Når man har boet mindst fire steder på et år, heriblandt i et sommerhus i Sydsjælland, en gammel landsbyskole i Småland, på en madras bag i en Volvo 855 SE “Kombi”, som den hedder i Sverige. Det er forenklende at bo i en Volvo, man skal ikke tage stilling til, hvor malerierne skal hænge, og man kan køre derhen, hvor der nu er et bad og en gang morgenmad. Der ud over nogle venners sofaer og et par hotel- og pensionatsværelser, så blev skruen og bloggen holdt i vandet. Det gik. Årets kardinalpunkter kom i kassen. 2011 begyndte i virkeligheden mentalt lidt før med Sveriges Første selvmordsjihadist: Taimour Abdulwahab.

Man tager en robust laptop og et hurtigt mobilt bredbånd, en driftsikker kollega, halvanden håndfuld helt uvurderlige venner og sætter det hele over for at simre i 12 måneder. Tilsidst havner retten der, hvor den skal. Man er tilbage. Hjemme, man slipper ikke godt fra at ignorere, at noget er hjemme og andet ikke er. Det er endelig spisetid igen.

Jeg ved ikke om det, at jeg har rejst mere og tidligere end de fleste, har gjort mig til mere hjemmefødning, men jeg vælger at tro det. Det stadig krigsarrede Europa i 50 ‘erne, USA og Fjernøsten i 60 ‘erne. Det tog syv dage at sejle til New York med MS Kungsholm, og 30-40 dage at sejle til Manilla, Hong Kong og Yokohama med MS Arosia.

Vi, die Nachgeborene, forstod ikke hvad vi så i Hamborg, Hannover, Göttingen og Kassel midt i 50’erne, men vi var vågne børn nok til at gemme billederne på nethinden. “Nie wieder”, står der stadig på torvet i Nürnberg på en plakatsøjle hvor Villy Sørensen studerede og Albrecht Dürer blev født. Den viser et luftfoto af den udbombede by, men “nie wieder” er en enkelt generations besværgelse, den er alerede glemt. Krigen er på vej tilbage til vores børn i en anden og meget giftigere skikkelse. Det skal man ikke tvivle om, selvom man bliver udstødt af det gode selskab for at advare om det 20 år i forvejen. Jeg vil om jeg så må sige fuldstændigt skide på det gode selskab, på deres parketgulve, professortitler og phd. grader. De er intellektuelle gidsler, på denne blog skriver frie ånder, der foretrækker virkelighedsreportage frem for universitære forestillinger. Hvordan er det på gadeplan? Punktum!

Hjem fik en tidlig betydning ved at bo flere år i Østen. Man kunne sende et telegram, hvis nogen døde, ellers var alle kære væk i uvished meget, meget længe. Måske var det tidens nåde, at man lærte sig at længes i årevis. I halve år anede man ikke et klap om hjemme, den tekniske affortryllelse af verden var endnu ikke gennemført, det var givetvis også grunden til, at jeg overhovedet slog rod fjerne steder og tog dem helt til mig.

Jeg var 22 i 1973 og blev en singaporeaner med hud og hår. Derfor blev jeg først opmærksom på min baggrund ved den fuldstændige seperation og en hjemkomst, eller rettere – min kærlighed til det tabte blev først vakt, da jeg havde forladt og mistet næsten alt og var vendt tilbage. “Evigt ejes kun det tabte,” siger Ibsen. “Julesorgen”, siger min veninde med Grundtvig, hun er præst. Vi talte om den juleaften, og vi vidste uden ord, hvad den var. Vi ved først hvem vi er, når det hele er gået galt. Svenskerne gør det, det ved jeg af daglig erfaring. Sverige er dødsdømt som nationalstat, ikke af alarmisterne, men af demografien. SD er al ære værd, Åkesson er imponerende, men han kæmper en tabt kamp. Løbet er kørt i løbet af denne generation. Demografi er skæbne. Evigt ejes kun det tabte. Enhver kan tage fejl, jeg gør det ikke så tit som andre.

Sådan er vi måske: De trygge, bekvemme og selvforvissede kan spille hasard med alt, alle andre der lever på kanten eller har været ud over, kan ikke. Høj gambling er de begunstigedes privillegium, Tøger Seidenfaden f.eks. Han døde som an honourable man, efter min ringe mening nogle år for sent til at gå over i historien som et fornuftsvæsen. Hvad var hans forbindelse nogensinde til under- Danmark andet end i teorien ? Var det ikke et sundt folkeligt instinkt at foragte ham og se ham som en parodi på sin far? Tøger blev en af de landssvigere, han far bekæmpede fra Stockholm under den tyske besættelse. En kulsort ironi der først vil dæmre i Danmark i løbet af de kommende to årtier, hvis man tør vove en spådom udover ens egen levetid.

Dette års rejse, der er meget kortere end min livsrejse, satte præget på billedudvalget. Der var Skånsk/danske middelalderkirker, midsommerfolklore, Sveriges nationaldag, smålandsk natur I og II, vinterlandskaber ved Østersøen, det gamle Småland, Linnés Råshult, processen mod Lars Hedegaard, besøg i København, hvor følelsen var som en turists – Gyldendal forfatterreception, Kunstindustrimuseet, lyset i byen – og meget andet, jeg sikkert har glemt. Det ville tage år at udtrykke i skrift, hvad der er på disse fotos, men heldigvis kan jeg skyde en genvej via Leica-Lumix geniale kompaktkamera, som Henri Cartier-Bresson burde have haft, og som passer præcis til en mand i en Volvo og en kuffert, der er for doven og uvidende og utålmodig til at skrive alt for lange artikler, ja som ikke engang er tålmodig nok, til at skrive en kladde.

At gense det hele nu den 30.12 nu er livsbekræftende, den tanke at et år virkelig er så langt, at det endda kan bæres oppe på venskabers nåde, det er en stor gave og taknemmelighed. Derfor er dette års nytårspost ikke “an die Freude”, men “an die Freundshaft.” Bortset fra at holde sig fri af død og sindssyge, er der intet vigtigere end venskaber. Skilmisser er af underordnet betydning, selvom de er modbydelige.

********

Og der var Norge. I de tidlige timer af morgenen den 23 juli fik jeg en mail fra Norge, der lød nogenlunde således: “Han hedder Anders Breivik, her er et foto af ham, han har kommenteret på Document.no for to år siden. Nu bliver det ondt.” Posten inden jeg gik i seng blev: Oslo: Anholdt identificeret – Anders Behring Breivik. (160 kommentarer). Hjemkomsten til København var allerede blevet til begyndelsen på en ny rejse. Den blev ond.

Jeg har som mine venner ved, meget mere at sige om den sag, der kom til at præge resten af året langt mere end jeg kunne ane, men det kommer til at foreligge særskilt og fyldigt en gang i løbet af første halvdel af det nye år, og det er en historie, der bliver vel værd at vente på.

En særlig tak til alle skribenter og kommentatorer, i er altid velkomne, et digt, en kronik, I kan højst få et afslag, men langt mindre sandsynligt end i jeres egne, statsunderstøttede medier. Og en særlig tak til vores svenske deltagere, forfatteren og vennen Thomas Nydahl, og vores kronikør og veninde, Julia Ceasar, der også lægger sit hjerte og sin faglige erfaring i sine søndagskronikker. De er ugens højdepunkt. Nu til billederne, hvoraf de mest interessante ikke engang kan publiceres endnu. Dem vender vi tilbage til. Godt nytår, allihopa! – De tilhørende videos fra året, kan findes her. (Se evt. også 2010 i billeder.)

På fotografierne: Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Kirsten Damgaard, Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen, Mikael Jalving, Rachel Ehrenfeldt, Jesper Langballe, Søren Krarup, Wafa Sultan, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Rifbjerg, Johannes Riis, Klaus Rothstein, Niels Skousen, Henrik Nordbrandt, Ib Michael, Douglas Murray, Hans Rustad, Sørine Gotfredsen, Bent Jensen, Farshad Kholghi, Alex Ahrendtsen, Hamed Abdel-Samad og Siv Jensen. – Alle billeder kan klikkes op i helskærm.