Det var egentlig den vidunderlige 2 sats, jeg ville høre, men da jeg fandt den fra Vilnius i 2013 med den 10-årige Pijus Paškevičius, som spiller den udenad uden noder, må I få den hele. Den er bygget som en ritornello, som man senere hører raffineret til det yderste i Bachs Obo koncert BWV 1059. 2 satsen begynder minut 5:25.
Once Upon a Time in Aleppo
“If only ISIS saw this! A Syrian women’s football (soccer) team from 1971 in Aleppo”,
skriver fadi Salem på Twitter. Foreign Policy har haft nogle meget interessante fotoessays, som jeg har blogget fordi de minder mig om mine rejser i Mellemøsten og Asien på den tid, og min ungdoms oplevelser. Once Upon a Time in Afghanistan og Once Upon a Time in Egypt, som jeg forestiller mig er særligt nyttige for dem, der forestiller sig at historien er en lineær bevægelse fra fremskridt til fremskridt.
Denne uskyldige, naive antagelse fascinerede særligt Mikael Jalving i hans Absolut Sverige – En rejse gennem tavshedens rige, hvor man i kvindes minde kun husker at ting er gået fra ondt til bedre, og kun erfaret at alle problemer i verden har en løsning. Den har også fascineret mig. Selv når medier eller politi skal fortælle om endnu en ufattelig tragdie, er der en sær uafficeret optimsme i deres stemmer, jeg ikke kan komme mig over. En mangel på vrede og bekymring og “når bare vi står sammen, ender det godt.” Sverige er et åndeligt Hollywood, den officielle stemning i landet er ikke europæisk. Den tragiske bevidsthed mangler undtagen naturligvis hos enkeltpersoner, gerne kunstnere eller andre outsidere.
At det er en lumsk’värdegrund’ og en livsfarlig tro at bygge en regeringsførelse på, ser vi af det ufattelige, kroniske morads de tænkende klasser er ved at lave ud af landet nu. Der er intet vi har ejet, vi ikke kan miste. Noget på et sekund, noget på en generation.
Cairo 1959 og Kabul 1970