de seksuelle hæmninger og angst har begravet livets naturlige seksuelle impulser. Familiens imperialisme genopstår derfor i den nationale imperialisme. Den autoritære familie er altså det sted, hvor reaktionær ideologi og de reaktionære strukturer skabes.” Reichs teori fortalte også, at kristendommens religiøsitet var en del af den autoritære familie og førte til fascisme.

Erich Fromm var social psykolog i Frankfurterskolen og kom til USA i 1930erne. I “Escape from Freedom” fra 1941 skrev han, at kapitalismen skabte et socialt system, som lagde kimen til en sadomasokistisk og autoritær menneskelig karakter, som Martin Luther (1483-1546) og Adolf Hitler (1889-1945) var typiske eksempler på. Det samme kapitalistiske system skabte også Calvin’s teori om forudsbestemmelse, som hyldede den grundlæggende ulighed mellem mennesker. Det førte til nazismens ideologi.

From havde den overbevisning, at det, at den autoritære karakter kun interesserede sig for dominans, undertrykkelse og forskelle med hensyn til sex og race, egentlig talt blot er udtryk for mereværdskomplekser og mindreværdskomplekser. I hans “positive frihed” er der intet over det unikke ved det individuelle selv – at mennesket er centrum og livets formål. Udviklingen og realiseringen af menneskets individualitet er et mål, som aldrig kan underordnes betydeligere forhold.

From udtykker sine revolutionære hensigter meget klart i “The Dogma of Christ”: “Vi bliver nødt til at definere revolutionen psykologisk. Det vil sige, at revolution er en politisk bevægelse ledet af mennesker med en revolutionær bevidsthed som tiltrækker andre mennesker med en revolutionær bevidsthed.”

Theodor Adorno var også en marxistisk revolutionær og medlem af Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Samme med andre udgav han værket “The Authoritarian Personality”. Dette sidste værk fra 1950 har inspireret alle socialpsykologer og samfundsforskere overalt i verden lige siden.

I denne bog gøres der rede for, at kristendommen, kapitalismen og den patriakalsk-autoritære familie skaber en personlighed, som er tilbøjelig til racistisk forudintagethed og fascisme. Den “Autoritære Personlighed” blev derfor en håndbog i kampen mod en hvilken som helst fordom eller diskrimination. Hvis disse onder ikke bliver udryddet er der stor chance for endnu et Holocaust. Denne kamp mod fordomme blev grundlaget for den politiske korrekthed.

Den autoritære karakter er det modsatte af den ønskværdige revolutionære karakter. Den er et produkt af kapitalisme, kristendom, konservativisme, den patriakalske familie og den seksuelle undertrykkelse. Denne kombiation havde i Tyskland medført intolerance, anti-semitisme og fascisme.

Den kritiske teori omfatter forskellige del teorier, som skal bruges til at bekæmpe den eksisterende kultur: Matriarkalsk teori, androgyn teori, personlighedsteori, autoritetsteori, familie teori, seksual teori, race teori, lov teori og literær teori. Det var meningen at disse teorier skulle praktiseres og bruges til at vælte den eksisterende sociale orden og bane vejen for en social revolution baseret på kultur marxisme.

For at opnå dette, var det nødvendigt at nedbryde de traditionelle forestillinger og de eksisterende sociale strukturer og erstatte dem med noget nyt. Den patriakalske sociale struktur skulle erstattes af matriakatet. Forestillingen om at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige roller skulle erstattes af androgynitet. Og forestillingen om at heteroseksualitet er normalen skulle erstattes af forstillingen om, at homoseksualitet er normalen.

Hele øvelsen går så vidt jeg kan se ud på at erklærer den hvide, heteroseksuelle mand for racist. Leon Trotsky havde haft den overbevisning, at de sorte skulle være foregangsmænd for en kommunistisk revolution i USA. Han vente tommelfingeren ned overfor hvide arbejdere, som havde fordomme med hensyn til sorte. Trotsky opfordrede de sorte til at forene sig i et revolutionært oprør mod de hvide. Det blev efterfulgt af tressernes modkultur bevægelse.

Ligesom Reich og From var Herbert Marcuse en intellektuel i Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Han var marxistisk filosof og social revolutionær, der ligesom Marx og Lukas forestillede sig opløsningen af det amerikanske samfund. Den traditionelle idé om revolution og dennes strategi har ingen udsigt, fordi den er for gammeldags. Det vi må gøre er en spredt og udbredt opløsning af systemet.

Den eneste måde at undslippe det moderne industrielle samfunds èn-dimensionalitet er at frigøre menneskets erotiske side, det sanselige instinkt, i oprøret mod teknologisk rationalitet. Denne erotiske frigørelse skulle tage form af den “store afvisning” eller en total forkastelse af af det kapitalistiske monster og hele dets værk indbefattet teknologisk fornuft og det ritualistisk-autoritære sprog.

Studenterrevolutionen og kvindernes befrielsesbevægelse var inspireret af Herbert Marcuse. Han var talsmand for det “store afslag”, som var en afvisning af alle de grundlæggende vesterlandske begreber. Han pædikede seksuel frihed og værdien af den feministiske og sorte revolution. Marcuse’s tanke var, at universitetsstudenter, de sorte, de fremmedgjorte, de asociale og den tredie verdens folk skulle erstatte proletariatet i den kommunistiske revolution.

I sin bog “An Essay on Liberation” (1969) forklarede han sine mål: Omvurdering af værdier, overvindelse af tabuer, kulturel omstyrtning og et sprogligt oprør for at udskifte alle værdier. Marcuse skrev også, at den hvide mand er skyldig, og at de sorte er oprørets mest naturlige kraft. Han blev den vigtigste tænker og guru for 60erne og 70ernes modkultur og ungdomsoprør.

Han betragtede denne udvikling som en kultur revolution, idet ungdommens protester var rettet mod hele det kulturelle etablissement og samfundets moral som sådan. I bogen “Eros and Civilization” (1955) prædikede han for en frigørelse af seksualitetens stærke ur-kraft fra den borgerlige og civiliserede beherskelse af den seksuelle drift. Det var også ham, der skabte udtrykket: “Make love not war”.

Betty Friedan’s (1921-2006) bog “The Feminine Mystique” (1963) var grundlæggende for kvindebevægelsen i USA på den tid. Hun var ikke medlem af Frankfurterskolen, men den inspirerede hende til at skrive om den politiske korrektheds marxistiske rødder. I sin bog skrev hun et kapitel om Abraham Maslow’s (1908-1970) teori om selv-aktualisering, som havde stor betydning for dén psykologiske bevægelse, der blev kaldt “transpersonlig psykologi”.

Maslow var social psykolog og skrev tidligt om kvinde dominans og seksualitet. Han var ven med Herbert Marcuse på Brandeis University og kendte Erich From helt tilbage til 1936. Maslow skrev allerede i 1944 en artikel med titlen “The Authoritarian Character Structure”. Det var et ekko af Wilhelm Reich og Frankfurterskolens personlighedsteori, som igen står på skuldrene af Karl Marx social revolutionære teorier.

Ideen om sexrollernes ombytning og transformationen af patriarkatet til et matriarkat har forbindelse tilbage til Friedrich Engels (1820-95) bog “Familiens, Statens og Privatejndommens Oprindelse” fra 1884. Men det var Marx, som i værket “Den Tyske Ideologi” fra 1845 var den første der skrev, at koner og børn var patriarkens ejendom og om det nødvendige af en ombytning af rollerne.

Frankfurterskolens politisk korrekte kulturmarxisme blev formuleret i en meget attraktiv sprogbrug, som journalister og politikere kunne bruge. Man sagde, at det hele blot handlede om at være sensitiv overfor andre mennesker. Det drejede sig ikke om andet end tolerance, mangfoldighed, inklusion, ligeværd, og det relevante spørgsmål var: “Hvorfor kan vi ikke alle bare komme godt ud af det sammen?”

Virkeligheden er imidlertid en anden. Det, at skulle være politisk korrekt medfører nemlig også en undertrykkelse af trykke- og talefrihed, tanke kontrol, en omvæltning af den sociale orden og ultimativt en totalitær stat.

Det kultur marxistiske ungdomsoprør, som tilhørte de unge intellektuelle i de historiske, sociologiske, psykologiske og antropologiske retninger på universiteterne i 1968 vejrede morgenluft og hijackede den folkelige hippie (blomsterbørnenes) kultur revolution, som var spiret frem i løbet af 1960erne i USA.

Denne folkelige hippie kultur, som senere blev kaldt den psykedeliske revolution havde sine rødder i forskellige kulturelle bevægelser som f.eks. beatkulturens digtere, San Francisco renaissancen, folkemusikken, bluesmusikken, jazzmusikken, rockmusikken og beatmusikken. Der havde altid været marihuana med i blues og jazz og i 60erne begyndte man med de psykedeliske stoffer.

Denne kultur revolution havde sine bedste stunder i den nye miljø bevidsthed og med de nye kollektiver, som var baseret på en interesse for at leve i økologisk samhørighed med naturen. Hippierne læste Henry David Thoreau’s (1817-629) Walden, Aldous Huxley’s (1884-1993) Island, Jack Keruack’s (1922-69) Dharma Bums, Alan Watt’s (1915-73) Zen Buddhisme og Timothy Leary’s (1920-96) High Priest, Tom Wolfe’s (f.1931) The Electric Cool Aid Acidtest, Gary Snyder’s (f. 1930) Earth House Hold og mange andre bøger, som beskrev en ny bevidsthed.

Alt dette misforstod og forvrængede Frankfurterskolens unge, fordi de søgte nogle skyldige i at have skabt det kapitalistiske samfund. De fandt dem ikke alene i monopol koncernerne og i det militær industrielle kompleks, men også overalt i det autoritære etablissement, som deres forældrene og lærere også tilhørte.

De havde som unge intellektuelle på universiteterne ingen anelse om, at den psykedeliske revolution var en ny spirituel bevidsthed, som søgte erkendelse i mystikken i alle religioner. De forstod heller ikke, hvad der foregik i de store “Be In” eller på “Woodstock festivalen” (1969). For dem lignede det et ungdomsoprør, skønt det i virkeligheden var en “rite of passage” og en fejring af livets musik og den store kærlighed.

Timothy Leary skrev: “Stoffer der åbner sindet til mangfoldige realiteter fører os uværgerligt til et polyteistisk syn på verden. Vi fornemmer at tiden er inde for en ny humanistisk religion baseret på intelligens, en sund pluralisme og en hedensk videnskabelighed”.

Den marxistiske kulturrevolution var designet til at rive ned og nedbryde den vestlige civilization indefra. Den autoritære personlighed var et produkt af den patriarkalske familie. Friedrich Engels havde derfor fremhævet matriarkatet som ur-alternativet. Det var derfor nødvendigt at opløse kerne familien, for at gøre den kommende generation klar til at acceptere de planlagte sociale forandringer.

Dette forberedte vejen til de nye venstresocialisters krigserklæring mod det maskuline køn i forklædning af kvindernes frigørelse. Samfundet skulle omformes til et kvinde domineret samfund. Wilhelm Reich skrev allerede i 1933 i “Massenpsychologie des Fascismus” , at matriarkatet var det originale familie system i det naturlige samfund. Det samme sagde Erich Fromm. Maskulinitet og femininitet havde intet med kønslige forskelle at gøre, men med kønsneutrale socialt bestemte livs funktioner (socialkonstruktivisme).

Man betragtede hjemmets indflydelse som hindrende på vejen mod den marxistiske kulturrevolution. Det gjaldt om at indoktrinere ungerne før de blev 10 år, ellers var det for sent. Derfor satte man music til revolutionens vers og gentog dem igen og igen.

I de sidste 30 år har Frankfurterskolens filosofi fuldstændig domineret alle vestlige universiteter i verden – det gælder også USA, som har sine venstreorienterede kulturradikale. Arven fra Marcuse og Adorno indoktrinerer de historieløse unge og lærer dem at erstatte fornuft og virkelighedsbeskrivelse med politisk korrekte formuleringer.

De fleste lærebøger i kunst kritik, litteratur kritik, sociologi, filosofi, antropologi og kultur geografi må i dag anerkende deres dybe afhængighed af Frankfurterskolens filosofi. På alle universiteter implementerede man i 70erne Marcuses begreb om de borgerliges “repressive tolerance”, mens man prædikede om tolerance for alle venstreorienterede opfattelser og intolerance overfor alle de konservative forkerte meninger. Universiteterne er ikke længere videnskabelige, men kultur politiske kurser.

Jeg ved ikke om det er kendt, at Adorno havde en teori om moderne musik og arbejdede på et project om at bruge atonal musik som et våben til at nedbryde samfundet ved at gøre folk mentalt syge i hovederne. Han sagde at USA kunne bringes på knæene ved brug af radio og TV til fremme for kultur pessimisme og fortvivlelse. Udbredelsen af voldelige videospil fremmer naturligvis også Frankfurterskolens bestræbelser.

I “Eros and Civilization” and “One-Dimensional Man” (1964) lovede Marcuse, at det at overvinde kapitalismen og dens falske bevidsthed ville resultere i et samfund, hvor den største tilfredsstillelse skulle være den seksuelle. Rockmusikken berører de samme strenge blandt de unge. Frie seksuelle udtryk, anarki og en åbning og frisættelse af den irrationelle underbevidsthed skulle være fælleseje.

Arthur “Punch” Sulzberger (f.1951), som i 1992 blev chefredaktør af New York Times, var stærkt påvirket af Adornos forskning omkring “The Authoritarian Personality”. Det blev blot kaldt frigørelse og det at forandre verden. Jeg kan ikke huske en anden bog fra min tid i Det kongelige Bibliotek, som i den grad skriftede lånere gennem 70erne og 80erne.

I 1953 flyttede Frankfurterskolen tilbage til deres oprindelige institut ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Adorno døde i 1969 og Horkheimer i 1973. Det var disse intellektuelle marxister, som under anti-Vietnam demonstrationerne skabte udtrykket “make love, not war” og “do your own thing”. De fremstillede en filosofi om dekonstruktivisme, som var en dekonstruktion af alle værdier. De drømte om et nyt samfund og en ny historieskrivning.

Frankfurterskolens lærere indførte sensitivitet træning i alle skoler. Børnene skulle oplæres i at kunne tale om deres egne subjektive følelser. Hvad føler du? Hvis det føles godt, gør det! Denne træning var designet til at overbevise dem om, at de selv var deres egen autoritet her i livet.

Der blev lagt stor vægt på elevernes diskussioner om at afklare deres egne synspunkter, værdier og valg omkring et hvilken somhelst emne, der var til debat. Eleverne var nemlig de eneste relevante bedømmere af deres egne handlinger og deres egen moralske adfærd.

Denne “værdiafklaring” lyder for så vidt rigtig – eller gør den? Så vidt jeg kan bedømme, medfører den en moralsk relativisme, hvor der ikke er plads til det, som er rigtigt eller forkert. Der er tilsyneladende heller ikke plads til hverken menneskerettigheds erklæringerne eller de ganske almindelige værdier, som mennesker i de fleste kulturer har dyrket for at kunne være sammen på en hyggelig måde.

Der gemmer sig nemlig det kedelige faktum i “værdi afklaringen”, at hvis lærerne i skolen forsøger at fremme værdier som ærlighed, retfærdighed, ansvar, mådehold, sparsommelighed, autoritet, pligt, beskedenhed, moral, redelighed, at gøre nytte, at yde før man kan nyde, eller at være taknemmelig, så er der tale om indoktrinering af eleverne, fordi det krænker deres moralske frihed.

Børnene skal derimod have frihed til selv at vælge deres egne værdier, og læreren må ikke lære dem samfundets værdier, men blot lette deres vej til selv at finde deres egne værdier. Det værste, lærerne kan gøre, er at moralisere eller at kritisere. Der er nemlig ingen rigtige eller forkerte værdier.

Det gælder altså ikke om at lære børnene de rigtige værdier. Det er slut med normativ læring, for børnene skal selv foretage deres egne valg i overensstemmelse med deres følelser. De er alene den ultimative autoritet og bedømmere af deres egen livssituation.

Der er ikke fri forskning inden for samfundsvidenskaberne. Den kritiske pædagogik er et ekko af Frankfurterskolen. Forskningen skal frem for alt være politisk korrekt, ellers bliver studenternes afhandlingerne kasseret. Man er blandt andet også bange for, at der bliver sagt nogle sandheder om islams påvirkning af vort muslimske mindretal.

Man burde egentlig talt slet ikke tale om indvandrere. Det er et altfor bredt begreb. Man bør sætte sig ind i hvad islam er, for det er islam, der er problemet – ikke de kultur muslimske indvandrere og slet ikke alle de andre indvandrere fra andre kulturer end de islamiske.

Universiteternes vejledninger for forskningsetik er politiske og kulturrelativistiske krav til de studerende, hvis de vil bestå. Man tvinger dem til at præsentere pseudovidenskab. Her er et citat fra Michael Jalving:

“Der er formentlig ikke tale om Penkowa’er, idet “indvandrerforskning” næppe nogensinde bliver et eksakt fag, men snarere om en mindre hær af statsansatte forskere, der bekræfter hinandens fordomme offentligt og leverer akademiske skyts til den danske venstrefløj og flygtningevenner i hver en by. Disse forskere har i løbet af en længere årrække verificeret hinandens verdensbillede uden respekt for videnskabelig falsifikation og dermed reduceret sig selv til advokater og således forvandlet forskningen til, hvad den østrigske videnskabsteoretiker Karl Popper kaldte “pseudovidenskab”.

Frankfurterskolen forsøgte at fordreje og ultimativt destruere den vestlige kultur. Selv om Frankfurterskolen ikke havde et politisk program liggende på bordet og derfor ikke havde en fremtidsplan som sådan, var den dog megetfremtidsbevidst. Den vidste nemlig udmærket, at de moralske afvigelser, som de fremmer, en skønne dag vil medføre en opløsning af samfundets sammenhængskraft, således at det sociale liv bliver uudholdeligt for borgerne, som derfor vil erstatte det kapitalistiske samfund med kommunisme.

Når man forstår den indflydelse Franfurterskolen har haft og stadig har på uddannelsessystemet – ikke mindst Journalisthøjskolen – og det politiske system, er det begribeligt, at politisk korrekthed, moralsk relativisme, kulturradikalisme er så udbredt blandt de unge og veluddannede humanister, som skriver om de nuværende samfundsforhold.

Kulturdebattørerne i MSM behøver ikke engang at være særlig venstreorienterede. Langt ind i de borgerlige rækker har den ideolgiske virus bredt sig, som kræver politisk korrekt anstændighed og et menneskesyn som tolererer selv de intolerante. Her går Claus Rifbjerg, Carsten Jensen, Thøger Seidenfaden, Georg Metz, Rune Engelbrecht, Uffe Ellemann og Bent Melchior hånd i hånd med Enhedslisten.

Danmarks Radio og især Politiken vil genopdrage masserne til et finere menneskesyn. Men det kræver en fortegning af virkeligheden og et bind for øjnene, som kvikke journalister i gamle dage havde blik for at afsløre. Men sådan er det ikke mere. I dag er det almindeligt, at politikere og intellektuelle maler et billede af virkeligheden, som slet ikke eksisterer. Få kan se, hvad virkeligheden egentlig er. I stedet bliver der hver dag i MSM fokuseret på den socialkonstruktivistiske utopi, som alle humanister er blevet hjernevasket til at tro på – få har mod til at tale parnaset midt imod.

Hvad er så de realiteter, som venstrefløjen og de kulturradikale ikke vi se i øjnene? En anonym pædagogik studerende fortæller om det grundlæggende forældresvigt i de muslimske familier: “Børnenes forældre blev ved med at fortælle dem, at de ikke duede til noget. Jeg kom jo i folks stuer, hvor de voksne sad i en klynge og engang imellem kom med nedladende udråb til børnene, som de voksne så kunne grine af.”

De pædagog studerende kommer fra gymnasiet til studierne med en post-marxistisk idé om, at rummelighed løser alle problemer vedrørende islamisk kultur. Der er intet problem i islam. Det er vore fordomme, der er problemet. Derfor er det ikke muslimen som er et problem. Det er manglen på inklusion, som er problemet.

Den enkelte aggressive muslimske dreng skal ikke tilpasse sig gruppen eller klassen. Det er gruppen, som skal tilpasse sig ham, for der skal være plads til alle. Men det er en kulturmarxistisk misforståelse, at den muslimske drengs identitet skabes af den feedback, han får fra klassen.

Denne pædagogik stammer fra den værdirelativistiske filosofi, som det moderne multikulturelle samfund er gennemsyret af. Den siger, at al adfærd er relativ lige god. Man må ikke diskriminere og sige, at de muslimske drenge ikke opfører sig ordentligt.

Klassen skal være solidarisk med de uopdragne børn. De er jo de udsatte ofre for racistiske omstændigheder. Dette kaldes den anerkendende pædagogik, som beskylder deres kritikere for, at de ubevidst stigmatiserer de umulige muslimske drenge. Det er altså disse børns omgivelser, der skal ændres, ikke de ustyrlige drenge.

Tænksomme i dette land bør interessere sig for, hvor hele denne politisk korrekte pædagogik kommer fra. Den er nemlig et udtryk det multikulturelle samfunds kulturrelativisme. De fleste undervisnings institutioner i den vestlige verden har siden tresserne været inficeret med den marxistiske bacille, som hedder “kritisk teori”.

Der findes kritisk pædagogi, kritisk psykologi, kritisk filosofi, kritisk antropologi, kritisk sociologi og hvad ved jeg. Selv om det også kaldes post-modernisme, så står det altsammen på skuldrene af Frankfurterskolens kulturmarxistiske dogmer. Det er en fundamentalistisk religion uden Gud, som i den grad har forpestet de fleste universitetsmiljøer først i USA og siden i Europa.

Af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Af samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid og Islam og den rationelle fornuft.